Skip to main content

Full text of "Hændelser"

See other formats


Go ugle 



Det hår år en digital kopia av en bok som har bevarats i generationer på bibliotekens hyllor innan Google omsorgsfullt skannade in 
den. Det år en del av ett projekt for att gora all vårldens bocker mojliga att upptåcka på nåtet. 

Den har overlevt så långe att upphovsråtten har utgått och boken har blivit allmån egendom. En bok i allmån egendom år en bok 
som aldrig har varit belagd med upphovsrått eller vars skyddstid har lopt ut. Huruvida en bok har blivit allmån egendom eller inte 
varierar från land till land. Sådana bocker år portar till det forflutna och representerar ett overflod av historia, kultur och kunskap 
som många gånger år svårt att upptåcka. 

Markeringar, noteringar och andra marginalanteckningar i den ursprungliga boken finns med i filen. Det år en påminnelse om bokens 
långa fård från forlaget till ett bibliotek och slutligen till dig. 



Rikt linjer for anvåndning 

Google år stolt over att digitalisera bocker som har blivit allmån egendom i samarbete med bibliotek och gora dem tillgångliga for 
alla. Dessa bocker tillhor månskligheten, och vi forvaltar bara kulturarvet. Men det hår arbetet kostar mycket pengar, så for att vi 
ska kunna fortsåtta att tillhandahålla denna resurs, har vi vidtagit åtgårder for att forhindra kommersiella foretags missbruk. Vi har 
bland annat infort tekniska inskrånkningar for automatiserade frågor. 

Vi ber dig åven att: 

• Endast anvånda filerna utan ekonomisk vinning i åtanke 

Vi har tagit fram Google boksokning for att det ska anvåndas av enskilda personer, och vi vill att du anvånder dessa filer for 
enskilt, ideellt bruk. 

• Avstå från automatiska frågor 

Skicka inte automatiska frågor av något slag till Googles system. Om du forskar i maskinoversåttning, textigenkånning eller andra 
områden dår det år intressant att få tillgång till stora mångder text, ta då kontakt med oss. Vi ser gårna att material som år 
allmån egendom anvånds for dessa syften och kan kanske hjålpa till om du har ytterligare behov. 

• Bibehålla upphovsmårket 

Googles "vattenståmpel" som finns i varje fil år nodvåndig for att informera allmånheten om det hår projektet och att hjålpa 
dem att hitta ytterligare material på Google boksokning. Ta inte bort den. 

• Håll dig på rått sida om lagen 

Oavsett vad du gor ska du komma ihåg att du bår ansvaret for att se till att det du gor år lagligt. Forutsått inte att en bok har 
blivit allmån egendom i andra lånder bara for att vi tror att den har blivit det for låsare i USA. Huruvida en bok skyddas av 
upphovsrått skiljer sig åt från land till land, och vi kan inte ge dig några råd om det år tillåtet att anvånda en viss bok på ett 
sårskilt sått. Forutsått inte att en bok går att anvånda på vilket sått som helst var som helst i vårlden bara for att den dyker 
upp i Google boksokning. Skadest åndet for upphovsråttsbrott kan vara mycket hogt. 

Om Google boksokning 

Googles mål år att ordna vårldens information och gora den anvåndbar och tillgånglig overallt. Google boksokning hjålper låsare att 
upptåcka vårlde ns bocker och forfattare och for låggare att nå nya målgrupper. Du kan soka igenom all text i den hår boken på webben 



på foljande lånk |http : / /books . google . com/ 



Go ugle 



Dette er en digital kopi af en bog, der har været bevaret i generationer på bibliotekshylder, før den omhyggeligt er scannet af Google 
som del af et projekt, der går ud på at gøre verdens bøger tilgængelige online. 

Den har overlevet længe nok til, at ophavsretten er udløbet, og til at bogen er blevet offentlig ejendom. En offentligt ejet bog er en bog, 
der aldrig har været underlagt copyright, eller hvor de juridiske copyright vilkår er udløbet. Om en bog er offentlig ejendom varierer fra 
land til land. Bøger, der er offentlig ejendom, er vores indblik i fortiden og repræsenterer en rigdom af historie, kultur og viden, der 
ofte er vanskelig at opdage. 

Mærker, kommentarer og andre marginalnoter, der er vises i det oprindelige bind, vises i denne fil - en påmindelse om denne bogs lange 
rejse fra udgiver til et bibliotek og endelig til dig. 



Retningslinjer for anvendelse 

Google er stolte over at indgå partnerskaber med biblioteker om at digitalisere offentligt ejede materialer og gøre dem bredt tilgængelige. 
Offentligt ejede bøger tilhører alle og vi er blot deres vogtere. Selvom dette arbejde er kostbart, så har vi taget skridt i retning af at 
forhindre misbrug fra kommerciel side, herunder placering af tekniske begrænsninger på automatiserede forespørgsler for fortsat at 
kunne tilvejebringe denne kilde. 

Vi beder dig også om følgende: 

• Anvend kun disse filer til ikke-kommercielt brug 

Vi designede Google Bogsøgning til enkeltpersoner, og vi beder dig om at bruge disse filer til personlige, ikke-kommercielle formål. 

• Undlad at bruge automatiserede forespørgsler 

Undlad at sende automatiserede søgninger af nogen som helst art til Googles system. Hvis du foretager undersøgelse af maski- 
noversættelse, optisk tegngenkendelse eller andre områder, hvor adgangen til store mængder tekst er nyttig, bør du kontakte os. 
Vi opmuntrer til anvendelse af offentligt ejede materialer til disse formål, og kan måske hjælpe. 

• Bevar tilegnelse 

Det Google- "vandmærke" du ser på hver fil er en vigtig måde at fortælle mennesker om dette projekt og hjælpe dem med at finde 
yderligere materialer ved brug af Google Bogsøgning. Lad være med at fjerne det. 

• Overhold reglerne 

Uanset hvad du bruger, skal du huske, at du er ansvarlig for at sikre, at det du gør er lovligt. Antag ikke, at bare fordi vi tror, 
at en bog er offentlig ejendom for brugere i USA, at værket også er offentlig ejendom for brugere i andre lande. Om en bog 
stadig er underlagt copyright varierer fra land til land, og vi kan ikke tilbyde vejledning i, om en bestemt anvendelse af en bog er 
tilladt. Antag ikke at en bogs tilstedeværelse i Google Bogsøgning betyder, at den kan bruges på enhver måde overalt i verden. 
Erstatningspligten for krænkelse af copyright kan være ganske alvorlig. 

Om Google Bogsøgning 

Det er Googles mission at organisere alverdens oplysninger for at gøre dem almindeligt tilgængelige og nyttige. Google Bogsøgning 
hjælper læsere med at opdage alverdens bøger, samtidig med at det hjælper forfattere og udgivere med at nå nye målgrupper. Du kan 



søge gennem hele teksten i denne bog på internettet på http : //books . google . com 



aendelser 



Niels Lauritz Møller 



Digitized by Google 



Digitized by Google 



Digitized by Google 



NIELS MØLLER. 



ÆNDELSER. 



i 

DIANAS JAGT. VINDSTILLE. SIESTA. 
KULING. HJEMFART. TØMMERPLADSEN. 
TESTAMENTET. 



KØBENHAVN. 
P. G. PHILIPSENS KORLAG. 

THIELES BOGTRYKKERI. 
I89O. 



\ 

Digitized by Google 



Digitized 



byGCKK 



INDHOLD. 

Side 

Dianas jagt i. 

Vindstille 15. 

Siesta 39. 

Kuling 58. 

Hjemfart 79. 

Tømmerpladsen 99. 

Testamentet 134. 



589 



Digitized by Google 



_Digitized 



byGoCK 



DIANAS JAGT. 



rthur sad i den lille have uden for stedet, 



l \ hvor han boede, og så' dvælende med 
halvlukte øjenlåg ud i den lange lindealle, 
hvor de gule blade langsomt dalede. Det var 
sent i September, en søndag formiddag med 
klar, bleg himmel og kølig luft. Der mærkedes 
næppe et vift af vind i løvet, og fjærne lyd 
af en rullende vogn eller et barn, der skreg, 
nåede ham næsten overraskende tydelig. Men 
han havde samtidig en sikker følelse af, at 
de kom langt borte fra, så de bidrog mere 
til at lade ham mærke freden i det afsides 
villakvarter, end de forstyrrede ham. Han sad 
hvilende og vippede sagte med havestolen, 
nød sin cigar i små sug og nippede en gang 
imellem lidt kaffe af den tynde porcellænskop, 
der stod på bordet ved siden af ham. Stun- 

Niels Møller: Hændelser. I 




Digitized by 




2 



DIANAS JAGT. 



dum smilede han en smule som af velvære 
over at føle den lune solvarme gennem over- 
frakken, og imellem holdt han sin hvide, tynde 
hånd frem mod solen, for at mærke dens stråler 
udvendig, mens cigarens glød hedede dens 
hulning. 

Men det var for resten andre ting end 
dagens lys, der gjorde ham glad. Der var 
noget dulgt i hans smil og noget af en sejersæl 
medviden. Og hans tanker havde andetsteds 
ærende end i alleens gamle linde. De hastede 
et langt stykke ud ad landevejen og gik ind 
i en stor have ved et landsted, som han selv 
var gået derind for et par dage siden. Luften 
var da kølig og blånende bly som i dag. 
Han så' atter de ranke popler, der stak nogle 
tykke, sorte, afbladede grene op gennem et 
mylr af grønne løv, som dirrede i vinden og 
tindrede i solen. Men det var dog mest de 
gamle kastaniealleer, han kunde mindes, og 
deres store blades forgængelige herlighed. Det 
sarteste grønne, der var ved at gulnes, og 
det blegeste guld og stærke gyldne farver. 
Og i gangene lå de faldne blade tykt om 
foden, og der var brune muldne farver, og bla- 
dene var hullede og med sorte pletter. Haa 



Digitized by Google 



DIANAS JAGT. 



3 



borede sin tanke fast i al denne øjenlyst, 
ikke fordi han ikke vilde videre, men han 
vilde gemme på sine bedste minder; han vilde 
foregøgle sig, at hun ikke kom, og nyde 
angesten derover, som blev sød, fordi han 
vidste, at hun var der. Men han ævnede det 
kun dårlig, hun sneg sig ind ad usynlige 
stier, og så opgav han på en gang forsøget 
og lod sin hu fare hende i møde med en 
magt og en jubel, der jog blodet gennem 
hans kinder op i panden. Var han før flygtet 
fra mindet, forfulgte han det nu, drog det 
frem, hvor det vilde gemme sig, holdt det 
fast under de gulnede kastanier. 

Der var det, hun var kommen gående mod 
ham, rask og rank. Han gentog billedet for sig 
gang efter gang. Det stærke, spændige legeme 
i den sorte, glatte kjole. Hun havde ikke noget 
hvidt i halsen, men halsen var hvid og stor. 
Og hovedet var lille, og håret stod bag ud, 
ikke langt, men det var gult og tæt kruset. 
Han smilede over, at han en gang ikke havde 
kunnet lide hende, fordi hendes mund var for 
bred og trodsig og hendes skuldre for svære 
og hendes bryst ikke fyldigt nok. Der var 
dog ingen, der kunde gå som hun. Han 

i* 



4 



DIANAS JAGT. 



kom næsten til at fryse af henrykkelse ved 
at genkalde sig lyden af kjolen, der sang og 
viftede om hende, og synet af de hastige lem- 
mer, der tegnede sig så tydelig under det sorte 
tøj, som om de følte sig fangne af klæderne. 

Hvordan den eftermiddag egenlig var 
gået? Han stred for at kalde frem hvert 
ord og hvert blik; men det var kun brudte 
minder, der kom drivende til ham som vrag- 
stykker over søen. En lyd af latter og musik 
af sagte tale. Den sidste var igrunden den 
farligste — om der da ellers kunde være 
fare i noget så frisk. Underlig var hun, om- 
skiftelig, man vidste aldrig, hvor man havde 
hende. Hun kunde smile så underfundig, 
når man krammede ud med al den fornuft, 
man ejede, så den slap helt bort for én, 
og man blev flov og æltede sig længere og 
længere ind i tåbeligheder. Så kunde hun 
pludselig forbarme sig, blev indsmigrende og 
hjælpende, fandt på de ord, man forgæves 
søgte, viste vejen, ens tanke famlede efter, 
var så mild og søsterlig. Og inden man vel 
vidste af noget, gjorde hun samtalen hedere, 
gemte anden mening under ordene og ild i øjne 
og adfærd, til ens hænder søgte hendes hånd 



•i 

Digitized by Google 



DIANAS JAGT. 



5 



og ens blik hendes bløde øjne. Men så på en 
gang blev hun helt kåd og barnagtig, vilde 
brydes med ham og plukkede snebær og hyben 
og slog dem i hans ansigt, stormede ud af gang- 
ene og ind over den store græsplæne, så det 
faldne løv fløj efter hende, og gav sig til at 
lege med den store, gule hund. 

Han havde grundet på, om det kun var 
kådhed eller hvad det var, og havde følt sig 
sært betaget resten af dagen. Men hun var bleven 
underligere og vildere. 1 tusmørket var de komne 
ned ved granerne; hun havde taget hans spansk- 
rørsstok fra ham og havde drillet og ægget ham, 
og han var bleven ærgerlig og mismodig og 
stod ved gærdet og så' ud over markerne vendt 
fra hende. 

Så blev hun helt stille, og en stund 
derpå kunde han ikke styre sig, han var nys- 
gærrig efter at se hende. Hun stod og holdt 
hans stok løftet højere end sit hoved og 
bøjede den stærkt og stirrede stift på ham 
med store øjne. Men i det samme, han 
vendte sig, slyngede hun stokken langt bort. 
Og så var hun sprunget hen til ham, havde 
taget ham ind til sig, kysset ham og smilet 
med røde læber og dunkle øjne. Han havde 



6 



DIANAS JAGT. 



aldrig anet, at kvindeøjne kunde være så gåde- 
fuldt trofaste. At der lå så megen hengiven- 
hed under så urolig en selvrådighed. Hun 
havde hvisket til ham og strøget ham med 
sine hænder, men han mindedes ene, at 
hun havde sagt: lille kære, lille kære! Han 
havde været fuldstændig fortumlet af lykke; 
han huskede kun, at da han gik ind 
mod byen, var han som halvt beruset og løb 
mod træerne på vejen og smilede og mumlede 
op til månen, der begyndte at få glans og 
kaste skygge. 

Og nu sad han og vippede på stolen og 
levede det hele om igen. 

Han blev forstyrret i sine drømmerier ved 
at en høj og svær, skægget herre kom ind 
gennem lågen. 

Det var en lidt ældre ven af ham. Edmund 
hed han. Han havde været ude at gå og 
var kommen i nærheden. Trængte til at få 
sig en passiar. Havde ikke set et menneske 
hele dagen. 

»Og du sidder her og slikker solskin, 
sybarit.« 

ȁ, det er da i al tarvelighed. Ubi sera 
rosa moretur eller hvad det er, din ven Horats 



_ Digitized by Google 



DIANAS JAGT. 



7 



siger. Jeg sidder bare og ser lindebladene 
falde ude i alleen. De kommer sådan ganske 
langsomt og solbeskinnede og gule. Er det 
ikke nydeligt?« 

»Som en regn af guld. Men der er ingen 
Danae.« 

»Du med din Danae. Det er netop det 
rare, at der ingen er. Jeg tror for resten 
nok, du kan faa lidt kaffe og en cigar.« 

»Nej, tak. Jeg har fået. Din kaffe er 
mig også for stærk, om jeg mindes ret. Jeg 
skal have lidt kaffe, let kaffe og af de aller- 
friskeste bønner. Jeg nyder mere duften end 
smagen. Cigarer ligeså. Hvad er det for en 
helvedes-brand, du sidder med der? En cigar 
skal være let og lys og sprød, så asken blæser 
bort i krusede flager. Jeg holder på de æte- 
riske og lette nydelser. Det lette, det tynde, 
det fine — å! Undtagen i én ting for resten. 
Kan du gætte?« 

»Hvis det var en anden end dig, vilde jeg 
ikke gætte på kvinder«. 

»O vise yngling samt asket! Du traf 
rigtig — mærkværdigt nok. For jeg må dog 
ellers sige, at jeg der har hyldet det samme 
princip. Jeg har sværmet for det spæde, det 



Digitized by Google 



8 



DIANAS JAGT. 



knoppende, det yndefulde, små bitte delikate 
fødder i bløde, højhælede sko og douce spindel- 
vævsstrømper og smalle barnehænder med den 
allersarteste rosenlød og med tynde, tynde 
guldringe hvilende sig over en hvid, rislende 
silkekjole. Det svævende, det duftige, det 
luftige, alt det, der knytter kvinden til de 
skøreste og dejligste blomster, forstår du. — 
Nej, men nu har jeg slået mig på Aristoteles' 
mening.« 

»Som jeg selvfølgelig kender!« 

»Nå ja — han siger, at kun de store 
kvinder er skønne; de små, de kan være gra- 
tiøse, elegante, pikante, bedårende, æggende, 
sirlige — hvad pokker du vil. Men de har 
ikke skønhed — nej, skønhed har kun de 
store. Det mener jeg nu med. Og du?« 

»Å, jeg véd ikke — .« 

»Nej, naturligvis, hvor skulde du vide det 
fra, tørvetriller.« 

»Nej, jeg mangler dine erfaringer.« 

»Ja vel — erfaring — å vissevas med 
erfaringer! Det er i kraft af en, om jeg så 
må sige, intuitiv teoretisk erkendelse.« 

»Hm, hm!« 

»Ja vist så, en åbenbaring, om du vil. 



Digitized by Google 



DIANAS JAGT. 



9 



En pludselig, spontan udvikling af mine æste- 
tiske ævner. Lige meget. De små og smækre, 
dem er jeg ked af, der er ingenting så stor- 
artet som en, der er rank og spillende som 
en poppel, og stærk og stor og hærdet, så 
hun kan hugge en mand i gulvet eller tage 
vejret af ham i sine arme. — Hvad ler 
du ad?« 

»Å, det er bare dig, der bliver lyrisk.« 

»Ja, gu' bliver jeg lyrisk. Det har jeg 
da grund til.« 

»Har du da set hende? Hvor har du set 
hende?« 

»Jeg? — In my mind' s eye, Horatio. I mine 
vågne drømme.« 

»Nå — ikke andet.« 

»Forstå mig vel. Det er egenlig et filo- 
logisk sværmeri. Det er Artemis, der jager 
frem over bjærgsletterne. Det er en personi- 
fikation af vinden mellem de græske fjælde. 
Jeg hører som et stormvejr af korte, hurtige 
vindstød; det er den stumpede kjole, der 
bruser om de store, kraftige lemmer. Kan 
du ikke tænke dig hende? Det brede jomfru- 
bryst, der står spændt og spædt mod bryst- 
dugen, kinderne hede af løbet, den tykke, 



Digitized by Google 



10 



DIANAS JAGT. 



flagrende gyldenmanke bag det lille hoved, 
munden hård af jagtbegær og den hvide, svul- 
mende hals. Og kan du så ikke se hende 
fare over det våde græs og gribe sine hunde 
ved halsbåndet og hidse dem? Og så går 
det med hej, hop og hallo, til de bliver borte 
helt inde i den gule kastanielund.« 

»Hvad for noget?« 

»Hvad behager?« 

»Nå, jeg vidste ikke, der var kastanie- 
lunde på Grækenlands bjærge.« 

Edmiind så' hen på .sin ven over brille- 
glassene, han blev lidt rød i kinderne og 
smilede under skæget. 

»Kastanielunde? Jo, selvfølgelig er der 
kastanielunde. Kan du tænke dig Artemis 
uden en kastanielund med tykt faldne blade, 
der rasler under hendes fødder?« 

»Jeg havde snarere tænkt mig, det var 
egeskove.« 

»Nej, snak, Artemis holder jagt under 
gule kastanier. Sic volo, sic jubeo!« 

»Nå, skyder hun så bravt mange brølende 
løver?« 

»Nej, hun jager hverken bjørn eller løve 
eller hjort eller hare. Hendes vildt, det er 



Digitized by Google 



DIANAS JAGT. 



mænd. Hun lokker dem til sig med sagte 
fløjtelyd, med kæleord og kærtegn, hun stivner 
dem med sine hårde øjne, hun forfærder dem 
med sin kolde, klare latter. Hun leger med 
dem som kat med mus, og hun dræber 
dem alle. Så ligger de døde bag skovens 
buske, og de hvide bær falder ned på deres 
blege ansigter og de røde hyben i deres 
blodige vunder.« 

»Hm ! Det er måske de kugler, hun skyder 
dem med?« 

»Nej, de falder af, når hun løber leende 
bort gennem buskene.« 

»Jeg synes, det er et noget farligt ideal, 
du har valgt dig.« 

»Farligt? Å, ja. For de fleste. Men du 
véd nok, der er én, hun søger på Latmos.« 

»Ah ! — Endymion. Er du da Endymion ?« 

»Ja, jeg er Endymion.« 

»Du!« 

»Ja, naturlig! Det er jo en fantasi, kære. 
Og i fantasien er man altid sejrherre.« 

»Javist. Men hvordan forløber så mødet 
på Latmos i din fantasi?« 

»Det går sådan til. Når jagten er endt 
og stjærnerne kommer frem på himlen, så 



Digitized by Google 



12 



DIANAS JAGT. 



skrider hun op på bjærget i lange, sorte 
klæder.« 

»1 sorte klæder oven i købet.« 

»Ja, for så er hun Hekate.« 

»Er Hekate ikke en hex, en troldkvinde, 
en vampyr, en bedragerske?« 

»Jo, for de mange, kære, for de mange. 
Det er en maske, hun tager på for at skræmme 
dem fra sig. Men selv stiger hun da strålende 
op i den lund, hvor Endymion venter.« 

»Det er måske også en kastanielund?« 

»Nej, — det er en pinjelund — pinjer, 
der er sorte ved aften med store, dunkle 
greneflader, og mellem dem ses kun en rød 
luen af solen, der slukkes.« 

»Jeg synes for den sags skyld gærne, du 
kunde lade det være graner?« 

»Graner? Hvorfor det? Hvorfor netop 
graner?« 

»Å, jeg mener blot, du kunde gærne 
holde dig til de hjemlige træer. Det gør 
altid billedet mere levende.« 

»Nå, ja, hvorfor ikke. Graner er ganske 
fine træer. Der er så stille og blødt at gå 
over nålene. Lad hende så liste undselig og 
bange ind mellem granerne og spejde efter 



Digitized by Google 



DIANAS JAGT. 



ham, til han på en gang kommer farende 
hende i møde.« 

»Aha! — Så han går hende i møde?« 

»Ja, du mente måske, han skulde ligge 
og sove, til hun kom? Nej, sådant et fløde- 
skæg er Endymion ikke. Han er stærk, som 
hun er. Og over for ham bliver hun svag. 
Så forsvinder jægerindens hårdhed af blikket, 
det lyner ikke mere, det spotter ikke, det er 
bedende og blødt og inderligt og trofast. Hun, 
som dræber andre, kommer ydmyg til ham og 
ofrer ham sine røde læber, som ingen har 
rørt. Ham har hun ventet på, ham vil hun 
følge alle dage.« 

»Til der kommer en anden Endymion?« 

»Der kommer ingen anden Endymion!« 

»Er du sikker på det?« 

»Det er jeg sikker på.« 

»Ja, i fantasien kan du jo sagtens, som 
du sagde før. Men tror du, du finder hende 
i virkeligheden?« 

Edmund smilede atter over brillerne: 

»Nej, det gør jeg sagtens ikke. Tror du?« 

»Nej, det tror jeg ganske og aldeles ikke«. 

»Ja, ja, — så har jeg da haft fantasien. Og 
nu har jeg lettet mit hjærte for den. Farvel!« 



Digitized by Google 



DIANAS JAGT. 



»Farvel!« 

Dermed gik Edmund ud gennem lågen. 
Arthur sad og så' efter ham ; hvor han svang sin 
stok, holdt hovedet højt og sang og lo. Pludselig 
rejste han sig og slog i bordet med knyttet hånd. 
Han gad græde af harme. Men da han havde 
stået en stund med rynkede bryn, gled skyggen 
af et smil over hans ansigt. Han satte sig 
ned, børstede cigarasken bort af sin frakke 
og tændte sig en frisk cigar. Så vippede han 
lidt på stolen. Egenlig talt morede det ham 
dog. Han tænkte atter over, hvad Edmund 
havde sagt, og fandt en fornøjelse i, at han 
vidste, hvad de begge vidste, men Edmund 
vidste ikke, hvad han vidste. Der var noget 
kildrende i det. Og så følte han en art stolt- 
hed over Edmunds lovsang. Den smigrede hans 
smag. Og der var noget befriende i at høre 
sine egne tanker i ord. Desuden var vejret dog 
alt for køligt og forfriskende, til at man kunde 
andet end føle sig vel til mode. Og han 
vippede videre med sin stol og så' på de 
gyldne lindeblade, der daled mod jorden ude 
i den lange allé. 



Digitized by Google 



VINDSTILLE. 



Der var lige så megen luft, at den kunde 
ses på sejlene, men vandet bredte sig 
ganske blankt, det var som at glide over vin- 
duesglas, og det blev en hel begivenhed, når 
båden løb mod de gamle propper og pinde, 
der drev om i havnen. Et par skonnerter lå 
fortøjede og stirrede frem med dumme for- 
bavsede klyds, der var rindende røde af rust. 
De stak sprydene langt ud efter smakkerne, 
men båden kunde lige klare sig, og så nåede 
den ud af havnen. 

Ned ad sundet friskede det en smule. 
Vinden var god, strømmen løb med, himlen 
var høj og bankerne lysende grønne. Morten 
kunde da sagtens være let til sinds, selv om 
han ikke havde andre grunde dertil. Det 
mente hans kone forøvrigt, han havde. Han 



VINDSTILLE. 



var hed i hovedet og rød i kinderne, og det 
var vist ikke ene af glæde over at have været 
til sommermarked. Havde han måske stået 
og blæst i en lille bliktrompet med rød mund- 
spids hele den lange tid, mens hun sad i 
båden og ventede? Hun troede da nok sna- 
rere, at det var en glastrompet. 

Han lo og bandede på, at han havde ikke 
fået det bitterste; hun kunde jo kysse ham på 
munden og selv smage. Så kyssede hun ham 
og sagde, at det smagte af rigtig ækel arrak. 
Men han protesterede, for det havde såmænd 
været en meget god kognak, og der havde 
været mange stjærner på flasken. 

Hun sagde, at det kunde slet ikke have 
nyttet ham at gøre sig hellig, for da han kom 
med den store pose sommerpærer, så vidste 
hun lige paa timen, hvad klokken var slået. 
Det var til at stoppe munden på hende. Det 
var en lille rævekage til en lille gås, ikke? 

Nå, hun skulde nu ikke tro, at det var 
kognaken, der havde gjort ham lystig. Men 
det gjorde godt at komme lidt til bys og se, 
hvordan andre mennesker tog sig ud i ansigtet. 
Det kunde da nok blive lovlig ensformigt så- 
dan hver dag et og det samme — ud i bæltet 



Digitized by Google 



VINDSTILLE. 



17 



med gamle Jens, så hen til kvaserne at losse 
fisken, så i land og putte sig lidt mad i 
kæberne og så i seng og så forfra igen. 
Men nu idag havde han fået fingre i Mads 
Strandgård, og de to og et par til var da 
kommen ind i en sjap. Der havde de fugtet 
sig med en lille genstand og snakket gammelt. 
Mads var nyssens kommen fra Vestindien med 
sit fartøj. Mads var et forfærdeligt livstykke. 

Han var nok en rigtig stor rod, havde 
hun hørt. 

Så — å; ja han var måske en kende vidt- 
løftig i land; men ombord var han et rent 
jærn. Han var den værste vovehals til at 
sejle. På den sidste rejse havde de ikke 
kunnet få en trævl tøj tørret, mens de lå i 
søen, for der stod en hel støvregn fra foren 
til agter, sådan sejlede de til. — Ja, det var 
alligevel ganske morsomt at komme på et langt 
dæk engang og have sejldug højt tilvejrs. Det 
var noget andet end at ligge og pjaske her i 
en damjolle. Men her var man da rigtignok 
fri for at rulle med hjulet de lange vagter. 
Og det var dog ganske rart at kunne gasse 
sig i dynerne hele natten igennem. 

Ntels Møller: Hændelser. 2 



Digitized by 



i8 



VINDSTILLE. 



Å, det var da synd at sige, at han fik for 
megen søvn, sådan som han altid krøb af 
køjen længe før det lysnede. 

Haha, hun kunde måske lide, han blev 
liggende noget længere, hvad? 

Å, han var et fjantehovede, var han. 

Nej, men alligevel: der var noget forlok- 
kende i sådan at fare fra det ene land til det 
andet og hænge i, når det kneb, og lade fem 
være lige, når man var i havn! Stadig nye 
steder og nye mennesker, som man var sam- 
men med, sålænge som de viste det bløde 
skind og ikke længer. Og som tiden fløj, der 
var slet ikke stunder til at blive gammel. 
Men Mads var næsten for gal; det endte nok 
med, han en gang gik nedenom og hjem. 

Hun mente, at ukrud forgår ikke så let. 

Nej, vist var det, at han havde et rent 
svineheld. Nu forleden var han løbet på 
Elefantgrunden. Men så slap han af ved et 
gudsensheld. Og véd du så, hvad han skrev 
til rederne, den gale knægt? 

Nå? 

Jo, så skrev han, at han aldrig havde 
troet, han skulde komme så fint på strå og 
blive ridder af elefanten. — Jo, Mads var en 



Digitized by Google 



VINDSTILLE. 



vittig hund, og han kunde sagtens. Nå, men 
det var ligegodt ikke værd at bytte, for det 
var dog meget bedre, sådan som de to havde 
det sammen, ikke? 

Hun smilede til ham, han smilede igen 
og kneb hende lidt i kinden. 

De var efterhånden komne ud i den 
brede sø og drev sagte duvende hen over den 
dovne dønning. Den smule vind, der var 
bleven trykket sammen mellem sundets banker, 
løjede af herude, og det hjalp ikke synderlig, 
at Morten fløjtede og fløjtede for at kalde den 
til sig. Men det kunde da også være det 
samme. De nåede det nok; en lille luftning 
var der dog endnu, og så havde de altid 
strømmen til at hjælpe sig. Og de kedede 
sig aldeles ikke. Morten var kommen i snakke- 
hjørnet; han fortalte historier om Mads og om 
markedet, så sang han lidt, og så fløjtede han 
atter efter vinden. Han havde ikke åbnet 
munden så meget i et helt år som her i en 
time, sagde hans kone, og så var han tilmed 
kåd og utoven og havde lyst til at nappe 
hende bag i armen. 

Imidlertid sygnede vinden helt bort. Sej- 
lene hang ganske flade og drev fra den ene 



2* 




Digitized by 



Google 



20 



VINDSTILLE. 



side til den anden efter dønningen, og skø- 
derne vilde slet ikke sidde, før de blev sat 
fast med et par stik. Vandet flød døsig i 
lange bølger som anløbet tin. Det var hedt, 
men solen brændte ikke; nede i vandet drog 
dens skær sig som blege lysflader frem og 
tilbage, under hinanden, langt ned. Det 
blændede lidt i luften. Man havde en for- 
nemmelse af, at usynlige skyfnug samlede sig 
ganske tyst og lagde et tyndt slør over himlen. 
Mod skovene langt inde lå soldisens blånende 
røg, men rugmarkerne stod som i brand. Der 
var så vidt og fjærnt og ensomt. Helt ovre 
under det andet land synedes et tysk fisker- 
fartøj med højt brunet storsejl og en lille hvid 
smakke bagi. Morten skældte ud på de for- 
bandede tyveknægte, der gik og skrabede al 
fisken af søen, men han vilde forresten nok 
ønske, han havde sig sådan en galiot at fiske 
i, så skulde hun bare se ham sejle vandet 
tyndt. Nede mod syd drev en lang sort røg- 
stribe over bæltet, men damperen selv var 
ikke mere at se. Engang kom en måge hen- 
over dem med lange træge vingeslag. 

»Du har det nok træls«, råbte Morten til 
den, — »så, nu dukker den da også herunter 
for at få sveden af sig.« 



"Digitized 



byGoogk 



VINDSTILLE. 



21 



Han lagde for skams skyld en åre ud og 
skoddede en stund med små slag, mens han 
holdt den ene hånd bag sig om rorpinden. 
Lidt efter gad han ikke mere; hun mente 
også, det var sært, han vilde. Det skulde gå 
mærkelig til, sagde han, om det ikke luftede 
op inden aften, og så kunde de ligeså gærne 
drive afsted for strømmen i ro og mag. Det 
syntes hun med; de havde jo ingen børn, der 
lå hjemme og skreg efter at få sig en tår. 

Han satte sig tilrette med hånden under 
kinden og stirrede ned i søen. De var langt 
ude, men båden flød henover en banke, og 
vandet var så grønt og klart, at han sagtens 
kunde se tilbunds. Det svalede ligefrem at 
lade øjnene hvile dernede i de køle skygger, 
hvor der var så rislende rent og dybt og sort 
og stille. Den grønne tang strakte sig så lang 
den var for strømmen, og dens smalle bændler 
bugtede sig ganske lindt ligesom i lokkende 
velvære. Man kunde faa lyst til at drage 
klæderne af sig og springe derned og lade 
sig glide henover tangen, så den strøg én om 
bugen. 

Morten kom til at tænke på, hvordan de 
som børn roede ud tidlig om morgenen, når 



Digitized by 



22 



VINDSTILLE. 



hanerne galede inde på land. Så sprang de 
ud fra jollen som frøer og svømmede langs 
med bunden. Der var grumme morsomt der- 
nede, de brune søkløver tog sig så store og 
fremmede ud, og det var helt sært at røre ved 
deres blærede hårde blade. Og foran sig havde 
de altid det grønne dybe dunkle, der flød og 
lurede, til de blev helt bange og satte fra 
bunden med benene og bares op mod den 
spillende søflade for at trække vejret og se 
solen. Og så havde de ligesom regnbuefarver 
for øjnene, mens de lå der og pustede og 
holdt sig fast i jollen. Men det lokkede dem 
ned igen, og sådan blev de ved, lige til deres 
fingre var helt blå og skrumpede som en 
vaskerkones. 

Han kunde ikke regne ud, hvordan han 
netop nu faldt på det. Men bedst som han 
kiggede ned i vandet, var det ligesom han 
kunde se en lang grøn mark. Han kendte 
den godt, for den lå ind i skoven etsteds der- 
hjemme. Han kunde huske den ganske tyde- 
lig, solstrålerne sivede ud mellem træerne, 
græsset var så kønt og fuldt i farven og de 
gule lænkeblomster stod tæt og skinnede. De 
var så rare, de store blomster, han var vis 



Digitized by Google 



VINDSTILLE. 



2? 



på, ingen guldsmed kunde gøre dem finere. 
Han havde altid godt kunnet lide dem; han 
nænnede næsten ikke at rive dem af, som de 
andre gjorde, for at lave kæder af de hule 
stængler med den hvide mælk i. Men hvorfor 
han nu kom i tanker om dem — ! 

Og på engang følte han ligesom et ubehag. 
Han fejlede ingenting, ikke spor, men han sad 
ikke længer så rart som tidligere, og der var en 
lille gysen i hans krop. Han mærkede den 
egenlig ikke; han vidste blot, den var der. 
Solen havde heller ikke såmeget lys som før, 
men luften var mere lummer. Og hans mund 
løb i vand, og så brændte det lidt i brystet. 

Se, nu kom de gule blomster igen duk- 
kende op af den grønne tang. Det greb ham 
pludselig med en syg forlængsel efter at ligge i 
det høje græs og ånde frit og let som i gamle 
dage. Hvor luften dengang var ren og liflig inde 
under skoven. Han kunde holde sig til der i 
timevis, selv om han var ganske alene, ligetil 
græsset blev vådt af dugg og hans sult drev 
ham hjem. Gennem de lange strå kiggede 
han ud over vandet, hvor damperne løb med 
pumpende maskinslag, og de store skonnerter 
lå med gule sejl i aftensolen. Han kunde 



24 



VINDSTILLE. 



ikke bare sig for at le, da han kom til at 
huske alle de historier, han havde ligget og 
hittet på og hedet sit hovede med. Hvordan 
var det nu? Jo, han vilde have sig en vældig 
tremaster og sejle langt ud i verden til de 
varme lande, hvor de sorte negere og de gule 
kinesere boede og skovene var af palmer med 
en dusk i toppen. Og han vilde have en rød 
uniform og en trekantet hat med guldtresser, 
og udenfor hans kahyt skulde der stå to mand 
og blæse trompet, når han gik på dækket. Så 
vilde han sejle langt hen, hvor ingen anden 
havde været; der var ikke det skib på søen, som 
skulde sejle voveligere end hans. Og alle de 
ting, han vilde bringe med hjem, guldklumper 
som kampesten og græskar, der varmeget sødere 
end appelsiner, og abekatte og røde silkekjoler. 

Dem skulde prinsessen have. For han 
havde sig også en prinsesse, eller måske 
var hun baronesse; hun sad hjemme og ven- 
tede ham. Hun var en høj spæd én, hvid og 
fin i ansigtet og ganske tynd om livet. Hendes 
hår skulde være lyst og løst og meget blødere 
end fløjel, og hendes klæder skulde dufte som 
røde roser. Han tænkte sig, hun så' ud som 
klørdame på kortene hjemme, men bare meget 



Digitized by Google 



VINDSTILLE. 



25 



mere dejlig. Når han så kom tilbage fra sine 
rejser, bar han silkekjolerne og abekattene og 
alt det andet ind i hendes stue og tog hendes 
små bløde hænder i sine, der var bleven hårde 
og brune som hans faders. Så sagde han, at 
det var hendes altsammen. Og så kyssede 
hun ham. 

Jovist, nu lå han her og drev i sin dam- 
jolle. Det var en anden sejlads. Og prin- 
sessen med det hvide ansigt og de lyse hår! 
Han skævede til siden og så' sin kones ansigt 
spejle sig i vandet, underlig fordrejet, mest 
som røde og sorte farver, der flød ud og ind 
og lavede nogle urolige og forstyrrede træk, 
ingen mennesker nogensinde havde båret. 

Hun lå på knæ i båden med armene på 
lønningen og spiste pærer. Posen havde hun 
stillet ved siden af sig, så hun nemt kunde 
nå' den, og hvert øjeblik jog hun hånden ned 
og fiskede én op. Det gik i en svær fart, 
engang imellem måtte hun standse lidt for at 
få vejret, men huggede strax i sig igen, til 
vandet stod hende i øjnene, slugte frugten i store 
mundfulde og spyttede kærnehuset ned i vandet. 
Morten sagde ingenting, men han led det 
ikke. Han syntes, hun åd ligere en gris end 



26 



VINDSTILLE. 



et menneske. Og så var hun så bovnende 
rund og rød og brun at se på, næsten for- 
meget af det gode. Hun var en rigtig rar og 
rask kone, det var synd at sige andet, men 
lige for tiden brød han sig slet ikke om at 
røre hende. Det var sært; før var han lige 
ved at være gal efter hende. Nu var det ham 
næsten ækelt at vende sine øjne mod hende, 
men samtidig havde han endda en ond lyst 
til rigtig at se hende efter for at finde fejl. 
Det var, ligesom hun var bleven en hel 
anden fra før. 

Han sad og så' til hende i smug. Hun 
begyndte at ældes, syntes han. Der var 
kommet nogle rynker i øjenkrogene, og kind- 
erne posede forneden. Og brysterne begyndte 
at hænge, og hun var bleven svært bred og 
fed over ryggen. Om nogle år var hun nok 
en lasket og svedig kælling. Og han blev 
først tre og tredive til fastelavn. Han syntes 
ligefrem, det var synd og skam for ham selv, 
det. Hans tanke skød sig ind i fremtiden og 
han så' sig stadig leve sammen med hende, 
smedet til hende, og jo ældre hun blev, des 
hidsigere hængte hun ved ham. 

Det var lige til at tage vejret fra én ; han stod 



Digitized 



byGOQ^ji 



VINDSTILLE. 



på grund og sandede til og rådnede op, kom ikke 
ud, blev en stiv stakkel med en klods om benet 
som en gammel gase. Og imens kilede andre 
verden rundt og stod aldrig stille. Nu var 
det også tiden; det var pinende galt at blive 
liggende hjemme; nu var han ung og førlig; 
nu kunde han bryde af og tage hyre til de 
store have og fremmede lande, hvor der var 
noget at tjene. Om et par år, så var det for 
sent. Nu skulde han tage lejligheden ved 
hårene og gøre alvor af det. Hvad kunde han 
drive det til ved at pjatte med en jolle i denne 
her rendesten? Sælge et par snese rødspætter 
i ny og næ til en Kielerkvase! 

Hæ, — vind og vås ! Han havde jo klodsen 
om benet, og selv om snoren blev ligeså lang 
som herfra og til Kalifornien, så vilde han 
altid mærke, at den var der og holdt igen. 
Vilde man engang vove noget og lade stå til, 
så lå det altid bag i hovedet og lurede, at 
man skulde jo tage sig ivare og være forsigtig 
for kone og børn — nåja, børn havde han 
gudskelov ingen af. Det manglede bare! Så 
havde han da først været rigtig i vinden. 
Eller måske var det just dem, han trængte 
til. Men så fik han ingen. Det duede hun 



Digitized by LjOOgle 



28 



VINDSTILLE. 



ikke til engang. — Så, nu troede han sågu 
hun var ved at falde isøvn. Ja, sov du kuns, 
min tøs; pas på du ikke vækker dig selv, når 
du snorker. 

Hun sov imidlertid ikke; hun grundede 
over et eller andet og missede med øjnene. 

»Du«, sagde hun omsider, »er det sandt, 
hvad de fortæller om Mads Strandgård, at han 
og et par andre skippere ovre i Newcastle 
havde fået nogle fruentimmer ombord og ladet 
dem danse nøgne for sig?« 

Han blev rød i hovedet. Det var ikke 
andet end som noget sludder og vrøvl, sagde 
han mut. Forresten kunde det godt ligne 
Mads, tænkte han. Mads havde været med til 
meget i sine dage, og han var ikke bange for 
at lade pengene stryge. Igrunden kunde det 
også være ganske rart at prøve lidt af alt. 
Egenlig talt var det hestedumt at gå hen og 
gifte sig så tidlig. Det kunde være tidsnok, 
når man begyndte at blive slatten i knæerne 
og grå i skægget. Mens man var ung, skulde 
man tage den fornøjelse, man kunde få. Det 
sure fik man nok af i livet. Og når først 
alderen lod sig mærke, så brød pigerne sig 
pokker om én. I de unge år behøvede man 



. Digitized by 



VINDSTILLE. 



29 



bare at brede armene ud, så kom de farende 
af sig selv. Da han fér på fremmede lande, 
var han et skikkeligt fjols, som ikke vidste, 
hvad der var hvad. Nu skulde han bare 
komme til og få en lejlighed, så vilde han 
ikke sådan lade den gå fra sig. Så vilde han 
tage alle dem, han kunde få fingre i, både 
de hvide og de brune og de gule og de sorte, 
for de sorte var de allerlystigste, sagde Mads. 
Og stadig nye, stadig på en frisk. Dette her 
blev bare til sejg og lummer vane . . . 

Men se sådannoget sad hun og spekulerede 
på, det kunde hun lide; det kildrede hende at få 
den slags historier at rende med. De sagde, at 
hendes rigtige bedstefader var en af Spaniolerne, 
der havde været heroppe ; og han troede nok, 
der var noget i det, for han syntes også, hun 
havde lidt af det spanske i sig. Og det kunde 
jo være ganske godt til sine tider, men til 
stadighed blev man dog ked af det, især nu, 
hun begyndte at blive ældre. Men det morede 
hende også at snakke om andre, havde han 
mærket; hun havde en hvas tunge; det kunde 
sommetider være ganske grinagtigt, men den 
plejer at blive skarpere med årene. — Det var 
også det djævelens ved at leve. Alt det, der var 



Digitized by 



30 



VINDSTILLE. 



rart, gik sin vej, men det, der var ondt, blev bare 
meget værre. Det var da også til at blive ked 
af. Fanden han inderlig annamme det hele! 

Han sad igen en stund og så' ned i vandet 
Her var dybere end før og mørkere, men han 
kunde endnu lige skælne tangens bølgen. Den 
var uroligere nu, den vred sig i det; den 
vilde måske også gærne være fri. Søen, den 
var fri; den kunde fare, hvorhen den lystede, 
ingen vilde falde på at give den klods om 
benet. Selv nu, da den lod så rolig, pilede 
den afsted efter det åbne hav. Han syntes, 
vandet hånede ham, fordi han blev siddende 
fast som en østers i det lille hvide hus oppe 
ad kysten. Se, hvor det snurrede og ilkede 
og rakte tunge ad ham dernede fra! 

»Det er noget underlig noget at se ned 
i«, sagde hans kone idetsamme. »En bliver 
så løjerlig tung i sit hovede og får sådan lyst 
til at smutte derned og sove.« 

Han så' hen til hende. Hun lænede sig 
stadig udenfor og hvilede begge sine arme på 
lønningen. 

Lige på engang fik han den tanke, at 
det igrunden var ganske nemt at stikke sine 
hænder ind under hendes fødder, som hun 



Digitized by Google 



VINDSTILLE. 



lå der, og løfte hende op, så hun slog en 
kolbøtte ud i vandet. Hun var ikke tungere, 
end at han godt kunde svinge hende rundt; 
og så kunde han tage rorpinden og trykke 
hende ned med. 

Det var et rent tosseri; han mente natur- 
ligvis ingenting med det, og var ligeved at 
hælde sig bagover bort fra det. Men da han 
engang havde fået tanken, fandt han en vis 
morskab i at gå den igennem. Han kunde 
navnlig ikke komme fra, at det var så grulig 
nemt at gøre. Der var ikke en kat, der kunde 
se, hvad de tog sig for her; han kunde sagtens 
vippe hende ud, og han kunde holde hende 
nede som slet ingenting, og så var det forbi 
som en snus. Og så var han så fri som en 
fisk og kunde stikke af ud i den vide verden. 
Så havde han sparket klodsen af benet. Det 
var så overordenlig let. Og ingen kunde ane 
noget ondt om ham. Der faldt så mange i 
vandet, og så et kvindemenneske, der ikke 
kunde svømme; det hørtes da også tit, at 
nogen fik krampe og gik lige tilbunds med 
det samme, og strømmen førte dem væk. Og 
hvem vilde have nogensomhelst mistanke til 
ham? De havde altid levet godt sammen. Og 



Digitized by 



32 



VINDSTILLE. 



det var da rimeligt, at han så tog på langfart, 
når han var bleven ene. Og selv om de fik 
mistanke til ham, så skulde han nok holde 
sig stiv, for de kunde ikke bevise ham noget 
over. Det kunde gå så glat som fod i hose. 
Det kom bare an på at være gesvindt, så hun 
ikke fik fat i noget; så var det jo ellers lige 
så nemt som at vende en pandekage. Og der 
sad da ingen søm der, som hendes kjole kunde 
få fat i? Det kom ene og alene an på, at 
han var rolig og tog sine kræfter sammen; 
så stak han sin hånd ind under benene på 
hende og så rundt med hende! 

Det vilde da sige : han måtte have hånden ind 
ovenover knæerne; ellers kunde hun bøje benene 
og så skrænsede hånden af. Det kom bare an 
på et eneste øjeblik; var hun først derude, 
kunde han gøre, hvad det skulde være. For 
så vilde han være bange for at gå tilbage, 
men indtil det var så vidt, vilde han være 
bange for at gå frem. Men det var netop det, 
han ikke måtte være; det skulde gå med et 
ryk! Å, forbandet vrøvl og sludder! Men 
det var nu så rent rasende nemt, der kunde 
ikke være den mindste smule fare ved det; 
det var ligeså nemt som at spytte i stranden; 



VINDSTILLE. 



bare hånden ind under knæet, så godt fod- 
fæste, så op og vupti! Og så hånden i håret 
og ned! Det gjaldt blot om, at hun ikke 
anede ondt forinden, men det var nemt nok; 
ganske langsomt op ad strømpen, hånden ind 
under knæet, så godt fodfæste og vupti! — 

Rent uden at vide det bøjede han sig 
frem og tog om hendes ankel og gav sig til 
at famle op ad hendes blå uldstrømpe. 

»Er du nu kåd igen, din tossede knægt!« 
sagde hun. 

Han trak hånden til sig så hastig, som 
om han havde rørt ved en hed kakkelovn. 

»Du må godt«, mumlede hun lidt efter 
og vendte sig om og lo til ham. Hun havde 
mistet to af sine fortænder. Han syntes, det 
havde han aldrig før set. Hun var hed i 
kinden og panden, så' han, læberne var dunkel- 
røde, øjenlågene sænkede sig og øjnene blev 
smalle og våde under de tykke bryn. Hendes 
hår løsnedes, da hun vendte sig mod ham, 
og faldt nedover ryggen. 

Han stirrede stift på hende. Et øjeblik 
drog der et pust af attrå igennem ham, men 
det druknede strax i en storm af væmmelse. 
Hvor var hun dog led og modbydelig, som 

Niels Møller: Hændelser. } 



Digitized by 



34 



VINDSTILLE. 



hun lå der og lokkede! Det ligefrem tog ham 
i nakken; han stemmede sin højre hånd mod 
lønningen, stak den venstre ind under hendes 
ben og skubbede den op mod hendes knæ. 
Hun vendte ansigtet bort og lo og løftede sig 
lidt i knæerne, at han kunde komme frem. 
Han bed tænderne sammen og ledte med sin 
fod efter støtte. 

Der drev dunkle orme for hans syn; han 
lagde mærke til, hvor hendes hår var sort og 
tykt og stridt som en hestehale. Og han fik 
en pludselig øde og udhulet fornemmelse; han 
mindedes i et nu, at han havde haft lignende 
følelser, når han som barn havde gjort noget 
galt og han kun kunde klare sig ved en stand- 
haftig løgn. Der var ikke andet for end at 
trodse det igennem! Men han var hel tom i 
hovedet og rystede på hænderne 

Idetsamme gled han ud ; sejlene smældede 
over hans hoved og båden krængede, så vandet 
stod ind over dens side. Hana kone skreg 
og kastede sig bagover; han selv tumlede ned 
i bunden af jollen og stak den højre arm ud 
i vandet til albuen. Det susede over ham, 
han følte det koldt am kinderne; smakkerne 
stod bak; der kom blæst. Han smed sig over 



Digitized by Google 



VINDSTILLE. 



35 



i den anden side og slog storskødet los, 
famlede hastig ved fokkeskødet, til han" fik 
firet af og krøb op på agterpligten dybt ån- 
dende. De to ægtefolk sad et øjeblik og så' 
forvirrede på hinanden; så strøg han sig over 
ansigtet, som om han nys var vågnet. 

Nu mindedes han godt, at han for lidt 
siden havde hørt det klukke udenbords, men 
den gang var han ikke bleven sig det bevidst. 
Han havde heller ikke lagt mærke til, at det 
dæmrede og blev dunkelt i vejret. Han var 
ganske svedig i panden. Var han da bindegal 
før? Det var ligesom han havde krænget et 
andet menneske af sig nu. Var det da selve 
den onde, der var faret i ham? Han kendte 
sig ikke selv! Men nu var det forbi. Han 
så' sig om. 

Hen under himlen drog en vældig sky 
lavt frem over vandet. Bred og tyk og tottet 
som et sort uldent uhyre yderst og dunkelblå 
ét i ét langt ind over land. Skovene stod i 
grånende tåge, kornmarkerne lyste svovlgule 
og spejlede sig i vandet. Søen var ængstelig 
blank nærved; det voldsomme vindstød var 
længst faret hen, men over søfladen strøg 
kulsorte kast i rasende kapløb, de bredte sig 

3* 



Digitized by 



36 



VINDSTILLE. 



til vifter og hastede ud som skyens mørkere 
skygge. Men bag dem skinnede små hvide 
bråd i tusindvis. Den tyske fiskerskude havde 
bjærget sin lille smakke og lå svært over for 
et rebet storsejl. Over den blå sky bredtes 
et lyn og sluktes. 

I et nu var Morten på benene. »Tag 
roret, min pige!« råbte han og løb hen til 
stormasten, mens hun sprang bagud som en 
boldt. Han rev sprydstagen af smakken og 
bælsede sejlet til sig. Inden han havde surret 
det sammen, krængede båden allerede for de 
første hårde kast, og forsejlet piskede med 
skødet langt ude i vandet. Han arbejdede 
sig ud ad liet med hænderne og fik fat i det 
våde tov, men han nåede ikke at skære det 
i blokken, før vejret kom så voldsomt, at han 
måtte klamre sig til stormasten med det ene 
ben for at kunne holde igen. Han havde 
skødet fat med begge hænder, og det var 
næppe han ævnede at holde det. »Lad falde! 
lad falde!« råbte han. Hun tog roret op og 
båden sprang som en jagthund i vandet for 
vinden. 

Rundt om dem åbnede søen på en gang 
sine hundrede gab, hvide frådebræmme stod 



Digitized by 



VINDSTILLE. 



37 



ud fra stævnen, sloges med de toppede bråd 
og slugtes. Søerne løb med, over dem strøg 
sorte strittende ilinger, vinden rev bølgekam- 
mene itu, og vandet røg som aske. Men snart 
blev det så mørkt, at de kun kunde skimte 
de hvide brydninger, en sort nat lagde sig 
over dem splittet af brede lyn og sitrende 
ildstager, der lysnede ud over en fremmed 
verden af blege kogende flammer og hvirv- 
lende sorte svælg. Fra den brandrøde himmel 
drønede den bragende torden, så den døvede 
bølgerne, der brølede bag dem og skred og 
skar tænder ved deres side. 

Vandet fløj ind over Morten og raslede 
som småsten på sejlet, og regnen piskede 
ned. Han ænsede det ikke. Han havde 
fået skødet snoet om sin ene hånd. Det 
sled sig ind i kødet, han følte det ikke. 
Han stemmede benet mod rælingen og brystet 
mod stormasten og stirrede bagud over sin 
skulder for at se sin kones ansigt i lyset af 
lynene. Hun bed tænderne sammen og så' 
frem med store mørke øjne. Men hun holdt 
fast om roret, og hun smilede til ham. 

Omsider drev bygen over; det blev ved 
at blæse frisk, og regnen faldt tæt, men dagen 



Digitized by 



VINDSTILLE. 



kom atter frem, og de kunde gå i vinden. 
Han fik sat reb i sejlene, øste det værste vand 
ud og tog selv styret. Hun satte sig på hug 
foran ham. Lynene lyste stadig for dem, 
og tordenen buldrede over dem og bølgerne 
brød. Men de styrede trøstig frem mod det 
lille hvide hus ved kysten, hvor de høje popler 
stod. Han klappede hendes ansigt med sin 
våde hånd, og hun strøg ham sagte over 
knæet. Ingen af dem sagde noget, men 
stundum så' de hinanden ind i øjnene, og 
hun smilte. 

Da de var komne hjem og havde fået 
damjollen fortøjet, standsede de lidt oppe på 
skrænten, hvor poplerne svingede i vinden og 
rystede store tunge dråber ned på den våde vej. 

Morten vendte sig og så langt ud over 
havet. Han blev pludselig helt ræd og kom 
til at ryste. 

»Det gik endda bedre, end vi kunde vente,« 
sagde han. »Sikken den sorte sø råber efter 
os. Lad os gå væk, du; jeg kan ikke lide at 
høre det. Jeg er bleven angst for det.« 

»Å, jeg er aldrig bange, når jeg sejler 
med dig,« lo hun og rystede vandet af sine 
skørter. 



Digitized by 



SIESTA. 



De var kendinger fra studentertiden, men 
havde ikke talt sammen i flere år, da de 
tilfældig mødtes paa en kafé dagen før jule- 
aften. Nyby plejede at søge der for at læse 
aviser, inden han gik paa kontoret, Sten var 
derimod en sjælden kafégæst. Det var også 
en ren skæbnens tilskikkelse, at han kom der nu, 
men hans svigermoder var ikke rask, og hun 
var jo en gammel kone, og så var hans hustru 
og børnene rejst over til hende for at blive 
der i julen. Han selv skulde egenlig også 
derover, men han havde travlt på sin tømmer- 
plads, og han holdt nu engang ikke af, at 
andre skulde styre og ordne det derude. — 
De var komne i snak om gamle dage og 
fordums venner, og da de skiltes, indbød Nyby 
Sten til at spise hos sig juleaften. — 



Digitized by Google 



4 o 



SIESTA. 



Efter middagen gik de ind i Nybys studere- 
værelse. Sten blev anbragt i en dyb, blød 
lænestol, Nyby bragte ham puder og skammel, 
for at han kunde hvile behageligere; hus- 
holdersken kom med kaffe og hentede cigar- 
kasserne. Sten valgte sig en stærk cigar. 
Så dasede de og nød kaffen i små drag. Nyby 
vippede ganske lidt i gyngestolen og lod 
øjnene følge de blå ringe, han sendte til 
vejrs, Sten røg stærkt og pustede store røg- 
skyer fra sig. 

»De ryger lette cigarer?« spurgte han. 

»Ja, dem tåler jeg bedst.« 

»Jeg siger: helst en stærk. Især når jeg 

har spist godt. Hun er rigtig flink til 

at lave mad, Deres kvindemenneske derinde.« 

»Jeg er rigtig tilfreds med hende. Hun 
generer mig ikke.« 

»De brænder bøgebrænde, synes jeg. Ja, 
det lugter også rart. Men jeg synes altid, 
man har en fornemmelse af, at det bider én 
i øjnene. De har det for resten pokkers net 
her, Nyby. Alle disse gamle solide møbler 
med de lige linjer. De passer så godt til 
Deres mange bøger og billeder. De har ingen 
rigtige malerier, synes jeg?« 



Digitized by Google 



SIESTA. 



41 



»Nej, jeg holder mest af sort på hvidt. 
Farverne generer mig. De binder fantasien, 
forekommer det mig.« 

»Arbejder De ikke ved lampelys?« spurgte 
Sten og lod sine små spillende øjne dvæle 
ved de to store broncestager med svære lys, 
som stod på skrivebordet og oplyste værelset. 

»Jo, men når jeg hviler mig, holder jeg 
mest af denne belysning. Der er noget eget 
fortryllende ved den. Mørket jages ikke bort, 
men det får et mystisk liv; der er noget 
forjættende over sådant et halvlys, og når 
det træffer de forgyldte lister i loftet eller 
billedrammerne eller bogryggene, så gløder 
det så henrivende, som om forjættelsen skulde 
til at opfyldes.« 

»Ja, jeg foretrækker dog gas, til vi kan 
få elektrisk lys. Jeg synes såmænd, vi har 
halvmørke nok i disse grå Decemberdage. 
Jeg vil helst have hver smule mørke pillet ud 
af hver eneste krog.« 

»Det forundrer mig ikke. Det er et rent 
tilfælde nu om stunder, hvis man opdager, 
hvor bedårende denne belysning er. Man 
må helst gå til gamle billeder for at finde 
det.« 



Digitized by Google 



42 



SIESTA. 



»Hvad går De igrunden og tager Dem for 
her ude i denne afkrog af verden, Nyby? Man 
ser Dem aldrig i teatret eller nogen steder. 
Jeg tror ikke, De kommer til nogen, eller 
nogen til Dem. Sidder De ganske muttersene 
her ude og kukkelurer?« 

»Sådan omtrent.« 

»Men hvad tager De Dem da for?« 

»Å, jeg læser i mine bøger og ser på 
mine billeder, og en gang imellem kommer 
der en gammel filolog, som jeg taler om 
literatur med.« 

»Gud, sikken et leben! hvor kan De holde 
det ud?« 

»Tror De, det er så slemt?« 

»Ja, jeg er da glad, at det ikke er mig. 
Ser De, jeg lever på en helt anden måde. 
Jeg har en god forretning, fuldt op at passe 
hele dagen, spekulerer og handler, tjener 
mange penge og bruger mange penge, slider 
hårdt og morer mig, er glad, når jeg om 
morgenen går på pladsen og glad, når jeg 
skal hjem om aftenen, for jeg véd, der ligger 
et par små ansigter mod ruden og kigger 
efter mig. De kan tro, det er rart at have 
sin hyggelige rede, hvor der er bløde småhænder 



Digitized by Google 



SIESTA. 



43 



til at hilse én velkommen og muntre barne- 
stemmer bag døren. Og jeg følger ganske 
godt med i tiden. Jeg læser den ny literatur, 
går tit til koncerter og i teatrene, ser mange 
folk hos mig og kommer meget ud mellem 
folk. Det er en fornøjelse, kan De tro, sådan 
at leve med. Det skulde De lægge Dem efter, 
far min!« 

Han strøg sig tilfreds ned ad det tynde, 
mørke skæg, der lå hen over brystet, og hans 
brede pande lyste gennem tobakstågen. 

Nyby sad og gyngede og så' på ham. 
»Javist må det være en fornøjelse at være så 
virksom og optaget. Så har man ikke tid til 
den sorgens gærning at tænke. Så får man 
ikke fred til at høre ensomhedens stemme, 
der er så trøstesløs og så mægtig. Og stadig 
at optage nyt og have en hustru, der er ens 
andet jeg, som kan dele ens gærning og fore- 
gribe ens tanke — det må ganske vist være 
behageligt.« 

»Ja, min kone er flink — især i det 
huslige. Hun opdrager sine børn brillant. 
Dejlige unger, kan De tro. Ja undskyld min 
faderstolthed. Men hun er noget gammeldags 
i sin smag. Hun følger ikke rigtig med tiden. 



Digitized by Google 



44 



SIESTA. 



Vi har disputeret en hel del om det. Men 
det er forresten snart længe siden. Og hun 
har såmænd også så meget at tage sig til. 
Fem børn, ser De, det er ikke så lidt.« 

Nyby lod sin lange, hvide hånd glide over 
sit sorte, hængende overskæg og smilede svagt. 

»Jeg må tilstå, at jeg ligesom Deres ærede 
frue er noget tilbage i tiden. Den interesserer 
mig ikke synderlig. Når jeg har passet mit 
kontor og læst et par aviser, så mener jeg, 
at jeg har givet tiden, hvad tidens er. Når 
jeg kommer hjem, lukker jeg min dør for 
den og dens aviser og skrig og skrål og søger 
tilbage til fortiden, hvor der er godt at være.« 

Sten trak paa skuldrene. 

»Ja, hver har sin smag,« blev Nyby ved, 
«men det er ikke uden glæde at dyrke de 
store digtere og filosofer og studere de svundne 
tiders historie. Det forfiner ens tanke, det 
giver videre syn og dybere forstand på livets 
gang. Jeg drager deres sødme eller deres 
styrke af dem, og finder fornøjelse selv ved 
mangen en tør gammel bog, fordi der er 
knyttet særlige skæbner til den. Der pibler 
måske røde dråber ud af den, eller den bærer 
en parfume af bål og brand. Der kan stå 



Digitized by Google 



SIESTA 



45 



en så liflig duft af menneskeblod ud af de 
gamle bøger.« 

»Jeg kunde forstå, om De gav Dem af 
med vor egen tids historie.« 

»Nej tak. Den er jo ikke registreret. 
Man har jo ingen oversigt over den. Og den 
er så lidet lystelig, at den vilde føre til 
fortvivlelse, om man virkelig for alvor afvejede 
dens udsigter. Nej, den lukker jeg min dør 
for allerførst.« 

»Jamen læser De da ikke de udmærkede 
moderne forfattere?« 

»Jeg har ikke den fornøjelse at kende de 
udmærkede moderne forfattere. Der findes 
naturligvis nok nogle. De med Deres jærnflid 
kan vel også få lejlighed til at skille guldet fra 
sandet. Men jeg er noget magelig af mig, 
skal jeg sige Dem. Jeg holder mig heller til 
de gamle, der er sigtede.« 

»Jamen de moderne forfattere er da de 
eneste, vi virkelig kan forstå. De andre taler 
dog altid et fremmed og forældet sprog.« 

»Det er nu så sin egen sag med denne 
forældelse. Det går med bøger som med 
koraller. Naar de dyr, der byggede dem, er 
borte, så står koralstokken tilbage med en ny og 



Digitized by 



46 



SIESTA. 



uforgængelig skønhed. Det er en metamorfose, 
der foregår. Og jeg må tilstå, jeg holder 
mere af det ny, der fremkommer, end af de 
bløddyr, der oprindelig bredte sig paa stedet. 
De havde måske stærkere farver, men de forgik. 
Og jeg tror, at de fleste af disse bløddyr ikke 
efterlader sig koraller.« 

»Huha! jeg kommer til at fryse, naar jeg 
tænker på, hvor ene De har det.« 

»Sig mig: kender De Hobbes?« 

»Jeg har en lille erindring om at have 
hørt hans navn. Hvad er der med ham?« 

»Jo, ser De, da han var gammel, sad han 
den meste tid på sit værelse, spiste alene, 
og sad og blæste store tobaksskyer ud over 
sine papirer og tænkte. Han var ikke gift, 
han havde kun sin pibe og sin hjærne til 
omgang, og han var lykkelig.« 

»Jeg synes lige godt, det må have været 
forbandet kedeligt.« 

»Å, det er ikke så kedeligt at være 
sammen med verdens største ånder.« 

»De er jo døde.« 

»Tror De? . . . Ganske vist, jeg har ikke 
den nydelse at høre skuespiller Hansen dekla- 
mere stykker, der står på marken i dag og i 



Digitized by Google 



SIESTA. 



47 



morgen kastes i ovnen. Jeg har ikke den 
fornøjelse at høre general Pedersen holde sag- 
lige krigsvidenskabelige foredrag eller pastor 
Madsen filosofere over verdens nød og elendig- 
hed ved desserten. Men jeg tror, jeg kan 
undvære det. Jeg slår op i mine bøger, og 
af deres blade lyder Platons klare kunstner- 
tale og Aiskylos' ørnevers og Thukydides' bitre 
fynd. Og jeg spørger: hvor er det største liv? 
I dhrr. Hansen, Pedersen og Madsens ord, 
som ikke en sjæl mindes den dag i morgen? 
Eller i de gamle bøger, hvor fortidens ånder 
har nedlagt deres dybeste tanker, deres sjæls 
helligste længsel mod kundskab og lykke? 
Og jeg tror, der er mest liv i de sidste.« 

»Jamen det er ikke det virkelige liv, det 
er et skyggeliv.« 

»Jo, det er netop det virkelige liv, ikke 
livets skal, men livets kærne.« 

»Men det er ikke levende hænder at tage, 
ikke varme kinder at føle! ... Er livets 
blomster ikke tusinde gange bedre end livets 
essens?« 

»De visner så hurtig!« 

»Men de dufter så sødt!« 

»Men ikke helt rent. Man må tage 



Digitized by 



48 



SIESTA. 



blad og stængel med og roden, der står i den 
smudsige jord.« 

»Véd De hvad , Nyby, De skulde have 
giftet Dem, så var De nok kommen på andre 
tanker.« 

»Monstro. Jeg har dog haft lejlighed til 
at se adskillige ægteskaber, og jeg vil ikke 
sige, det lokkede. I førstningen, ja så er det 
jubel og glæde, men når bohavet begynder at 
slides, så er glæden bleven mat. Så ældes 
de unge legemer, bliver benede eller flyder ud 
i fedt, de særegenheder, der en gang var en 
ynde mere, bliver ulidelige karikaturer, og 
slidet i huset standser åndsudviklingen, de 
bliver forkrøblede sextenårs i viden og halv- 
hundredårs af legem. Er det dog ikke et 
modbydeligt misforhold? Og så lever de to 
sammen i sløv vane, kender hinanden til de 
urørligste detaljer, sidder ved siden af hin- 
anden med døde sjæle. Og alle de skuffelser, 
når forelskelsens illuderende hede kølnes. 
Det, der syntes fordulgt vid, åbenbarer sig 
som behændig tomhed, og det, der drømtes 
om sjælenes samliv — for hvem har ikke, da 
han var ung, drømt om et liv med en kvinde, 
der kunde højne dem begge til finere følelser 



Digitized by Google 



SIESTA. 



49 



og tankens adel, hver dag et trin op til et 
rigere liv, hver dag en ruhed slebet af sjælen 
— og så vågner man op tom og træt, led i 
sin bedste sjæl, bundet af vane og alt, hvad 
der er lavt. Man havde bygget sig et bo for 
livet, men det var kun en løvhytte, og bladene 
visnede, og man sad på den bare mark. Er 
det ikke så rigtigt, at ægteskab og død gør 
livet goldt? Er ægteskabet da ikke i sig selv 
en art død, men blot des forfærdeligere, fordi 
det skulde have bragt livet større fylde.« 

»Ja, man drømmer så meget, mens man 
er ung.« 

»Og når så drømmen ikke virkeliggøres?« 
»Å, så slår man af på det, når man bliver 
ældre.« 

»Og føler man sig så tilfreds? Er man 
lykkelig?« 

»Ja — så tager man det mere praktisk, 
så bliver man nøjsom, ser De.« 

»Javel — kan man ikke flyve, så kryber 
man langs jorden. Men det er det, jeg ikke 
vil gøre. Jeg kan flyve mellem ånder, der 
har faret århundreder, men ikke ældes og ikke 
svækkes. Og kan jeg ikke flyve selvanden, 
så heller alene end at gå i åg på jorden.« 

Niels Møller: Hændelser. 4 



Digitize 



50 



SIESTA. 



»Og så er Deres liv dog ikke nær så 
lykkeligt som vort.« 

»Ja, hvor kan De nu egenlig vide det!« 

»Bedre end De kan dømme om ægtefolks 
liv, skulde jeg dog mene.« 

»Véd De da noget, der kan højne det ud 
over tid og ælde og vane?« 

»Ja, jeg véd!« 

Nyby rejste sig halvt op og vendte sit 
skarpe åsyn forskende mod Sten. 

»Det var meget! Hvad er det? Det gad 
jeg vidst!« 

»Jo — børnene « 

Nyby satte sig atter ned og sugede på 
sin kolde cigar. 

»Å, børnene, de er jo helt udenfor. 
Børnene, sådan små unger med al deres 
ufærdige menneskelighed og halve dyriskhed. 
Sådan nogen, der ikke kan tænke, men blot 
har abens ævne til at efterligne. De med deres 
skrig og fedteri og barnestueodeur.« 

»Ja, De snakker som De har forstand til 
— undskyld! Alt det er ingenting, forsikrer 
jeg Dem. Se, jeg behøver blot at holde mig 
til mig selv. Selvfølgelig er der ubehagelig- 
heder ved små børn — men hvad så? Når 



SIESTA. 



51 



man så har den fornøjelse at se dem voxe og 
trives, hvordan de får magt over de kejtede 
lemmer og tungen på gled, så lærenemme de er. 
Det er et helt forår, man føler. Man synes, 
at det, der har kostet én selv år at lære, 
det får de ind i et øjeblik. Og så har man 
jo også sin egen erfaring, så man kan rydde vej 
for dem og gøre det jævnt, hvor man selv 
havde det knudret. De skulde vide, hvad 
det er at se sig selv komme frem igen i 
sådan små udgaver, men bare meget renere 
og meget bedre. Det er en lykke, så man 
næppe har rum til sit eget hjærte. Og så 
ansvarsfølelsen — at man véd, det for en 
stor del afhænger af én selv, om de skal voxe 
frem til at blive gode og dygtige. Og den 
tillid, de viser deres fader. Man bliver selv 
meget bed re menneske, når man véd, at sådan 
et lille væsen stoler fuldt og fast på én. 
Det er som en hel ny samvittighed, man får. 
Og så alt det, der bliver at spekulere på; hvad 
der kan glæde dem, og hvad der kan gavne 
dem. Jo, det er en rigdom, det er en lykke, 
min far, ha ha! Gennem mine børn ejer jeg 
hele fremtiden. De med Deres store digtere 
og filosofer kommer dog aldrig videre, end 

4* 



Digitized by V 



52 



SIESTA. 



De er. Men mine børn kan frembringe noget 
ganske nyt og noget meget større. De har 
så mange muligheder.« 

»Ja, men ikke så mange sandsynligheder.« 

»Det er også lige meget. Så har de selv 
så meget liv. De skulde se dem sidde og le 
med deres blanke øjne mod solens lys og klappe 
i de små hænder mod træernes grønne blade. 
De lever, og ikke bare med en træt klump langt 
inde i hjærnen, men med deres fingre og fødder 
og øjne og munde, og de vil med tiden frem- 
bringe andre til samme følelse af liv. Det er 
det evige liv for mig. Når De dør, så dør alle 
Deres fine tanker. Men når jeg dør, så lever 
jeg igen i mine børn.« 

»Ja undskyld, men det er dog nærmest 
en frase. De lever nu i glæden over Deres børn. 
Jeg lever i glæden over mine bøger. Når jeg 
dør, så er min glæde død, men bøgerne kan 
De være vis på lever, så længe slægten er til. 
Når De dør, så er også Deres glæde død, 
Deres efterkommere lever deres eget liv, og 
om nogle år er De glemt.« 

»Selv lige mod lige er min lykke højere 
end Deres. Jeg har jo dog også læst bøger 
og haft fornøjelse af dem. Men De har aldrig 



SIESTA. 



følt, hvad det vil sige, at en lille én, der er 
mit eget kød og blod, kommer op på mit 
skød og lægger sine små, levende arme blødt 
om min hals.« 

»Jeg mener dog, der er dybere lykke i 
at stige op på åndens højeste tinder, hvor 
luften er renest og udsigten videst over liv 
og død.« 

»Det er dog bare en egoistisk glæde. 
Det er ikke som at give sig hen for andre, 
at sætte livet helt ind for andre. Det er 
lykken!« 

»For andre! for andre! Det er den stadige 
undskyldning, når ens liv er standset i væxten. 
Så længe man har noget at leve for i sig selv, 
så lever man på det. For andre! Det er bare 
en selvopholdelsesdriftens hallucination. Når 
man selv har spillet fallit, så handler man under 
- sønnens firma.« 

»Ja, og så tjener man sig måske netop 
en formue.« 

»Som sønnen bruger!« 

»Ja lad ham det! Det er netop den 
bedste brug.« 

»Jamen hvorfor bruger man den ikke selv? 
Har man ikke sit eget åndelige behov? Hvor- 



Digitized by 



54 



SIESTA. 



for tager man brødet fra sig selv eller sin 
hustru og giver det til andre? Hvorfor sletter 
man sig selv helt ud?« 

»Kære De, det er den største glæde for 
en fader. De aner ikke, hvor forældrekærlig- 
heden er stærk. Den er meget dybere og 
varigere og renere end kærligheden mellem 
mand og kvinde.« 

»Jamen, det er jo netop det sørgelige 
ved det.« 

»Det tænker forældre ikke på.« 

»Mon ikke? Se nu konen f. ex., der har 
alt slidet med børnene, stadig har dem om sig 
og ikke kan ånde, for de tager luften fra hende. 
Mon det ikke kunde tænkes, at der steg en 
kvælende fornemmelse op i hende, en følelse 
af, at hun forurettedes for sit eget personlige 
liv ved dem?« 

»Ja, man må jo tage den almindelige 
tilstand. Der er nok dem, der kan have så- 
danne anfægtelser. Mismodige timer har vi alle. 
Det er bare træthed, har jeg mange gange 
sagt til min kone. Sov på det, så går det over, 
siger jeg til hende.« 

»Hm! Går det så over?« 

»Ja naturlig, det går altid over. Jeg tror 



Digitized by Google 



SIESTA. 



55 



ikke, jeg selv har kendt den slags fornemmelser. 
For mig er det en livsbetingelse at skrabe penge 
sammen, for at mine børn kan være sunde og 
velklædte og pæne og lydige børn. Nej, De 
har det meget rart her, og jeg kan nok sætte 
mig ind i, at De kan have megen fornøjelse af 
Deres bøger og billeder. De kan nå' en meget 
finere dannelse end jeg; men jeg bytter dog ikke 
med Dem. De skulde bare ane, hvad glæde det 
er for mig at sidde hjemme om eftermiddagen 
med ungerne. Så leger jeg med dem. Så har jeg 
hele denne kreds af gule purrhoveder om mig. 
Og som deres øjne lyser. Og så ler de så 
hjærtelig, så lyst og lykkelig, det er den dejligste 
musik, jeg kan høre. Ved aftensbordet glemmer 
jeg tit at spise for at se på de små begærlige 
munde og de buttede fingre, der holder om 
mælkekopperne. Og om aftenen, når vi er ene 
hjemme og jeg læser mine aviser eller bøgerne 
i tasken og min kone sidder og ser deres tøj 
efter, lister jeg mig tit ind i barnekamret for 
at høre dem drage ånde og se dem ligge varme 
og med halvåbne læber i de små senge. Og 
så synes jeg, at bogen eller avisen er bleven 
dobbelt så morsom, når jeg atter får den fat. 



Digitized by Google 



56 



SIESTA. 



De velsignede rollinger! De skulde vide, hvor 
jeg længes efter at få dem hjem igen. — 

Nå, men nu må jeg nok gå. Klokken 
er mange, og jeg skal have skrevet et par ord 
til at fornøje putterne med. Så skal De have 
tak for i dag.« 

Da Nyby havde fulgt sin gæst ud, lod han 
en lampe bringe ind og lukkede vinduerne op, 
for at tobaksrøgen kunde trække bort. Så gik 
han længe op og ned ad gulvet, rank og sirlig 
— han havde i sin ungdom været på et gods- 
kontor, og der var bleven hængende noget vist 
greveligt ved ham siden — og tænkte over, 
hvorfor han egenlig havde budt Sten ud til sig. 
Var det et rent løst indfald, eller var det blot 
nysgærrighed, eller vilde han føle sin overlegen- 
hed? Vilde han betrygge sig selv? Begyndte 
han at tvivle om sit liv og søgte trøst ved 
at se, hvor den anden stod lavere? Og hvad 
havde han nået? Hans medbejler flygtede 
ind i egne, hvor han ikke kunde følge. Men 
hun sad tilbage at hovere over, — hvis han gad. 
Ak, de klare, brune øjne, der var så forskende 
dybe og så begejstret alvorlige! Nu blev de 
trætte over børnetøj. 



SIESTA. 



57 



Omsider brød han af, lukkede vinduerne 
og satte sig til at læse »// principe* for at 
klare sine tanker. Noget efter lænede han 
sig tilbage i stolen, foldede armene over 
brystet og lukkede sine øjne. »Den barne- 
fader!« sagde han. »Den skjoldlus! Det 

burde have været anderledes! Jeg tror, jeg 
kunde have nået videre ! Der lå måske lykken 
netop og ventede os begge, den fulde lykke 
for dig og mig. Og nu er det tabt og goldt 
og forsent. Å, hvor det er bittert at tænke på! 
Mais tu Vas voulu, ma chére!« 



Digitized by Google 



KULING. 



Det hed sig på mønstringslisten, at Erik 
var jungmand, men meningen var nær- 
mest, at han blot skulde prøve søen og helst 
blive ked af den. Skipperen var en ven af 
hans fader og havde lovet at gøre sit dertil. 
Det var dog synd at sige, at han gjorde sig 
umage for at vise drengen sømandslivet fra 
den værste side. Han tænkte, det gjordes 
ikke behov. Bare han fik det at føle, som 
det var til daglig, mente han, at Erik nok 
vilde miste den lyst til sejlads, som han havde 
drukket ind af »Peter Simple« og Coopers 
»Lodsen«, mens han gik i skole. Foreløbig 
lod det dog ikke til at virke. Det var 
nok et fælt sjoverarbejde, når de lossede og 
ladede, og det var ikke langtfra at være 
grumme kedeligt at stå til rors timevis i de 



Digitized by Google 



KULING. 



59 



lange nætter. Han havde tænkt sig, at det 
måtte være opløftende at stirre ud over det 
mørke hav og høre bølgerne suse, men 
man kunde få nok af det, og han havde da 
egenlig heller ingen tid. Han havde fuldt 
op at gøre med at holde øje med kompasset, 
der dinglede bag den lille rude i skylightet. 
Det gjaldt at passe på en lille sort trekant på 
skiven, at dens spids ikke løb for langt til 
den ene eller anden side af en lodret streg 
foran på kompassets indvendige side, og den 
trekant spillede ham mange puds. Sommetider 
kunde han falde i tanker og stirre op mod 
de sorte, utydelige sejl, til han blev skræmmet 
vågen af en hidsig blafren oppe fra vejret og 
et råb: »fuld sejl!« og når han så skulde se på 
kompasset, var den sorte trekant løbet et langt 
stykke i læ, og han fik travlt med at snurre 
på hjulet. Det ærgrede ham. 

Men ellers var der ingen ting at klage over. 
Han var sluppet for søsyge, de havde haft jævn 
vind, godt vejr, og nætterne var ikke videre 
kolde. Og han havde forresten sine gode dage, 
spiste rigelig, så han allerede havde fået helt 
runde kinder, og sov sødelig i sin køje i 
kahytten, vugget i søvn af skibets gang og 



Digitized by Google 



6o 



KULING. 



af vandet, der klukkede udenbords lige ved 
siden af ham. 

Det led imidlertid ind i September, og 
efteråret begyndte at lade sig mærke, først i 
klare, kolde nætter, og så en dag var det 
rusk og råt fra om morgenen, da han kom 
på dækket. Nå, der var da lejlighed til at 
trække i det ny blanke oljetøj og få det vådt 
engang, og nu kunde han så med grund 
prøve søstøvlerne, om de var vandtætte. Han 
syntes, det var helt morsomt at høre det stive 
tøj skure, når han gik, og at føle sig varm og 
tør, uden lige i ansigtet, hvor støvregnen drev 
ham ned i mundvigerne. 

Men henad middag begyndte fornøjelsen at 
fortage sig, og han var ikke langt fra at blive 
noget trist til sinds over den store, døde sø, der 
kom skridende i tunge, grålige banker ud af 
regntykningen, evig og evig. De kom gyngende 
frem lige mod skibets side, stod højt og truende, 
og skuden lagde sig over imod dem, — så på 
engang slog den over i læ, det brusede om den, 
og han så' søbanken strække sig ud og løbe 
bort ved den anden side. Stadig det samme, 
og stadig den samme døsige fløjten over hans 
hoved. Han var ganske glad ved at komme 



Digitized by Google 



KULING. 



6l 



af med oljeklæderne, da han skulde have mid- 
dag, og efter måltidet lod han dem ligge i 
kahytten og krøb ind i kabysen hos kokken. 
Tilmed begyndte det at blæse op, og søen 
vaskede ind over lønningen. Men hos kokken 
var der lunt og rart, ilden brændte, så det 
var en lyst, og kaffekedlen stod og snurrede. 
Og så kunde han få sig en passiar med kokken. 

Her inde var der ligefrem hyggeligt. 
Døren var lukket mod luv, og den mod læ 
stod åben. Erik sad inderst i krogen og 
gjorde sig det så magelig som muligt på den 
smalle bænkefjæl og søgte at få sine ben 
anbragte på den bekvemmeste måde mellem 
kokkens gryder. Engang imellem klaskede 
det mod kabysdøren udvendig, når en sø brød 
over. I begyndelsen skuttede han sig lidt ved 
det, men da han var vænnet til lyden, gjorde 
den kun varmen indendørs mere behagelig. 

Blæsten tog til, og skonnerten skød fart; 
den slingrede ikke mere så ledeløst som om for- 
middagen, men brød over søerne i en stor og 
noget uregelmæssig takt. Vandet, der stod på 
dækket, skyllede og rislede fra den ene side 
til den anden. Når skibet lagde sig i læ, 
kunde han se det komme strimende og strøm- 



Digitized by Google 



62 



KULING. 



mende ud under kabysen, men lidt efter kom det 
styrtende tilbage og krøb atter frådende ind 
under kabysgulvet, mens skibet slingrede mod 
luv. Han havde sin morskab af at se, hvor klamp- 
erne under kabysen brød skyllen i skum og 
striber. Det så' ud, som om hele hytten sejlede 
op i læsiden mod en hård strøm. Lidt efter var 
det der igen, og han sad og beregnede, om der 
vilde komme en hel flod, så det rigtig kunde 
gurgle ud gennem spygattet, eller om det mest 
blev hvidt skum, så spygattet skrød efter mere. 

Udenfor var der ellers ikke stort at se 
efter, en smule skanseklædning, der var glin- 
sende af væde, og vandet, der skød sig ud 
i brede strøg, med summende skumstriber 
langs siden og skum på tinden af de store 
søer, der sprang afsted bort fra skibet ind 
i den grå regnhimmel. Det brusede og skyl- 
lede derude, det tunge skrog savede vandet 
fra sig, og i rigningen fløjtede og sang blæsten. 
Men kaffekedlen snurrede stadig sin hyggelige 
vise, og Erik havde fået sin pibe frem. Nu 
mens skipperen og styrmanden var i kahytten 
for at gøre bestik, kunde han ryge den i ro 
og mag og uden forlegenhed. Og nu begyndte 
den at blive ordenlig tilrøget, så man ikke 



Digitized by Google 



KULING. 



6? 



længer mærkede pletterne af sorte fingre på 
kridtet. Han havde desuden spist med den 
madlyst, søen giver, så han var vel tilmode 
og nød sin skarpe shag med friske sanser, 
mens han sad og hørte på kokken. 

Kokken var en lang bondeknøs, der nu 
var på sin anden rejse og begyndte at finde 
sig nogenlunde tilrette på et skib. Det var 
ikke orlogsromaner, der havde lokket ham til 
søs. Det var lyst til at tjene penge. Det 
gav alle tider mere af sig end at gå og være 
karl hos en bonde eller daglejer på en herre- 
gård. For ellers skulde Satan ligge og rakke 
på vandet og ikke kokken. Sådan at være 
mælk og fersk kød foruden, en hel måned ad 
gangen måske, det led han ikke. Og så at 
blive skældt ud fra kahytten og sparket i 
logåret, og så at skulle stå og glo ved det 
forbandede rat halve nætter i stedet for at 
ligge og snue i svinefjerene, nej, han sagde 
tak for sig. Erik kunde endda sagtens. Han 
hørte jo til ved vandet, han var noget i 
familie med det. Men kokken var bonde, og 
det var næsten, som de på skibene regnede 
bønder ikke for mennesker, men meget værre 
end kvæg. Han var bleven hundset for det, 



Digitized by Google 



64 



KULING. 



Gud véd hvormange gange, og alle de extra- 
lussinger, han havde fået for det! Og så var 
det skammeligt, som det vand var koldt. På 
det andet fartøj, han havde været med, var 
der en matros, der havde mistet tre fingre af 
koldbrand en vinter, han forliste. Og det var 
da heller ikke frøkenfingre, han selv havde fået 
ombord — han viste Erik sine store, sværtede 
labber med krumme fingre og røde spræk- 
ker i kulsværten, hvor det nøgne kød stak 
frem — når Erik fik rigtig fat i søvandet og 
kulden gik i det, så det sved som saltlage, 
så vilde han nok få kærligheden at føle. Så 
vilde han få noget andet at stille med hjemme 
end de hvide tøsehænder, han nu havde — 
deres hvidhed var rorøvrigt på det tidspunkt 
noget omtvistelig. 

Nej, ptøj, og så at gå dagevis uden en tør 
trævl på kroppen og ligge i køjen i de våde 
klæder! 

»Se!« sagde Erik, »der flyver en sort 
oljetrøje langt ude!« 

»Javist så,« lo kokken, »det er noget, 
man kan bilde bønder ind. Det er bare en 
sort springerfisk.« 

Så tog han fat igen på sit yndlingsæmne. 



KULING. 



65 



Hvis Erik havde været bonde som han, så 
vilde de nok have fået ham til at tro, det 
var en oljetrøje, eller en anden stor løgn. 
Og han skulde da heller ikke tro, at han slap 
helt fri for sådannoget. Det vilde ikke være 
så skeløjet endda at gå til søs, når man ikke 
skulde døje alt det vrøvl, de bilder én ind. 
Gudfaderbevares! Da han var søsyg første 
gang og sad i kabysen og havde sin mas 
med at holde sig for ærterne, der stank, 
så var styrmanden kommen hen og havde 
sagt, at han måtte gøre noget for det, for 
han var helt grøn i ansigtet, men styrmanden 
havde en doktorbog, og deri stod, hvad der 
var godt for søsyge. Og så var kokken natur- 
lig bleven så glad, han kunde blive, og derpå 
var styrmanden kommen med et stykke fedt 
flæsk, som han havde bundet fast i en tjæret 
sejlgarnstråd, og han sagde, at det skulde 
han bare sutte på, så vilde søsygen nok gå 
over, men han skulde holde godt fast i snoren, 
for at det ikke skulde gå ned i halsen. 

»Suttede du så på det da?« 

»Ja, for ærterne lugtede så væmmelig, 
ser du — ja gu' gjorde jeg det — ptøj! . . . 
Men de fik da heller ingen ærter den dag, 

Niels Møller: Hændelser. 5 



Digitized by 



66 



KULING. 



hi hi!« og kokken lo så bredt, hans tykke, 
blå læber kunde trækkes. — Jøsses, nej, det 
var dog så grumme, hvad de havde hittet på. 
En gang havde de fået gennet ham op i mærset 
for at kigge efter et fyr, der ikke var der, 
bare for at de i ro og mag kunde æde alt 
søndagssulet fra ham. Og så havde de bildt 
ham ind, at loglinen, der blev skudt op agter 
ude, var til at fiske makrel med, og at de bed 
sig fast i den lille træplade for enden, som 
hed »flynderen«, om Erik ikke vidste det, for 
det skulde han vide, og de havde taget sig et 
billigt grin ad ham, inden han opdagede, at 
de bare smed linen ud for at måle farten. 

»Håhov! Det var en tyk én!« 

De hørte en sø slå tungt og bragende 
ned mod dækket forude, og lidt efter kom 
vandet vældende agter ud i store, skummende 
strømme, det sprøjtede frem under kabysen 
og vaskede op gennem de sorte gulvfjæle, 
så Erik uvilkaarlig trak fødderne til sig, 
skøndt kokken trøstede ham med, at den ske- 
fuld tog såmænd ikke blanksværten af hans 
lakerede støvler. 

»Nu går'en ellers godt igen,« sagde han 
videre og kiggede ud. Skibet huggede også 



Digitized by Google 



KULING. 



6 7 



voldsommere i søen, og vandet i læ brød ud 
fra siden i stærkere flager og bredere skum. 
Og det klasked hvert øjeblik mod den luv 
dør, som om nogen drev den ene spand vand 
efter den anden mod kabysen. 

»Det er rart, vi ikke har bramsejl på,« 
sagde kokken, »så slipper vi da for at ride 
oppe på den svovlstik af en bramrå, men du 
skal se, den gamle nok vil ha' overmærssejl 
ind før aften — halloj ! stå fast på skankerne, 
Kristian!« 

Det var letmatrosen, der gik forud, og 
kom til at rutsche ned ad det glatte dæk, til 
han fik tag i skanseklædningen. Det var en 
lille, bred fyr med opstoppernæse, et fedt, 
skægløst ansigt og små, grå griseøjne. Han 
havde høje søstøvler på og buxerne stukne 
ned i skafterne, en gammel uldtrøje tittede 
frem under oljetrøjen, sydvest på hovedet, et 
gloende rødt tørklæde om halsen, og et par 
store islandske vanter på hænderne. 

»Pas vel på vanterne, Kristian!« råbte 
kokken, »ellers kan det nok hænds, der vanker 
til dig af Dorte!« 

»Kæft, kok!« svarede Kristian, men han 
lo helt godmodig ind til ham, så hans øjne 

5* 



Digitized by 



68 



KULING. 



kun var at se som et par streger. Erik 
spurgte, hvad der var med vanterne. 

Jo, der var meget ved dem. Havde Erik 
ikke set, at der var syet noget på dem? Det 
var et hjærte og et anker, og det var syet med 
rødt uldgarn. Dem havde han fået af Dorte. 
Det røde halstørklæde med, forresten. Dorte, 
hun var et bitte pigebarn, som han havde fået 
sådan til kærest, sidst han var hjemme. De 
havde vist set hinanden et sted, hvor de 
dansede. Hun tjente nok derinde i byen. 

Kristian havde forresten altid været en 
slem knægt efter tøserne — nåda! Men 
hende her hængte han i med. Han skrev 
til hende mindst én gang i hver havn. Og 
derfor gik han nu også og pressede den 
med deherre vanter. De andre gjorde gruelig 
grin med ham, men han var helt vigtig af 
dem, sgu. Navnlig det hjærte og det anker, 
det syntes han nu var så kønt hittet på af 
hende, for hjærtet det skulde sige, at hun 
holdt af ham, og ankeret det var ham, for 
han var jo sømand, og så skulde det også 
betyde sådannoget som trofasthed, fortalte 
Kristian. Og det syntes han nu var så grumme 
nydeligt. Hoho ! men nu kom det an på, hvor 



Digitized by Google 



KULING. 



6 9 



længe den trofasthed holdt ud, for søfolk er 
nu engang søfolk, og der er langt fra havn til 
havn. Vorherre bevares, han kunde såmænd 
ikke sige Kristian noget på, men det var jo også 
så nyt. Lad os se om et par år. For Kristian 
havde nu altid været slem efter tøserne. 

Forresten var det da også svært hedt dette 
her. Han havde købt en hel del sager med 
hjem til hende. Om Erik kunde huske, at den 
gamle havde syntes, at det var meget, Kristian 
tog op af sin hyre den sidste plads, de var på. 
Og så var Kristian bleven lige så rød i hovedet 
som en tyr. Det var bare for at købe hende 
stads. Han havde både sirts til en kjole og 
et sjal og et spejl og en smørbix og tallerkener 
og sådannoget med hjem, og hver dag, når 
han var kommen til køjs, lå han og snakkede 
om, hvordan han skulde smugle det ind der- 
hjemme, om han skulde gemme det i sin køje, 
når toldvæsenet kom ombord, eller om han 
skulde se at få det op på mærset. Og så 
gjorde de sjov med ham og sagde, at han 
skulde da passe på, at der ikke blev for megen 
sø, så alle tallerkenerne kom spaserende ned 
i hovedet på smørstikkerne. 



Digitized 



by G00g 



70 



KULING. 



»Å, ptøj for Satan, hvor det er et 
grimme vejr!« 

Skipperen og styrmanden kom op på dæk- 
ket og gav sig til at gå langskibs i luv side. 
Når de gik forbi kabysen, kunde Erik gennem 
døren høre, hvad de talte om, ellers mægtede 
han kun lige at skælne deres stemmers lyd og 
støvlernes trampen mod dæksplankerne. De 
talte om vejret, og om det blev værre eller 
bedre, hvor langt de kunde komme inden aften, 
og om de skulde have lidt varmt til aftensmaden. 
Erik sad og gottede sig ved sin lune plads, halvt 
døsig af at lytte til vandet, der skyllede over 
dækket, og af heden derinde. Han hørte der 
blev råbt på Kristian, som lidt efter kom 
løbende forbi udenfor den lukkede dør, slæ- 
bende med de tunge støvler. Kokken stak 
hovedet ud og mældte til Erik, at nu skulde de 
nok til at tage det overmærssejl, skulde han se, 
for styrmanden havde taget roret i stedet for 
Jakob, matrosen, og Kristian og Jakob gik forud. 

Et øjeblik efter kom Kristian og stak sit 
hoved ind i kabysen: »Kok, har du lidt kaffe 
i kedelen. Lad mig få en slurk.« 

Kokken skænkede sindig kaffe i et krus, 
der bar tydelige mærker af de hænder, han 



Digitized 



byGCKK 



KULING. 



71 



for lidt siden viste Erik, og spurgte: »Nå, 
er det så overmærssejl, der skal tages?« 

Men Kristian havde travlt: »Rap dig nu 
en kende, dit sorte asen! Nej, det er bare 
klyveren denne gang.« Og så satte han kruset 
for munden og slubrede kaffen ned. Erik sad 
og så' på hans tykke kinder, der stak frem 
udenfor kruset, og de grove, røde uldgarnssting 
på vanterne, der dannede hjærtet og ankeret. 
Han grundede på, hvordan vel Dorte kunde 
se ud, og dannede i sin drengetanke et billede 
af hende i lighed med en bondepige på et 
kobberstik i hans faders stue. 

»Nå, Kristian,« kom skipperen og sagde, 
»skal vi se at få det sejl ned.« 

De to gik derpå forud. 

»Du skal nok se, at overmærssejl skal 
ned bagefter,« sagde kokken. 

Erik var ganske glad over, at han ikke 
skulde være med der forude. Han hørte 
hvert øjeblik søen pøse ind over boven. Nu 
gav de sig til at synge åhøj derhenne, mens 
de halede sejlet ned, og han kunde høre sejl- 
dugen slå og dundre som en fjærn torden. 
Han smilede af velvære som et sovende barn 
og sad og stirrede på det ildrøde hul i komfur- 



Digitized by Google 



72 



KULING. 



lågen og det blanke skær, der gled over kok- 
kens ansigt, mens han sad bøjet forover med 
hænderne under hagen og spyttede på lågen 
for at få den til at snærre. 

Han fér op. Forude bragede og brasede 
det, som et vandbjærg var faldet på dækket, — 
et skingrende skrig — trampende søstøvler 
hen over dækket, skipperen kom farende bleg 
som en død, viftede med hånden, bag ham 
skyllede og hvirvlede og kogte et helt hav. 
»Luf! luf!« skreg han. Kokken og Erik var 
i et nu på dækket. De så' skipperen stå helt 
henne agter og kaste loglinen ud, og styr- 
manden snurrede rathjulet til sig med for- 
tvivlet hast, mens han vendte hovedet om og 
stirrede over hytten agter. 

»Mand overbord!« brølte kokken og slog 
ud med armene. Erik sank i knæerne, det 
isnede ham i nakken, men han var i samme 
øjeblik oppe ved det luv storvant og så' ud 
over vandet hen forbi skipperen, der holdt sig 
i lønningen med den ene hånd, mens den 
tynde logline pilede gennem den anden. 

Erik blev halvt blændet af de urolige 
bølger. Hver skygge, der steg, syntes ham 
et menneskehoved. »Hvor? hvor?« skreg han 



Digitized by Google 



KULING. 



7? 



angst. »Der! der!« svarede én, og han så' 
nu først kokken og Jakob stå ved lønningen 
agten for ham. Han havde ikke hørt dem. 
Og nu skælnede han også i en sø, der skød 
op langt borte, noget sort, der var mørkere 
end det andet sorte, det vippede og blev 
borte. Å! havde han fat i linen? Havde 
han dog bare fat i linen! Jo, han havde fat 
i linen! Bare den måtte holde! Skibet var 
langsomt løbet i vinden, duvende tungt i den 
svære sø, men nu gik loglinen ikke mer, og 
skipperen begyndte at hale ind. Ganske 
forsigtig! Han firede, når skibets agterende 
hævede sig i søen, og linen strammedes, han 
halede til sig, når forenden steg, og linen 
slappedes. 

Erik våndede sig, for det varede så 
længe. Han stirrede hurtig og sky hen til 
de andre. Styrmanden holdt rattet med den 
ene hånd og så' ud over hækken. Jakob og 
kokken stod krumbøjede af spænding, deres 
store, røde næver lå knugede om rælingen, 
så knoerne var hvide. Og skibet syntes helt 
uden vilje. Søen brød ind forude, råsejlene 
dundrede og slog, storsejlet smækkede frem 
og tilbage, storskødet raslede på sin jærn- 



Digitized by 



74 



KULING. 



stang bag hytten, dunkede med blokken mod 
hækken, og roret huggede i søen. Og røgen 
fra kabysen sved ham i øjnene. Han hørte 
og følte det alt sammen pinagtig tydelig, han 
havde tid til at mærke sig hver eneste enkelt- 
hed i de lange, lange sekunder, mens loglinen 
blev halet ind, og det sorte ude i det grå 
blev større og større. Der kom en sø og 
slikkede ind om ham, han agtede ikke derpå, 
han krystede sig til vantet, som han vilde 
vride tovene tørre, og bevægede læberne i ét 
væk og stønnede svagt. 

Men han kom nærmere derude. Nu kunde 
Erik se, at han havde mistet sydvesten, nu 
kunde han se de udstrakte arme, nu så' han 
vandet løfte hans hår, og nu kunde han skønne, 
hvor øjnene stirrede store og stive, så rent 
unaturlig store i det blege ansigt, der syntes 
at være bleven magert, siden han sidst så' det 
i kabysdøren. 

Og endelig var han tæt nedenfor hækken. 
Skibets agterende hævede sig i søen, og skip- 
peren firede på linen, kokken og Jakob sprang 
hen ved siden af hytten, Erik syntes, der blev så 
stille. Men i det samme smældede storbommen 
ud over deres hoveder, så det skjalv i skibet, 



Digitized by Google 



KULING. 



75 



råsejlene klaprede ikke mer, det tunge skrog 
væltede voldsomt bagover og krængede ned 
i søen, så den stod som en mur foran Eriks 
åsyn, mens vandet skyllede ind over ham. 
Han skreg, og agter ude skreg de. Skipperen 
halede ind på loglinen, og den gik let. Kok- 
ken og Jakob sprang over i den anden side, 
Jakob snappede låget af vagtsbænken og kastede 
det ud i havet. Og styrmanden stod foran 
rattet stiv og ret, med åben mund og krid- 
hvid i ansigtet over det sorte skæg. 

Erik begreb strax det hele. Skibet var 
kommet for tæt til vinden og gået over stag, 
sejlene slog bak, og så var det drevet ned 
over ham — ham ude i søerne! Var han gået 
under skibet? Var han kommen op på den 
anden side? 

Der stod de nu alle oppe. Skipperen 
havde kastet loglinen ud påny, men der 
var ikke mere nogen fisk, der vilde bide 
på den snøre. De stirrede sig forvildede og 
nervøse på de stigende og vigende sorte skyg- 
ger derude, var ved at råbe : der er han, men 
så', at det blot var det gøglende hav, der 
bedrog dem. Og atter nyt håb og nye skuf- 
felser. De mærkede ikke, at skibet drev og 



Digitized by Google 



76 



KULING. 



drev, skøndt der skød et hvirvlende kølvand 
ud fra siden foran deres øjne. Men bag dem 
snurrede rathjulet fra den ene side til den 
anden, og ratkæderne raslede og rev. 

»Kan vi ikke sætte jollen ud?« spurgte Erik. 

Skipperen rystede på hovedet. 

»Men vi kan jo gøre et slag, måske vi 
kan få ham at se.« 

Han troede ikke, hvad han sagde, og de 
andre troede det heller ikke, men der var dog 
skyggen af et håb deri, der kunde være dem 
en bro over til virkeligheden, som den var. 
Så tog de fat med travl hast, halede for- 
skøderne over og brasede fuldt og krydsede 
en tidlang, i små slag for ikke at være ledige, 
stirrede ud over vandet og søgte så længe 
som muligt at bilde sig ind, at det umulige 
kunde ske. Opgav så til sidst det hele og 
sejlede ad den vej, de skulde. 

Endnu en stund skaffede de sig arbejde med 
at bjærge et par sejl og gøre dem fast, overmærs- 
sejl og mellemstagsejl. Erik blev sat til rors og 
stod og så' efter styrmanden og Jakob, mens de 
lå på mærsråen. Så blev da endelig også over- 
mærssejlet gjort fast, som kokken havde snak- 
ket om en gang, der syntes ham længe siden. 



Digitized by Google 



KULING. 



77 



Han kunde ikke lade være med at ryste, mens 
han så' på de to deroppe. Han syntes, de 
stod i perterne meget mere skødesløst end 
ellers. Og det gjorde de måske også. — 
Men omsider var der ikke mere at gøre. Den 
sidste tovende var omhyggelig skudt op, og 
hver gik for sig. Skipperen næsten løb op og 
ned ad dækket og så' ned for sig, kun en gang 
imellem kastede han mekanisk et blik op til 
sejlene eller ud over de dunkle, farende bølger. 
Styrmanden stod i læ ved vantet og stirrede 
ned i søen og holdt sig for panden. Erik skam- 
mede sig over det, men han var lige ved at 
smile mod sin vilje, for det var så løjerligt, 
det så' ud, som den store, stærke mand var 
søsyg. Jakob stod forude og holdt sig fast. 
Og kokken var krøbet ind i sin kabys. Men 
der fløj ingen røg ned i læ fra kabysrøret. 

Regnen drev ned, og mørket faldt på. 
Ingen sagde noget. 

Endelig gik skipperen hen til kabysen: 

»Kok! vi må have tændt de lanterner. 
Og gør så lidt ild. Mad må vi jo have.« 

»Javel, hr. kaptejn!« svarede kokken helt 
tyk i mælet og kom ud af kabysen. Han 



Digitized by Google 



7» 



KULING. 



skyndte sig hen til kahytstrappen og løb ned ; 
det lod, som han vilde gemme sit ansigt. 

Jakob kom hen agter, han og skipperen 
mødtes og stod stille ved rælingen. Skip- 
peren sagde lidt efter: »Når vi nu har fået 
lidt mad, er det bedst, kokken og jeg tager 
vagten, så kan du gå til køjs, Jakob!« 

»Javel, hr. kaptejn! . . . Der er jo ikke 
noget at gøre ved det, men det bliver just 
ikke let at ligge dernede over Kristians køje.« 

Han stod en stund, og hans kinder var 
våde af regn og gråd. Pludselig slog han mod 
lønningen med knyttet hånd, bed tænderne 
sammen og sagde: 

»Det fæ! at han også vilde gøre forsejl 
fast med vanter på!« 

Men Erik stod ved roret og så' efter den 
lille sorte trekant på kompasskiven, at den 
ikke løb for langt til nogen af siderne. Og 
en gang imellem tørrede han øjnene med den 
kolde, våde hånd, når han ikke kunde se 
kompasset for sine tårer. 



Digitized by Google 



HJEMFART. 



Gæsterne kom løbende ned ad trappen for 
at se de nygifte køre bort. De flokkedes 
på fortovet med latter og larm, hede og be- 
vægelige efter gildet og dansen. De råbte 
hurra for Harald og Mariane. Og farvel, farvel 
og lykkelig rejse! Damernes lyse dragter og 
de sorte herrekjoler fyldte den snævre gade 
med fest, og så længe kareten kunde øjnes, 
var der viften af hvidt og lyd af muntre 
stemmer gennem den mørke aprilaften. 

De to i vognen bar lagets lystighed med 
sig. Den unge frue sad og lo, så hele hendes 
store legeme rystede. Det var fætter Hans, 
der morede hende sådan. For han havde 
gået og surmulet hele aftenen, men nu lige 
på det sidste var han bleven tøet op af hendes 
farbroders gode vin, og så havde han holdt 



Digitized by Google 



8o 



HJEMFART. 



en lille forsoningstale til hende, og ligesom 
de kørte, stod han inde på fortovet og var så 
ynkelig at se på, det skind, han havde altid 
haft et godt øje til hende jo, og så havde han 
måttet stive sig af og havde lagt sin hvide 
handske på det snavsede vognhjul. 

Harald, der også var kendelig oprømt af 
den samme gode vin, morede sig lige så meget 
som Mariane over den sølle fætter Hans; han 
var jo så sikker i sin lykke, at han kunde føle 
sig højt hævet over en medbejler, der stod 
tørmundet tilbage. De sad begge og lo, til 
de var komne et langt stykke uden for den 
lille købstad. Men efterhånden veg latteren 
for en lystig samtale om de andre gæster og 
dagens hændelser, så talte Harald en tid ivrig 
og fortrolig om deres hjem og deres fremtid, 
mens Mariane holdt hans hånd og kun svarede 
lidet, og snart efter syntes hans tale og hans 
tanker at gå hver sin vej; der blev lange 
pavser, og hun søgte til ham, og hans læber 
fandt hendes hede mund. Hun lagde sig til 
hvile i hans arm og vendte sit glade, blussende 
åsyn imod ham, han tog hende til sig og 
hviskede og stammede, og hun lå med lukkede 
øjne og sitrede af fryd ved hans varme kind. 



Digitized by Google 



HJEMFART. 



81 



Og imens rumlede den tunge vogn sindig hen 
ad den våde landevej, ruderne klirrede, de 
store, træge hestes fodslag lød taktmæssig ind 
til dem, engang imellem hørte de kuskens 
søvnige råb til hestene, ellers var der ingen 
lyd uden af hjulene, der skar i vejens grus, 
og nu og da et forfrossent fuglepip i hegnet. 
De to sad lunt og godt i rejsetøjet, den rå 
vognluft havde fortaget sig, og i stedet duftede 
roser og violer, så de åndede ene vellugt. 
Det var, som de førte et lille paradis med i 
Haralds oldefadervogn. 

Men de havde fire mil til den gård, han 
havde i forpagtning. De var så berusede af lykke, 
at de syntes, timerne måtte være som et eneste 
minut, men førend de var halvvejs hjemme, havde 
de erfaret, at tiden var sejgere end deres lykke- 
rus. Det var, ligesom deres elskov sivede bort i 
træthed, de trykkede sig ind hver i sit hjørne, 
den unge ægtemand havde møje med at holde 
øjnene åbne og kunde ikke afværge en gaben ; 
havde han endda turdet tænde en cigar, men 
det gik nok ikke an, og den unge frue sad 
mødig og mat med klam pande og sviende øjne. 

Lidt efter midnat nåede de en kro ved 
vejen, hvor hestene skulde bede. Harald gik 

Niels Møller: Hændelser. 6 



Digitized by 



82 



HJEMFART. 



ud for at røre sig lidt, Mariane blev siddende 
og stirrede ligegyldig ud i rejsestalden, hvor 
vognen holdt, og lyttede efter hestene, der 
gumlede i krybberne og imellem slog en hov 
mod stenbroen. En søvnig staldkarl gik forbi, 
med den ene hånd gemt under sit forklæde 
og en lygte i den anden. Lyset faldt hen 
over en tilstænket holstenskvogn og løb op 
ad den nøgne, smudsiggule mur. Der var 
sådan en øde uhygge derude, at hun lukkede 
øjnene og lænede sig tilbage. Hun hørte 
kusken trampe op og ned og slå armene 
sammen for at få nattekulden af sig. Så gik 
han hen til hestene. 

Og lidt efter kom hendes mand igen, 
han åbnede vogndøren, stod et øjeblik derude, 
men steg så let og sagte op i vognen, som for 
ikke at forstyrre hende. Der fulgte et drag 
af kold luft med ham, hun puttede sig ned i 
sit forværk, og så kørte de atter. 

Han satte sig varsomt til hvile, og hun 
nænnede ikke at tale til ham, han kunde nok 
trænge til søvn, han havde jo rejst hele forrige 
nat; hun lyttede efter, om hun kunde høre 
på hans åndedrag, at han sov, men han trak 
nu altid vejret så let, og så klirrede de 



Digitized by Google 



HJEMFART. 



8? 



ruder som de skulde springe i stykker; men 
han var vist faldet i søvn lige med det 
samme, for han pralede af, at han havde 
sådan et godt sovehjærte. Og hun følte selv 
sine egne tanker fare rundt uden midtpunkt, 
på veje til at blive til billeder. Der kom hendes 
farbroder, som han havde siddet og fingret 
sig i skægget, mens han tænkte på sin tale; 
der var så toldforvalterens frue med den sø- 
grønne silkekjole, så lød der salmemelodier fra 
kirken gennem hendes sind, lidt efter så' hun 
præstens fede, hvide hånd med fregnerne, og 
så var det fætter Hans. 

Hun var lige ved at lade hans billed glide 
fra sig med et halvt smil, men så var der noget 
ved det, som overraskede hende og fik hende til 
at vågne. Hun havde moret sig over hans om- 
tågede lykønskninger og den vingråd, der skæl- 
vede i hans røst, men det var ikke sådan, hun 
så' ham nu. Der var ligesom en skygge over 
hans øjne, der var noget i hans blik — ja 
hvad var det? Mishag eller sorg eller vrede? 
Det var underligt, og det var ubehageligt. 
Jo, nu huskede hun det. Det var den gang, 
hun gik ud af kirken; da havde hendes blik 
strejfet ham, og da havde han set sådan ud. 

6* 



Digitized by 



8 4 



HJEMFART. 



Men det havde hun helt glemt. Sikken det 
så kom dukkende frem nu. Der var noget 
irriterende ubehageligt i det, ligesom noget 
kendt, og det passede slet ikke til fætter Hans' 
melede ansigt. 

Men hun vilde sove. Og hun følte søvnen 
nærme sig, hendes fantasi blev frodig, og tan- 
kerne løb hen i huj og hast, men der var 
ligesom en bevidst understrøm, der tumlede 
med dette blik og dets betydning, hun følte 
det spænde sig om brystet og en gnavende 
uro og angest allerinderst inde. Hvad var det 
dog? Hvad var det dog? På en gang strøg 
det koldt ned ad hendes isse, hun rettede sig 
op og sad sitrende og lysvågen. At hun dog 
ikke strax havde set det! Det var jo Herluf, 
hendes første mand; sådan plejede han at se 
på hende, når han syntes, hun blev for kåd. 
Det var jo stakkels Herluf; men hvor havde 
fætter Hans fået det blik fra? Hun sad en 
stund og trak sig i hænderne og sukkede; 
hun følte sig pludselig så ene ; hun havde lyst 
til at søge ly hos Harald, men det var synd 
at vække ham, og det var jo også tosseri at 
tænke videre på det. 

Men hun kunde ikke lade være, og for- 



Digitized by Google 



HJEMFART. 



85 



tiden var i et nu blevet uafrystelig levende i 
hende. Den havde ellers så længe været helt 
fremmed for hende, hun kunde godt huske alt, 
hvad der var sket, men det var kun med for- 
standen, mere som noget, hun havde læst, end 
som noget, hun havde oplevet. Det var trængt 
så langt tilbage i det år, hun havde været i far- 
broderens hus mellem de mange nye ansigter, og 
da hun så blev kendt med Harald. Hun havde 
nok tit tænkt på det; ved bordet i dag havde 
hun sammenlignet den lystighed, der var, med 
hendes stilfærdige bryllup for sex år siden; men 
det var altid helt ude i grænsen af hendes 
sjæl ; hun kunde ikke mindes, det havde været 
inde i midten, i hendes egne levende følelser. 

Og nu kom det på en gang voxende ud 
af hendes hjærterod, lyslevende fra søvnig- 
hedens urolige mørke, og det var så- pinligt. 
Hun vilde støde det fra sig, men det kom 
igen, dette dvælende alvorsblik, og det førte 
hver gang en hel hærskare af levende minder 
med sig, bevægelser og tonefald og ord og 
handlinger, som hun troede døde og glemte. 
Det var, som hun havde taget en sten bort 
og nu så' det vrimle af allehånde kryb, der 
næres af forrådnelse. 



Digitized by Google 



86 



HJEMFART. 



Hun sukkede og bed tænderne sammen. 
Hun hagede sin tanke fast i dagens oplevelser 
for at få ro, hun gennemgik alt, hvad hun havde 
sagt og gjort, men hun mærkede, hvordan Herluf 
vred sig igennem det hele, og hun opdagede, 
hvordan hans væsen var vævet ind i hendes. Det, 
som hun troede var hendes eget eje og ingen 
andens, skønnede hun skrev sig fra ham. Der 
var en bog eller et billede, hun havde rost, for 
han havde lært hende at sætte pris på dem ; der 
var en mening, hun havde forsvaret, den havde 
hun fra ham; der var stemninger og idealer, 
som var hans, før de blev hendes. Hun følte 
sig gennemsyret af ham, og det pinte hende, 
hun væmmedes ved det, det var, som mærkede 
hun en død tyngsel i sig. Hun smilede bittert 
ad sig selv. For en time siden vilde hun have 
svoret på, at hvad hun havde i sig, var hendes 
eget, og nu kunde hun pludselig forfølge det 
til den dag og det sted, hun havde tilegnet 
sig det, og hun kunde huske, at hun før 
tænkte lige det modsatte. Der havde blot 
ligget som en tynd skorpe om det, og nu var 
den splittet af et blik i drømme. Det snoede 
hende ind i bløde, sejge bånd, hun kunde 
vride sig i dem, men ikke slippe løs. Det 



Digitized by Google 



HJEMFART. 



87 



ærgrede hende, hun vilde ikke have det. Det 
gamle skulde være forbi, hun vilde ikke tage 
nogen skygge over i sit nye liv. 

Hun lænede sig frem med et ryk og gned 
den duggede rude med sin behandskede hånd. 
Udenfor var det begyndt at blæse, og himlen 
var klar. Det suste gennem de bladløse træer, 
og stjærnerne sad mellem kvistene som små 
gyldne frugter. Men jorden var mørk og øde, 
de dunkle marker tabte sig trøstesløst i natten ; 
det var, som de aldrig skulde grønnes af korn, 
og mulden havde mistet sin kraft. Hendes 
tanke blev angst for en busk, der stod utyde- 
lig i mørket, for en pippende fugl, der kunde 
være et varsel, for hjulenes lyd og vandets 
rislen. De hvide mærkesten langs vejen syntes 
hun stod som gravminder på en kirkegård. 
Og sæt nu, Herluf vandrede derude bag vognen 
og krøb op og kiggede ind gennem det lille 
glas! 

Å snak, og tossehoved, som hun var! 
Hun lagde sig tilbage og stirrede frem for 
sig med knyttede hænder. Hun vilde ikke 
vige for det, hun vilde se det i øjnene. Kom 
det her i natten for at anklage hende? Hun 
var ingen synderinde, at det skulde have lov 



Digitized by Google 



88 



HJEMFART. 



til det. Hun fortrød ikke, at hun havde giftet 
sig igen. Og hun vilde ikke give sit ny 
ægteskab bort, om hun atter kunde få sit 
gamle. Hun var ung og havde sin levende 
ret, og hun havde krav på oprejsning. For 
der havde ikke været megen glæde i hendes 
første ægteskab. Han holdt af hende, det 
gjorde han, det vidste hun, han var altid så 
venlig og hensynsfuld, og hans øjne kunde 
spørge så blødt og tale så blidt, at hun følte 
sit bryst svulme. Og det var egenlig for de 
øjnes skyld, hun havde forelsket sig i ham; 
hun havde næsten glemt det, men nu dukkede 
det også frem, og det var da også mest i be- 
gyndelsen, for siden — det f6r igennem hende, 
at der var noget lignende i Haralds øje, som 
havde draget hende til ham. Men hos Harald 
var det meget rigere og fuldere og varmere, 
hos Herluf havde det snarere været glimt, der 
kom og blev borte. 

Der måtte vist være noget af et forsyn i 
sådannoget, en harmoni mellem hendes sjæl og 
den, der spejlede sig i sådanne blikke, det var 
hendes bestemmelse vist, netop at blive draget 
af dem og bundet til dem. Men hos Herluf 
var det ligesom glippet, og deraf kom det vel, 



Digitized by Google 



HJEMFART. 



8 9 



at de to aldrig blev passede rigtig sammen. 
Det var som en melodi, man mærker stige 
frem i sig, men så bliver den borte lige på 
en gang, man kan ikke finde resten, og ens 
liv er forspildt, hvis den ikke findes. 

Hun kunde huske, at Herluf engang havde 
talt om, at en mand igrunden altid elskede 
sin moder gennem sin kone; det han syntes 
om hos hende, var noget, han holdt af, fordi 
han havde truffet det hos sin moder — men 
nej, nej, det var ikke rigtigt, det kunde hun 
slet ikke forstå, det var en højere bestem- 
melse, der dannede den ene for den anden. 
Og nu havde hun fundet den rette, det var hun 
vis på, så vis på. Første gang — det var en skuf- 
felse ; hun havde aldrig set det så klart som nu. 

Hun trak lidt på læberne ved tanken 
om, hvordan hun igrunden den gang havde 
løjet og hyklet for sine egne følelser for at 
bilde sig ind, at hun var lykkelig. Kærlig- 
heden var livsens forædlende vand, havde 
Herluf sagt, men hun havde båret det i en 
revnet krukke; hun dækkede for revnen med 
sine hænder, men det sivede ud mellem fing- 
rene, og krukken var tom, mens hun vilde 
bilde sig ind, at den var fuld. Den havde 



Digitized by Google 



90 



HJEMFART. 



været tom under hans sygdom og i sørgetiden, 
da hun virkelig syntes, at hun var så frygtelig 
ulykkelig. Å — hun var vist egenlig et slet 
menneske! Men hun kunde ikke gøre ved 
det, hun kunde ikke forandre sin natur, og 
hun havde kæmpet så redelig med sig selv, 
det var hendes pligt at holde af ham, og selv 
om hun var noget vrippen somme tider, så 
havde hun dog for det meste kunnet tæmme 
sig og ikke blot i ord, også i tanker. 

Og egenlig havde hun da også holdt meget 
af ham den gang; han var så rar. Men 
alligevel, der var så underlig koldt og trist i 
hans hus, han var altid så god, han sagde 
ikke et ondt ord, men der var sådannoget 
tilknappet og reserveret over ham, hun blev 
noget forlegen ved ham, han gav sig ikke hen 
til hende, han bragte ingen glæde med sig, 
og hun kunde ikke leve uden glæde — lyse 
farver og klingende musik og latter og ungdom. 

Hvad kunde hun have fornøjelse af, at 
han var sådan en dygtig læge? De havde 
siddet derude i doktorboligen i den lille 
bondeby — det var den, de kom forbi før; 
det var der, de bedede; det havde hun slet 
ikke tænkt på dengang — og det var tit 



Digitized by Google 



HJEMFART. 



91 



mange dage i træk, han var borte det meste 
af dagen og tit om natten med, og var han 
endelig hjemme, havde han næppe et kys og 
et kærtegn for hende; hun syntes somme tider 
at han næsten skammede sig ved at have giftet 
sig med hende, men hun vidste, at han holdt af 
hende, meget mere end af nogen som helst anden. 

Og så satte han sig til at læse i sine 
doktorbøger og vilde have hende til at inter- 
essere sig for hans patienter og deres syg- 
domme, og hun gjorde sig virkelig så megen 
umage, blot for at få lidt gengæld, skøndt uf! 
— hun var lige ved at blive dårlig, når hun 
om morgenen kiggede ind i konsultationsstuen 
og så' en gammel bondekone sidde derinde og 
rokke frem og tilbage i stolen og så tænkte på — 
og så den afskyelige stank af karbol, som han 
altid førte ind i stuerne. Og hun holdt så meget 
af vellugt og alt, hvad der er rart og lifligt. 

Når han endda havde holdt rigtig af 
hende, så hun kunde mærke, at han mistede 
magten over sig selv, så han kunde gøre 
en eller anden tosset streg, sige en sød, dum 
ting og ikke stå så evig uangribelig, men 
sitre som et menneske, ydmyge sig for hende, 
bøje sig ned til hende, lade hende føle sig 



Digitized by 



92 



HJEMFART. 



mindst som hans jævnbyrdige, der dog også 
kunde gøre ham godt og bringe ham glæde. 
Men det var altid hende, der blev den lille. 
Der var som is om ham; hun havde sendt al 
sin lidenskab mod ham, men han var ikke til 
at tø; det var altid hende, der mistede be- 
sindelsen og tiggede; han yar altid rolig. 

Hun rødmede af skam ved at tænke derpå. 
Det var hende en fornedrelse at mindes det. 
Men det var dog næsten værre at huske til- 
bage på den tomme tid, der fulgte efter; hun 
var så led ved sig selv inderst inde, men hun 
vilde ikke være det bekendt, og hun pressede 
det stadig ned, når det trængte sig frem. 
Dengang havde hun vilje. 

Og så alle de dage hun havde siddet 
der ved sybordet, helt ør og tom i hovedet; 
udenfor lå de flade, utålelige marker,, først 
var de brune, så blev de grønne, så gulnedes 
de, og så blev de hvide, men det var hende 
så ligegyldigt, hvad farver de havde. Havde 
hun endda kunnet blive vred på ham, men hun 
holdt jo af ham alligevel, og han var netop den- 
gang så skikkelig og venlig, så det var komplet 
umuligt at føle en ond tanke mod ham. Hun følte 
sig tvært imod så ulykkelig over sin glædesyge 



Digitized by Google 



HJEMFART. 



93 



og unøjsomhed. Han gik jo der og sled i det 
for hende og alle de syge, og han var så træt, 
når han kom hjem, og han gik og skrantede; 
han havde allerede den brystsyge i sig, som tog 
ham. Og så var der virkelig en lille tid, da 
hun følte sig helt tilfreds ved at ofre sig for ham 
og agte på hans ønsker, og det kunde måske 
være blevet lykken for hende — men så kom 
den lange sygdom. 

Hvis han var død pludselig — hvis han 
var bleven helt borte eller sådannoget — så 
var hun aldeles vis på, at hun vilde have 
været hans enke alle sine dage og ikke 
andet. Men dette lange sygeleje og al den 
uhygge — al den væmmelighed. Han havde 
været så tålmodig og mild, han lå og tvang 
sig i hosten, fordi han vidste, det var hende 
ubehageligt, det havde hun godt mærket, hun 
havde været rørt over det og sad henne ved 
vinduet og græd så bitterlig. 

Men der var alligevel sådannoget legemligt 
ved de sygdomme — ellers synes man, at legemet 
er kun ligesom et hylster om sjælen eller et bur, 
men her fik hun da en følelse af, at legemet 
er nok lige så vigtigt som det andet, og efter- 
hånden som hans legeme tæredes hen og blev 



Digitized by Google 



94 



HJEMFART. 



næsten bare sygdom og elendighed, så gik det 
ligedan med ham selv. Hun kunde gribe ham 
i ikke at fatte og forstå de simpleste ting; det 
var næsten komisk, hvis det ikke var så 
sørgeligt, men han blev lige så mat i sine 
tanker som i sine arme. Hvis han var død 
pludselig, vilde det altid have stået for hende, 
som om han måtte være til et eller andet 
sted, men nu havde hun ligesom kunnet tage 
og føle på, hvordan både legeme og sjæl 
blev borte, sådan gradvis sivede væk, og at 
legemet dog havde så meget at sige. Det var 
hende umuligt at tænke sig ham andet end 
som død og slettet ud af livet. Hun kunde 
lige så nemt tænke sig en lampe, der lyste, 
når oljen var brændt op. 

Men det var alligevel underligt at fore- 
stille sig — han, der havde været levende og 
varm, og hun havde holdt ham ved sit bryst, 
og han kunde have sådan dejlige øjne. Men 
i de sidste år havde han fået et sært skarpt 
ansigt, næsten truende, især når han sov, øjen- 
brynene lå helt langt ned, og tindingerne var 
så blanke og læberne pressede sammen og 
det sorte skæg — hvordan mon egenlig 
Harald så' ud i søvne? — hun skottede lidt 



Digitized by Google 



HJEMFART. 



95 



angst til siden, men kunde intet se — han 
havde også mørkt skæg, hun måtte dog se at 
få ham til at tage det af, i det mindste noget 
af det — mon han kunde barbere sig selv? 

Der var en kone, som kom og tilbød at 
barbere Herluf, da han lå i kisten — hvor det 
var uhyggeligt at se ham ligge der med det 
gule ansigt og det sorte skæg, — hvor han var 
udtæret; og hans hånd, hun kunde se den 
endnu, præsten havde været der om formid- 
dagen for at berette ham, og han tog om 
sølvbægret med den tynde, feberhede hånd, 
å og den ubehagelige sygelugt. Og det var 
tøvejr, og hun sad og så' ud i den snavsede 
sne og hørte ham stønne henne i sengen, hun 
syntes, at kulden og det våde ude fra krøb 
ind i stuen og op i hendes ben, og hun følte, 
som om hun skulde dø og kulden gå ind i 
hendes hjærte. Å, hvor det var frygteligt at 
dø med det mørke bag ved og om sig. Og 
den lugt, der var så ubehagelig. Og så blom- 
sterne, der lå og visnede på hans kiste. Der 
var de gule roser, hun havde plejet hele 
vinteren — det kvægede så rart at komme 
inde fra ham og lugte til dem. Det styrkede 
hende. Det var bedre end karbol. Hun havde 



Digitized by Google 



96 



HJEMFART. 



skåret dem af allesammen, de duftede og døde 
på hans kiste. Og hunden lå og skrabede 
uden for døren. Og Maren turde ikke gå i 
seng i mørke. 

Vognen rullede og skrumplede hen ad 
landevejen. Hun lå lænet bag over; søvnen 
havde omsider fået magt med hende, men den 
var urolig, og drømmene drog gennem den. 

Hun drømte, hun var i sit gamle hus; 
hun kendte det ikke igen, for hun kunde intet 
se, men hun vidste det. Hun var ganske alene, 
og huset var øde. Men udenfor hørte hun 
noget skrabe ivrig i jorden. Hun så' ikke ud, 
det havde hun ikke behov, hun kendte godt, 
hvem det var, det var Døden, der lå derude 
som en uhyre krokodille og kradsede under 
døren for at komme ind og få hende fat. 
Hendes hjærte slog hæftig af angest. Hun vred 
sine hænder og ønskede: var der blot en 
kælder under huset, at jeg kunde slippe bort 
gennem døren der. Hun mindedes halvt, at 
der ingen kælder havde været, men i samme 
øjeblik stod hun i en gang og vidste, at dette 
var kælderen, og at døren var foran hende. 
Muren var af smudsige gule sten, og der var 
mursten på gulvet med den smalle side opad. 



Digitized by Google 



HJEMFART. 



97 



Hun kom til en døråbning, men gangen lå 
stadig dunkel foran hende. Over døren fik 
hun øje på nogle underlige takkede sten, der 
hang ned og var sirede med sorte cirkler og 
streger. Det trak koldt mod hende fra gangen. 
Hun gik igennem døråbningen og et par skridt 
frem. Der gik én foran hende, men hun 
kunde ikke rigtig se. Hvem var det? Mon 
det var ...? — Han vendte sig, hun så' en 
gul, mager hånd vinke sig, Herlufs truende 
bryn og blanke tinding og det sorte skæg. 
Hun vendte sig angst tilbage og så' atter de 
skarpe *takker over døren, og så sneg hun sig 
ganske sagte hen over trinet og flygtede ind 
ad gangen. For de takker var Dødens kroko- 
dilletænder; den havde lagt sig på lur efter 
hende og spilet sit gab op, og hun var gået 
ind i dens svælg. Og den havde lét i sit 
hjærte. Men sæt den nu gjorde sig til en 
slange og gled ind i kælderen . . . ! 

Hun fér op af søvne og stirrede forvildet 
frem. Luften var tung derinde, hun støttede 
sin hede pande mod ruden og så' ud. Der lå 
stadig de øde marker, og træerne skred forbi, 
stive og døde, og stjærnefrugterne var faldne 
fra deres grene. Himlen var skydækket, og 

Niels Møller: Hændelser. 7 



Digitized by 



98 HJEMFART. 

vinden våndede sig, som den ikke kunde holde 
ud at være til, for al den sorg, den så*. Vognen 
krøb langsomt frem over den tunge vej. Det 
var, som den kørte i en lang, sen række af 
andre vogne og ikke turde bryde ud. Den 
rokkede og knirkede og knasede i gruset, så 
langsomt, så langsomt, og duften af de døende 
blomster slog døsende sammen om hende. 
Det mindede hende — kunde hun da ikke 
blive fri? Var der ingen hjælp? Har de døde 
da mere magt end de levende? — Hun knugede 
sine hænder mod brystet. Og hestenes hovslag 
lød som en langsom, urimelig rytme: »hvis — 
nu — den — der er død — ja ; — hvis — nu — 
den — der — er — død — ja . . .« Hun følte 
sveden på sin pande. Pludselig dundrede det 
hult under hestene, vognen kørte over en bro, 
meget langsomt, på en gang strømmede et 
skær af lys ind gennem vinduet, så hun måtte 
vende sit hoved bort. Lyset faldt over hendes 
rejsefælle og forsvandt. Og hun skreg vildt 
og kastede sig forover. For det var den døde 
mand, hun så' ved sin side. — 



Digitized 



byGCKX 



TØMMERPLADSEN. 



pad damperens sorte side gled stadig 



V>J dovne sitrende gyldne linjer, som om et 
uendeligt net af guldtråde blev trukket op af 
søen. Men de blinkede ikke så blændende, 
nu da sollyset faldt på skred. Det blev atter 
til at nære sig for andre end nøgne negere 
med solskærm. Havnen havde det meste af 
dagen været som en gloende ovn; fra flod- 
spejlet strøg en ånde af ild, og over kajen 
dirrede luften, så man skulde tro, det hvide 
sand var kommet i kog og dampede. Men 
omsider lod den første lille anelse af køling 
sig mærke. 

Henrik, der sammen med matrosen Elias 
lå i jollen ved siden af dampskibet og ventede 
på kaptejnen, følte sig ganske pludselig vågnet 
til bevidsthed og velbehag. Han havde en 




7* 



Digitized by 



Google 



IOO 



TØMMERPLADSEN. 



rum tid blot haft en utydelig fornemmelse af, 
at hans hjærne var ved at smælte, og mærkede 
kun en sløv forundring over så længe det 
kunde vare. Nu gav han sig med ét til at 
stirre på de gyldne linjers løb så nysgærrig, 
som om han så' dem første gang, skøndt han 
mindst en halv time havde haft dem for øje. 
Og brosjovernes råb lød usædvanlig højt, syntes 
han, enten det kom sig af, at det tystnede 
mod aften, eller de også var vækkede af døs, 
eller han blot var bleven mere modtagelig 

Der blev så overraskende livligt på en gang. 
Små bugserdampere pilede forbi hæsblæsende 
som hunde med tungen ude af halsen, en 
matros i rød skjorte vrikkede en hvid jolle 
langs damperen: det morede Henrik at se det 
hvide og røde spejle sig og brydes i den sø, 
jollen satte; farverne var så friske. Så kom 
der en lang båd roende; fire kvindemennesker 
i hvide nattrøjer sad hver med to årer og ved 
roret en skiden og skægget fyr med lamme- 
skindshue. Et stykke ude drev en tømmer- 
flåde ned ad floden. Midt på var der bygget 
en smule stråhytte, et par mandfolk gik rundt 
med lange stænger, udenfor hytten sad en 
kone med et barn, ved siden af hende stod 



Digitized by Google 



TØMMERPLADSEN. 



101 



en gris og åd. »Den slagter de, når de kom- 
mer helt ned«, forklarede Elias, »så sjokker 
de landværts tilbage til skovene, og så har de 
da proviant til hjemrejsen.« 

Bedst som de sad og kiggede efter tømmer- 
flåden, duvede båden under dem, så der skød 
skum fra dens side. Det var kaptejnen, der 
sprang ned. Han kom til sæde agter, de 
gjorde los og roede afsted. 

Det var en mand af middelhøjde på et 
par og tredive, temmelig firskåren, frisk og 
lys i farve, med hvide tænder, et velplejet 
kindskæg og bløde, dunkle øjne. Når han sad 
i ro, kunde trækkene synes lidt slappe, skøndt 
læberne var lukkede og faste. Mens Elias og 
Henrik roede ham opad floden, var han imidler- 
tid overstrømmende livlig. Han smilede af 
velvære, øjnene spillede ham i hovedet, og 
munden stod næsten ikke stille. Det var en 
skam, de havde måttet vente sålænge; der var 
kommen en bekendt i besøg, og når de gode 
mennesker først gav sig til at snakke om deres 
rejser, sejlede de ligeså evig som den flyvende 
Hollænder. Og det gik da ikke an at jage 
dem fra borde. Han spurgte Elias ud, om 
han nylig havde fået brev hjemmefra og hvor- 



Digitized 



byG00gI 



102 



TØMMERPLADSEN. 



dan de havde det. Han spøgede med Henrik, 
om han ikke havde sig en kæreste, han kunde 
få breve fra. Så fortalte han løst og fast om 
andre skippere, om toldernes grådighed efter 
bestikkelser og om de sidste havnetyverier. 

Henrik sad og lyttede og lo. Han kunde 
godt lide kaptejnen. Han var aldrig hoven 
og studs mod folkene, og så var han dog 
finere mand end de fleste. Det var en hel 
morskab at se på ham, som han sad der, frisk 
og ren i sit lyse sommertøj med skinnende 
hvidt om hals og hænder. Det var egenlig 
nok værd at vide, hvorfor han var bleven 
sømand. Han bar sig ikke ad som de andre, 
der gik op på et værtshus om aftenen og røg 
og drak og fortalte skipperhistorier. Han gik 
vist mere til musik og komedie. Og nede i 
sin kahyt havde han dejlige billeder, som han 
havde købt i Middelhavet. Styrmanden mente, 
at skibet nok engang kom i ulykke for de 
billeders skyld, desformedelst at det var mest 
nøgne katolske fruentimmer. Men styrmanden 
var hellig og noget af et hængehoved, så det 
agtede Henrik ikke synderlig. Han havde da 
set sådanne billeder før, både hos doktoren 
hjemme og i skolelærerens bøger. 



Digitized by Google 



TØMMERPLADSEN. 



10$ 



De var nåede til den anden side af floden 
og roede en stund langs med bredden. Det 
tyndede ud i husene her, så de måtte være 
ved enden af byen; de kom forbi en gul 
sandskrænt med store nåletræer på brinken 
og drejede derpå pludselig ind i et smalt vand 
med gamle pakhuse og pladser på den ene 
side. Et par minuter efter styrede kaptejnen 
ind i en lille havn ved en tømmerplads. Da 
jollen var gjort fast, bad han dem vente her. 
Det kunde gærne vare noget, før han kom 
igen, men de havde jo taget deres aftensmad 
med, og så vilde han håbe, de ikke måtte 
kede sig altfor meget. Det var da altid et 
rart sted til at grublisere over verdens dårlig- 
heder. Dermed sprang han op på slæbestedet 
og gik nynnende hen ad pladsen. Henrik 
fulgte ham en stund med øjnene, til han blev 
borte mellem bræddestablerne. 

Det var just ikke det morsomste ventested, 
man kunde finde. Ind mod land var der 
lukket for synet af lange rækker firkantede 
stabler af fjæle og planker. De kunde godt 
se ud til at have ligget sådan i umindelige 
tider, de var sorte af gammel fugt og vist 
ligeså frønnede som det forfaldne bolværk. 



Digitized by Google 



io 4 



TØMMERPLADSEN. 



Der var øde og forladt som på jorden i be- 
gyndelsen af biblen. Ingen friske spor i sandet, 
ingen savbuk med gule spån nedenunder, ikke 
nogetsomhelst, der mindede om levende men- 
nesker. Ens egen oldefader kunde have været 
her og set det, just som det nu var. 

Vandet selv lå sort og dødt og råddent, uden 
strøm og uden vippende sø. Det rørte sig lige en 
lille smule mod det side stinkende dynd inderst 
i havnen, hvor vandet var grundt; ellers bredte 
det sig tykt som sirup mellem de skæve pæle 
i bolværket og træstablerne hinsides, der var 
byggede ud fra bredden. Det grønne slim 
dækkede de vanddrukne tømmerstokke, der lå 
underst i stablerne, og buldnede ud som frodige 
tjavsede flager i vandets urene dyb. Der var 
ikke liv uden af træge bænkebidere og grå 
midder på de gamle fjæle, der var ingen lyd 
uden af boblerne, der drev op fra bundens 
råddenskab og sukkede og brast, når de nåede 
dagskumringen. Aftensolen gød hele sin stærke 
stråleglans ind mellem plankestablerne, men 
det var som den sluktes i den tunge luft, der 
dvælede over dette døde og dyndede sted. 

Henrik fandt, det var en løjerlig landgangs- 
plads, men Elias mente, at her var man allen- 



Digitized by Google 



TØMMERPLADSEN. 



105 



fals i fred for gavtyve. Der var nok noget 
griset, men det var der jo allevegne i dette 
land. Når Henrik havde været her nogle 
gange, vænnede han sig sagtens til det. 

Henrik brød sig slet ikke om at komme 
her mer. Han vendte ryggen til tømmerpladsen 
og stirrede over på den anden side af vandet. 
Der lå en flad mark med et par køer; længere 
nede mod floden stod de høje nåletræer, de 
var komne forbi. Han kunde kigge mellem 
dem ind over byen. De grønne kirkekupler 
skinnede med dyb og tindrende glans i det 
synkende solskær. Den høje jærnbro over 
floden sås mod den røde vesterhimmel som 
et fint, sort netværk. Og solens luende blod- 
rose skimtedes mellem grenene på en hæng- 
ende gran. 

Mens de spiste deres aftensmad, sad Henrik 
og fortabte sig i gisninger over, hvad kaptejnen 
vilde i denne afkrog. Elias mente, at han 
kunde vel sagtens have et ærinde, uden at 
Henrik just behøvede at vide det. Det kunde 
være, at afladeren boede herude eller en af 
hans bekendtere. Eller han havde mulig for- 
retninger, eller også vilde han købe en ting 



Digitized by Google 



io6 



TØMMERPLADSEN. 



til sin kone eller måske bare gå sig en tur. 
Det kom da egenlig ingen af dem ved. 

Var han gift? Det havde Henrik ikke 
vidst. 

Ikke det. Det kunde da ethvert fæ vide. 

Men han gik ikke med ring. 

Nej, det gjorde han nok ikke. Derfor 
sagde styrmanden også, at han satte sin sjæl 
i fare. Men Elias kendte godt hans kone; 
det vil sige, han havde været der i huset med 
besked til den gamle, når de var hjemme om 
vinteren. Hun var skam et flinkt fruentimmer, 
endda hun var sådan en bitte spinkel én, men 
hun var så væver som en bogfinke. Det var 
besynderligt nok, for nogle kvindemennesker 
kunde aldrig få greje på deres hus, om de så 
havde begge næver fulde af penge. Men han 
var vis på, at om hun blot havde haft et par 
lejestuer med et bord og lidt stole, så vilde 
hun have lavet dem til et lille himmerige. For 
der var det ved hende, at der var altid som blæst 
i alle hendes stuer og ligeså frisk som luften 
på Atlanteren, men så havde hun det også så 
fint og fornemt som en grevinde, og alligevel 
var man strax tilsinds, som om man var hjemme 
hos sig selv. Man var nok ligesom lidt bange 



Digitized by Google 



TØMMERPLADSEN. 



107 



for at sætte sig på stolene i førstningen, men 
om en stund turde man snakke så frit som 
til sin egen moder. 

Det var da underligt, han ikke havde 
hendes billede på væggen dernede i sin kahyt. 
Holdt han da ikke noget af hende, mon? 

Jo, gu' gjorde han da begribeligvis det. 
Men det var da ikke noget selskab for en som 
hende at hænge i. Ok, de var ligesom et par 
kærestefolk, når han var hjemme. Hun kvid- 
rede så lystig som en lærke om morgenen, og 
han skinnede som en nyslået toskilling, bare 
han så' til hende. Men han var nu ligegodt 
en sær én. 

Så, hvordan det? 

Jo, han var ligesom lidt af hvert; han 
havde sådan sin egen gang. Han var ikke 
som andre mennesker og havde nogle meninger, 
som ikke stod i aviserne. Nå, men det ragede 
jo ingen andre. Og Elias mente, de kunde 
tage sig nyttigere ting til end at sidde og 
plydse op i den gamles sager. Han for 
sin part syntes, det var bedst at få sig en 
lille lur, til kaptejnen kom igen. De skulde 
tidlig op om morgenen, og når det var 
så varmt, trængte én til at sove længe. 



Digitized by Google 



1 08 TØMMERPLADSEN. 

Det gjorde man forresten også, når det 
var koldt. 

Dermed lagde Elias sig ned i bunden, 
puttede sin hue under hovedet og vendte 
ansigtet ind mod spanterne. Henrik sad en 
tid og hørte, hvordan det snorkede i matrosens 
kridtpibe, mens shagrøgen fløcf op over løn- 
ningen ud i luften; så blev røgen borte og 
piben tav stille, men lidt efter lød der lange 
pustende åndedrag fra bunden af jollen. 

Henrik var ikke søvnig, men kedede sig 
ved at sidde der alene. Det kunde altid være 
morsommere at gå i land og tage omgivelserne 
en smule i øjesyn, mente han, og listede så 
forsigtig op af båden. 

Han drev ganske langsomt rundt på pladsen 
gennem det løse sand, der ikke gav lyd, når 
foden trådte. Det var slet ingen lille grund. 
Den gik ikke så kort et stykke langsmed 
vandet, og hele vejen var der bygget brædde- 
stabler rækkevis ud i søen, så der var egenlig 
en fem — sex småhavne side om side. Den 
række stabler, der lå hinsides den havn, hvor 
jollen var fortøjet, løb skråt ud, så den omtrent 
mødte den næste række og dannede et trekantet, 
dunkelt bassin. De andre gik derimod jævn- 



Digitized 



byGCKX 



TØMMERPLADSEN. 



109 



sides, åbne ud til vandet. Langs bredden var 
der sommesteder lidt bolværk, andensteds kun 
den flade dyndede strandkant. Inde på land 
lå ligeledes stabler af fjæle og planker, nogle 
enkeltvis, andre på rad med smalle gyder 
imellem. Udenom hele pladsen var der i 
gamle dage bleven bygget et plankeværk. Nu 
var det affældigt som alt andet her, skrubbet 
af mos og smulrende at tage på. Henrik 
havde lyst til at krybe op og se udover egnen, 
men han var bange for, at det skulde vælte, 
når han greb i det. Det behøvedes da heller 
ikke, for i den fjærneste ende af pladsen fandt 
han en låge. Den skreg ynkelig på de rustne 
hængsler, da han lukkede den op, og han 
måtte løfte den lidt for at få den over sandet. 

Der var ikke meget at se. En flad mark 
med lidt træer hist og her og en sandet vej 
langs pladsen. Et stykke oppe skinnede et 
par lys; der måtte vel være nogle huse. Ikke 
et menneske at øjne. En mager hund kom 
travende nede fra stranden. Den ludede med 
hovedet og skævede sky til ham, da den 
luskede forbi. Ellers ingenting. Han gik ind 
og lukkede døren efter sig. 

Elias sov hårdt, da han kom ned til 



Digitized by 



TØMMERPLADSEN. 



båden, og han gad ikke forstyrre ham. Så 
atter op i den muldne lugt mellem de mørke 
trætårne og langs det sorte vand, hvor bob- 
lerne steg og brast. Det var vel bare træthed, 
men han havde en fornemmelse, grangivelig 
som sandet vilde hæmme hans fødder og holde 
ham fast. Han fik den tanke, at sandet sugede 
ham til sig og vilde æde ham. Man kunde jo 
godt bilde sig ind, at alle de mennesker, der 
kom her, blev slugte af sandet. Det var både 
død og begravelse i ét. Og så slettede sandet 
alle spor efter dem, og ingen kunde ane, at 
de stod dernedenunder, ret op og ned, lige 
ved siden af hinanden, hjærneskal mod hjærne- 
skal. Han lo ad sig selv over sit påhit, men 
kunde dog ikke lade være at gyse, da han 
lidt efter stødte til en sten med sin fod. 

På en gang fik han hjemvé. Det var dog 
så trist at være ganske alene i det fremmede 
land. Når han tænkte på det, måtte han så 
at sige snappe efter vejret. Og det var, lige- 
som han var bleven forstødt af dem der- 
hjemme. Han følte næsten nag, mens han 
tænkte, at nu sad de sammen ved bordet, og 
hans plads var tom. Og resedaduften strøg 
ind ad det åbne vindu. Han fik sådan en 



Digitized by Google 



TØMMERPLADSEN. 



længsel efter at sidde hjemme ved vinduet og 
mærke denne duft. Det var ligesom da han 
var søsyg og havde den mest rasende lyst til 
at få en drik mælk og et stykke fersk kød. 
Nå, det var jo narrestreger; han var da ikke et 
barn mer. 

Nu var månen kommen op, og brædde- 
stablerne kastede sorte, skarpe skygger. Det 
var egenlig synd, at alle de planker lå her til 
ingen nytte. Hvis mon de var? Manden var 
måske gået fallit. Å snak, så havde de naturlig- 
vis solgt ud. Ja, de kunde jo rigtignok føre 
proces om det. Men det kunde da også gærne 
være, at ejermanden var bleven slået ihjel 

her, fordi han — fordi han ? nå ja det 

kunde være det samme — men så turde ingen 
komme her, for man sagde, han gik igen. 
Og der var nogen, som en aften i tus- 
mørket havde set ham liste ind mellem tøm- 
meret. Det var naturligvis noget sludder, 
men sæt nu, sæt nu bare, at man gik ned ad 
denne dunkle gang, og ligesom man så drejede 
om hjørnet derhenne, så stod han der ganske 
stille i måneskinnet og kastede ingen skygge! — 
Det var nok snart bedst at komme ned til 
båden ... Å vrøvl, nu vilde han netop løbe 



Digitized by Google 



TØMMERPLADSEN. 



lige derud i måneskinnet, så han kunde se, der 
ingen var. En, to, tre — nej, hvor hans hjærte 
bankede — ha, ha, hvem var der så? 

Nu vilde han tænke på noget andet. Gud 
véd, hvordan kaptejnens kone så' ud? Hun 
havde vist glat sort hår og store blanke fugle- 
øjne. Det måtte være rart at komme hjem fra 
en lang rejse, når man vidste, at ens kone sad 
og ventede én og blev så glad. Monstro 
pladsen her ikke kunde have tilhørt en mand, 
som havde sin lille kone i et andet land, men 
skulde være her og passe sit tømmer, og så 
var bleven helt dårlig af at længes og rendte 
fra det hele og kom aldrig igen. Hvad var 
det, der skreg? 

Nå, det var lågen. Så kom vel kaptejnen 
endelig. Og så turde det nok være bedst at 

komme ned til Elias Nej, der var nogen, 

som talte! Han trykkede sig ind mellem 
et par bræddestabler. Det var ikke godt at 
vide — men her var ikke rigtig trygt om 
natten i dette land. 

Han gik i en af de mørke gange og var 
næsten nået ned til det trekantede bassin, 
dengang han hørte lågen gå. Nu krøb han 
sammen i sit skjul og holdt vejret, mens 



Digitized by Google 



TØMMERPLADSEN . 



stemmerne nærmede sig. Men da han havde 
sundet sig lidt, blev nysgærrigheden stærkere 
end angsten. Hvem kunde det være? Han 
tittede ned ad gangen og ud over den måne- 
lyse plads foran. Om der nu alligevel var 
spøgelser! ... Hist ovre stod de sorte, kantede 
stabler; der gik bolværket og slæbestedet, og 
der kom to gående lydløst som genfærd, en 
rank og fyldig dame med bart hår og en herre 
i lyst sommertøj. 

Da de var nåede til slæbestedet, stand- 
sede hun. 

»Nu tror jeg ikke, jeg vil med længer,« 
sagde hun og satte sig ned, »sid lidt hos mig.« 

Han tog plads ved siden af hende og strøg 
hende ned over håret, hun havde lagt armene 
på sine knæ og så' ud over vandet. 

»Jeg synes alligevel, du hænger lidt med 
næbet iaften,« sagde han, »hvad er der i vejen med 
dig, min pige? Der er da ikke noget på færde?« 

»Nej, ikke sådan,« svarede hun, »det er 
ikke det.« 

»Nå, men der er altså noget andet?« 

Hun sad lidt og borede med hælen i jorden. 

»Nu rejser du din vej — så bliver det 
vinter — så er du borte.« 

Niels Møller: Hændelser. 8 



Digitized by 



ii4 



TØMMERPLADSEN. 



»Nå, ikke andet end det. Det skal du 
såmænd ikke tage dig nær. Jeg tænker for- 
resten nok, jeg kommer her engang til i år. 
Og i hvert fald, de par måneder går skam 
hurtig. Og så bliver det forår, og så har du 
mig igen.« 

»Så du tror, de måneder går hurtig. De 
er ikke til at holde ud, bare. Jeg tør knap 
tænke på det engang.« 

»Ja naturligvis er det kedeligt nok ikke 
at skulle ses. Men véd du hvad? Der er 
noget i, hvad den mand gjorde, der rejste 
væk fra sin kone for at komme til at holde 
mere af hende. Når jeg er borte, så tænker 
jeg på, hvor rart vi har haft det, og hvor 
rart vi skal få det. Og så er der da posten, 
lille ven, så vi bliver ikke helt skilte fra 
hinanden.« 

»Nej, du forstår mig slet ikke. Du kunde 
i og for sig godt rejse din vej et helt år, ja 
mere, det vilde jeg ikke bryde mig om — jo 
naturligvis vilde jeg længes efter dig, men det 
vilde ikke pine mig sådan.« 

»Pine dig? men hvad piner dig da?« 

»Jo, det er det, at du rejser hjem,« 

»Men, kære — « 



Digitized by GoOglC 



TØMMERPLADSEN. 



115 



»Ja, jeg véd det nok, det er dumt, men 
jeg kan ikke gøre for det. Det er rigtig søde 
breve, du skriver, men jeg er ikke glad ved 
dem, når de har det poststempel.« 

Han lo højt: »Nu har jeg aldrig kendt mage. 
Jeg tror virkelig, du er skinsyg, lille Helene.« 

»Skinsyg? Det kan du gærne kalde det,« 
sagde hun lidt fortrydelig, »men kan du da 
ikke begribe, at når jeg tænker på, at din 
rigtige kone måske har kysset og kælet for 
dig, mens du skrev brevet, så bliver jeg 
rasende. Det er ligesom hun stjal fra mig. 
Akkurat ligesom jeg stjæler fra hende, når 
du er her.« 

Han sprang op og stillede sig over- 
for hende. 

»Nej, véd du hvad, det er dog virkelig 
at sætte tingene på hovedet. Hvor får du nu 
sådannoget i din lille hjærne? Den bliver nok 
ligeså kruset som dit rebelske hår, hvad? Min 
rigtige kone, siger du. Du véd jo dog godt, at 
du er min rigtige kone lige så meget som Emilie. 
Jeg kan ikke være hjemme om sommeren — « 

»Hjemme!« 

»Ja, hjemme, hvorfor vil du tage dig 
det ord nær? Det er dog der, jeg er fra, 

8* 



Digitized by 



n6 



TØMMERPLADSEN. 



ligesåvel som du. Nå, jeg kan ikke være hos 
Emilie om sommeren, og jeg kan ikke være 
hos dig om vinteren. Men så har I jo ikke 
noget at lade hinanden høre, vel?« 

»Jamen, når jeg nu véd, at du er hos 
hende om vinteren.« 

»Ja, se der har vi følgen af, at jeg var 
dum og skikkelig nok til at fortælle dig det. 
Men du er jo dog ellers en fornuftig lille 
kone. Hvor gider du da plage dig med sådan- 
noget tosseri? Hvad kommer Emilie dig ved? 
Du har dog aldrig set hende og får hende 
rimeligvis aldrig at se — « 

»Jeg kan ikke lade være at tænke på 
hende.« 

»Tænk så lidt fornuftig da. Lad os bare 
tage ganske koldsindig på det. Sæt nu f. ex., 
at jeg var enkemand. Tror du så egenlig 
talt, at du vilde have sat dig fluer i hovedet, 
fordi du vidste, jeg havde holdt af min 
første kone, ja ligeså meget som af dig selv. 
Jeg tør nok bande en lille smule på, at det 
vilde ikke have generet dig synderlig. Men 
nu har vi det jo da akkurat på samme måde. 
Når jeg kommer her til dig, er Emilie bare 
som et navn for dig, som om hun var død. Det 



Digitized by Google 



TØMMERPLADSEN. 



er ligesom jeg selv kommer fra et helt andet 
liv. Overfor dig er jeg dog ganske og aldeles 
som en enkemand. Hvad kan det da gøre 
dig, om jeg har haft det godt, da jeg var 
gift første gang. Når jeg bare ikke river dig 
det i næsen.« 

Hun rystede lidt på hovedet: »Kære, det 
er dog bare kunstigt alt det, du siger. Det 
rigtige er alligevel, at hun er til. Og hun 
tager dig fra mig. Men jeg vil ikke nøjes 
med en fjerdepart i dig, jeg vil have dig helt.« 

»Det har du da også.« 

»Har jeg? Nej, véd du nu hvad!« 

»Jo, det har du da rigtignok. Tag bare 
og se på tingene som de er. Der er hverken 
tale om en halvpart eller en fjerdepart. Der 
er ikke, om jeg så må sige, en eneste dråbe 
blod i mig, uden at den holder af dig. Det 
er noget rigtig snak, at man ikke kan have 
mere end én, som man holder af. Det er da 
ikke som med tømmer og fjæle, der kan måles 
ud og deles. Og når man nu kan, hvorfor skal 
man så ikke? Hvorfor skal man gå og gøre 
sig livet fattigere end det er? Javist, der er 
dem, som ikke har trang til mere. Men jeg 
er nu ikke af den slags. Det er sådan min 



Digitized by 



n8 



TØMMERPLADSEN. 



natur at holde mig til flere. Og det er ikke 
på den måde, at jeg behøver at tage fra den 
ene for at give til den anden. Men hvad kan 
det så gøre dig? Jeg holder lige meget af jer 
begge to, bare hver på sin måde. Hun er så 
rar og hyggelig, véd du, og du er så hed og 
hæftig. For pokker, man trænger både til 
storm og magsvejr. Man skønner ikke på det 
ene, uden man har det andet.« 

»Det kan være meget rigtigt, du siger, men 
det er galt alligevel, og det bliver ikke godt.« 

»Nej, hør nu Helene, lad os nu snakke 
lidt alvorlig om det. Du véd, at det ikke 
var rent løst og letsindigt, da jeg bad dig være 
min kone. Jeg havde tænkt mig om, og jeg 
sagde dig, hvordan jeg stod i det, og hvordan 
vi kunde leve sammen. Og da var du en 
flink pige og nokså kær.« 

»Ja, jeg véd det nok, kære, og jeg siger 
heller ikke noget ondt om dig. Det var tåbe- 
ligt af mig dengang, men jeg vidste jo ikke, 
hvad jeg gjorde.« 

»Men nu er du bleven så grumme klog, 
hvad, ven? Men hvad er det da, du vil?« 

Hun svarede ikke, men sad og snoede 
et bånd på sin kjole. 



Digitized by Google 



TØMMERPLADSEN. 



119 



»Du vil da vel ikke have, at det skal 
være forbi mellem os?« 

Hun så' op og rystede på hovedet. 

»Jeg kan ikke være til uden dig,« mum- 
lede hun. 

Han satte sig ned og klappede hendes 
hænder. 

»Lille pige, nu skal du skam se at sætte 
dampen op. Tænk bare på, hvor vi har haft 
det rart, vi to. Var det ikke morsomt, når 
jeg kom her til havnen, og du ventede mig den 
første aften. Den lille, rare stue med den rare, 
store lampe! Og selv når vi skulde skilles, 
det havde jo også sin lykke, for vi følte, hvor 
meget vi holdt af hinanden, ikke? Og kan 
du huske, når vi gik i den sorte skov om 
aftenen, der var så stille på de glatte grannåle, 
og jeg holdt min hånd inde på brystet af dig 
og syntes, jeg kunde høre dit hjærte, hvor det 
slog. Og så, når vi drev ude på strømmen om 
aftenen og sad ved siden af hinanden og 
spejlede os i vandet. Jeg gik hele dagen og 
glædede mig til, at jeg kunde smutte over til 
dig om aftenen, eller når du vilde træffe mig 
i byen. Hvorfor skulde det være forbi? Hvor- 
for skulde du ikke kunne glæde dig over det 



Digitized 



byG00g 



120 



TØMMERPLADSEN. 



ligesom tidligere? For det gjorde du, Helene. 
Der var ikke tanker af, at der var noget, der 
skurrede.« 

»Jeg tror nu, det var der alligevel. Ken- 
der du ikke det, at man ligger om natten, og 
så er der noget småt noget, sådan noget rent 
ubetydelig småt noget, som næsten bliver borte 
mellem ens fingre. Men lidt efter svulmer det 
og voxer og drejer sig, og man ligger og er så 
bange, for enten må man ligesom skaffe sig 
en rent overnaturlig kraft og knuse det, eller 
også styrter det over én. Sådan er det nu 
ved at voxe op mellem os, synes jeg.« 

»Det er jo bare feberfantasier. Men du 
er jo ikke syg, vel?« 

»Nej, men jeg er ligesom valen og fryser 
indvendig.« 

Han stod lidt og bed sig i kindskæget. 

»Hum! Nu tror jeg næsten, jeg kan forstå, 
hvorfor du ikke har holdt af at gå ind i byen 
med mig i den senere tid. Og nu tror jeg 
også, at det ikke såmeget er skinsyge, du lider 
af, i og for sig.« 

»Hvad mener du?« 

»Jo, jeg mener bare, at det er disse for- 
bandede gamle fordomme, der har fået tag 



Digitized by Google 



TØMMERPLADSEN. 



121 



i dig. Herregud, Helene, er der virkelig gået 
møl i dig også? Nå ja, det er jo ikke, hvad 
man kalder regelmæssigt, dette her liv, vi 
fører. Og jeg vilde for din skyld ønske, det var 
det. Men det er da heller ikke værd at bryde 
sig mere om reglerne end de fortjener. Gud- 
bevares, det kan i de allerfleste tilfælde være 
meget praktisk og fornuftigt at holde på, at man 
kun skal gifte sig med én og gøre det til en 
regel. For de fleste mennesker kan kun leve 
efter sort på hvidt. Når de ikke har en regula- 
detri at gå efter, løber de surr. Og det er 
de evig glade ved. De går og kigger efter, 
hvordan naboer og genboer bærer sig ad, 
og så bærer de sig ligedan ad. De laver 
deres liv efter disse dumme gader, lige op 
og ned, altid ens, de lever efter en geo- 
metri, rette linjer, passer og lineal, sådan er 
de. Å hvor de havde inderlig godt af at 
komme lidt til søs. For der flyder det, der 
bevæger det sig, der er det aldrig ens. Der 
bliver man slebet rund som en sten og får at 
se, at verden ikke er firkantet. 

Nå ja, det gælder at holde tungen lige i 
munden. Men når man nu kan, hvorfor skulde 
man så rende efter Per og Povl, som hverken 



Digitized by 



122 



TØMMERPLADSEN. 



kan eller tør? Hvorfor fanden skal man lade sig 
imponere af sådanne rent praktiske regler, som 
om de var evige naturlove. Det er en kunst at 
gå udenfor reglerne uden at gå istykker; men 
når man nu forstår den kunst?« 

»Jamen det er nu det, at jeg tror ikke, 
jeg forstår den.« 

»Å, tidligere har du dog godt forstået den.« 

»Ja, det bildte jeg mig ind, men det var 
ikke sådan alligevel.« 

»Ja, kære, det er nu altid sådan, at når 
man har fået en ny mening, så tror man, at 
ens gamle meninger var bare indbildning, 
skøndt de måske var meget mere virkelige 
end de ny. Men brug nu dit kloge lille 
hovede, ven. Det er ikke andet end sådan- 
nogle nattedrømme, der er bleven siddende 
dig i blodet. Tag blot din vilje sammen, så 
skal du se — blæs på dem — så er de væk.« 

»Tror du da ikke, jeg har strittet imod? 
Men de kom igen.« 

»Ja, hvad så? Vi har jo altid griller, 
der kommer igen og ærgrer os. Men så slås 
vi med dem. Det hører da også til livets be- 
hageligheder. Hvis vi altid havde smult vande, 
så blev det snart lovlig vammelt at leve.« 



Digitized by Google 



TØMMERPLADSEN. 



»Jamen det er ikke noget, der kommer 
og går. Det sidder fast i mig.« 

»Ja, det er fordi man giver det lov til at 
gro fast. Men det kan godt rykkes op endda. 
Javist, noget er der altid, som bliver tilbage. 
Det er alle disse gamle lærdomme, der æder 
sig ind i én ligesom gravrust. Der går disse 
træede skolemestere og tærper ind i os, at vi 
er skabt én mand til én kvinde ogsåvidere 
ogsåvidere. Nå, så bliver man voxen og op- 
dager måske, at man er skabt til to og tre, 
ja og så krænger man den lærdom af sig som 
en sele, men der bliver altid spor af, hvor 
den har gnavet ens hud. Og selv om man 
er sådan en stadspige, som du er, så mærker 
man svien i det og føler sig måske så underlig 
ved at være fri, at man længes tilbage til 
seletøjet. Men det er og bliver dog ikke andet 
end dum, gammel lærdom. Og man kan gøre 
sig fri for den, det kan man. Hvorfor vil du 
da tage dig det så nær?« 

»Nej, du, det er ikke det alene. For se, 
efter min børnelærdom måtte jeg da også 
skamme mig over at leve her som din kone, 
og vi er ikke gifte. Men det bryder jeg mig 
ingenting om, ikke en smule. Det tror jeg 



Digitized by Google 



124 



TØMMERPLADSEN. 



godt, jeg kunde være bekendt for alverden, om 
det skulde være. Og jeg er vis på, at der 
ikke er noget ondt i det. Når vi blot holder 
af hinanden, rigtig ægte og inderlig, så er 
Vorherre ikke vred over det. Om man er gift 
eller ikke, det tror jeg har mindre at sige.« 

»Netop du, netop! Det var det, jeg sagde 
før. Folk i almindelighed skal have et bestik 
at gå efter, noget fast og bestemt, ellers 
slingrer de. Sådan kan de fleste ikke leve 
ordenlig sammen, uden at de har en præst 
til at vie sig i kirken. Og det kan være 
fornuftigt og hændigt nok, men der er ingen 
grund til, at de, der ikke behøver den gang- 
kurv, skal bruge den. Men sådan er det jo 
dog akkurat også med det andet, om man 
har en eller to koner. Det gør i og for sig 
hverken fra eller til, det er hverken ondt eller 
godt, det kommer helt an på, hvordan det er 
mellem de og de tre mennesker. Og når det 
er godt, som det er med dem, så fanden i 
vold med naboer og genboer og geometri og 
gamle skolemestere. Og nu må du da virke- 
lig indrømme, at sådan som vi har haft det, 
har vi spillet vor trekantede whist meget 
hyggelig og rart. Og tilmed — det eneste, 



Digitized by Google 



TØMMERPLADSEN. 



125 



der kunde plumre sagen, var der ikke. Det 
var noget andet, om I skulde have levet sammen 
begge to. Så vilde jeg have betænkt mig 
lidt på det, inden jeg havde budt dig det. 
Ikke for det, jeg tror magelig, det kunde gå; 
men det var dog vel risikabelt. Nå, men det 
er der jo slet ikke tale om. Men hvor kan 
du da gå og blive bange for sådanne ind- 
bildninger. Det er jo ikke andet end røg og 
skygge. Løft du bare dit lille, søde ansigt og 
vær kæk, min unge. Ser du, det er jo dog 
egenlig mig, som har det værste arbejde, det 
er mig, der skal styre mellem jer begge og 
holde skik på tingene. Men når jeg nu kan 
det? Herregud, Emilie er jo hundrede mile 
borte fra dig, hvad kan hun da genere dig? 
For mig er det så naturligt. Og for pokker, 
synes du, der er noget særlig fortjenstfuldt 
ved at gå og sulte sig her i livet?« 

Hun sad lænet udover bolværket og tog 
sand og lod det glide mellem sine fingre. Det 
sydede som hedt jærn i det sorte vand. 

»Du taler idel fornuft, kære,« sagde hun, 
»men det hjælper mig altsammen ingenting«. 

Hun tog atter sand i sin hånd og lod det 
falde i havnen. 



Digitized by 



126 



TØMMERPLADSEN. 



»Se, hvor det vand er sort«, sagde hun 
lidt efter, »jeg går så tit herned om aftenen 
bare for at sidde og se udover det. Og så 
bobler det op dernede fra. Det er ligesom 
der kunde ligge én dernede og kalde og hans 
røst så kom op som store bobler.« 

»Jeg synes gærne, du kunde vælge dig 
et hyggeligere sted til dine aftenture. Det er 
naturligvis hernede mellem al denne rådden- 
skab og elendighed, du har fået sådannogle 
usunde idéer. Du måtte såmænd hellere gå 
på en kirkegård. Der er der da en smule 
spor af levende mennesker«. 

»Nej, her er rart, her er man i fred for 
alle andre, her kan man være ene med sig 
selv, rigtig ene, sådan at man får sig selv at 
se. Og når man sidder og længes og er 
urolig og slås med sit eget hjærte, så dulmer 
det at være hernede. Og jeg synes egenlig, 
at det er ganske kønt med de stille skygger 
fra alle disse høje planker . . . Jeg vil sige dig, 
Herman, det kan ikke gå, som det går. Det 
er ikke gamle fordomme, som du siger. Det 
er meget mere, kan du da ikke forstå? Hun 
skal ikke tage dig fra mig, hende derovre. 
Du skal ikke tænke på andre end mig. Der 



Digitized by Google 



TØMMERPLADSEN. 



127 



er ikke den ting, jeg ikke vilde gøre for dig. 
Men jeg vil have dig for mig selv. Jeg er 
ikke en tynd og bleg pige, der kan finde det 
rart at give afkald. Jeg holder ikke af at 
resignere. Du må være min, ene og alene, 
hører du det. Hvorfor skal jeg ikke have lov 
til at være rigtig lykkelig?« 

»Nej, nu har jeg aldrig hørt mage. Du 
er dog det underligste pigebarn, jeg véd. Som 
om du kunde få det bedre end du har. Nu 
ses vi så tit, at vi ikke glemmer hinanden, og 
så ikke så tit, at vi bliver kede af hinanden. 
Men tænk dig nu ganske koldsindig om, hvor- 
dan det vilde gå, hvis vi brød overtvært med 
alt andet, som du vil have det. Hvordan 
skulde vi arrangere det, mener du? Ja, jeg 
måtte begribeligvis opgive min plads. For 
der var jo ikke andet for end at rejse til 
Amerika. Og de penge, jeg har hjemme, er 
Emilies, dem kunde jeg da ikke tage fra hende. 
Tror du så ikke, det kunde knibe for os at 
komme frem derovre. Og nu har vi det så 
rart. Det er ikke sådan at få noget at tjene. 
Og jeg tror ikke, du vilde synes rigtig om at 
få smalhans i huset.« 

»Å, jeg er vis på, vi skulde sagtens klare 



128 



TØMMERPLADSEN. 



os. Og jeg vilde hellere have det småt end 
som nu.« 

»Jatak, det kender jeg. Jeg kan blive så 
arrig, når jeg hører sådannoget. Ja undskyld, 
kære, men det er den slags fraser, I pigebørn 
har så nemt ved. Det bliver bare gærne noget 
ganske andet i virkeligheden. Når krybben er 
tom, véd du — « 

»Jeg lover dig, at du skal ikke komme til 
at fortryde det.« 

»Ja, det kan du sagtens sige, men det 
véd du dog ikke.« 

»Jeg vil heller dø tusinde gange end du 
skal høre mig klage.« 

»Ja, hvad fornøjelse kunde jeg have af at 
du døde, lille Helene?« 

»Men herregud, selv om det koster dig 
noget, kan du da ikke sagtens gøre det for 
min skyld. Hvorfor skal jeg lide? Jeg må 
dog have samme ret som dig. Jeg har ofret 
dig alt og det gjorde jeg gærne, men hvad er 
det værd, når jeg ikke får dig helt.« 

»Jamen, man kan dog ikke gå helt op i 
kærlighed. Der er jo så meget andet, man 
trænger til. Man må have andre mål i verden 



Digitized by Google 



TØMMERPLADSEN. 



129 



ved siden af. Hvad kan det da skade dig, om 
et af de mål er en anden kærlighed? 

»Det forstår jeg slet ikke. Skal det være 
alvor, så er da ens kærlighed ikke en blot og 
bar behagelighed ved siden af mad og klæder. 
Hvad det kan skade mig? Men det er netop 
det, jeg mener, at når et forhold som her 
mellem os, der er udenfor det dagligdags, når 
man skal kunne leve i det, så må det også 
være over det dagligdags. Ellers bliver det 
søleri. Jeg synes, det bliver urent og uhelligt. 
Jeg må have et bevis. Jeg mener, jeg har 
ret til at kræve det. Jeg må kræve det, 
hvis ikke — « 

»Kære, da du holdt rigtig af mig, trængte 
du ikke til noget bevis.« 

»Det må du ikke sige, Herman, det må 
du ikke.« 

»Men, kæreste Helene, hvad vil du da, 
at jeg skal gøre?« 

Hun tog ham om halsen og trykkede ham 
ind til sig. 

»Bliv hos mig, Herman, vær min alene, 
du véd ikke, hvor jeg skal holde af dig«. 

»Jamen, du tænker jo slet ikke på Emilie.« 

»Hvad kommer hun mig ved?« 

Niels Møller: Hændelser. 9 



Digitized by 



I JO 



TØMMERPLADSEN. 



»Nej rigtig, det er det, jeg siger; hun 
kommer dig ikke ved. Men hun kommer 
mig ved.« 

»Du taler kun om dig selv. Kan du da 
ikke have lidt medlidenhed med mig?« 

»Jamen kan du da ikke forstå, hvor jeg 
holder af Emilie?« 

Hun slap ham og næsten stødte ham bort. 
Så bøjede hun sig pludselig ned efter en sten 
i sandet og slyngede den ud i bassinet. Den 
plumpede under, så det sprøjtede, og en række 
ringbølger bredte sig over det stille vand, til 
de klukkede og sukkede mod bræddestablerne 
rundt om. 

Hun stod og så' efter dem, indtil den 
sidste var forsvunden. »Jeg er så led ved 
mig selv«, sagde hun omsider, »kære, det er 
så dumt, så dumt, at jeg har siddet her og 
plaget dig med min tossede snak. Bryd dig 
bare ikke om det. Nu vil jeg slå mig det hele 
af hovedet. Det er en skam, jeg har sinket 
dig med det, du må jo være træt, kære ven; 
det var bare sådan et løst indfald. Det skal 
du ikke tænke noget på. Gå nu ombord, du, 
klokken er mange.« 

Han havde stået og flænget i sit lomme- 



Digitized by Google 



TØMMERPLADSEN. 



HI 



tørklæde med rynkede bryn. Nu klaredes hans 
pande atter; han gik hen mod hende og smilede. 

»Så, nu snakker min egen fornuftige 
Helene igen. Ja, det er disse nattefantasier, 
du kære, så rækker man efter det luftige og 
det umulige. Lad os bare ikke tage det for 
mere, end det er værd. Vi vil leve i dags- 
lyset, vi to, ikke? Imorgen, når solen skinner, 
har du glemt alt det, skal du se.« 

»Ja, det håber jeg også nok, Herman. 
Men nu må du gå.« 

»Skal jeg ikke følge dig op ad vejen? 
Jaja da. Godnat så, lille søde.« 

»Farvel!« Hun knugede sig ind mod ham. 
»Kys mig, Herman!« 



Henrik listede sig hastig ned til båden. 
Elias sad duknakket på en af tofterne og halv- 
sov. »Hvor har du nu støjet om?« spurgte 
han med søvnig røst. Henrik svarede et eller 
andet hen i vejret og gik ned på sin plads. 

Lidt efter kom kaptejnen hurtig gående. 

»Det blev længere, end jeg havde ventet«, 
sagde han, »lad os så komme ombord«. 

Men han blev stående en stund på bol- 

9* 



Digitized by 



132 



TØMMERPLADSEN. 



værket og stirrede mod de små skyer, der 
drev hen over månen som kulrøg. Han tænkte 
måske på< hvad vejr det vilde blive. Men 
mulig lyttede han efter, om han kunde høre 
en træg låge skrige på sine hængsler. Henrik 
sad og så' ud over det blanke vand. Der var 
ikke en krusning at se i havnen, ikke en 
vovelyd at høre. Men ned ad åen drog sig 
en smal vindstribe som små blinkende sølv- 
skæl, og hinsides bræddestablerne ligeoverfor 
måtte der også være en lille luftning, for han 
kunde høre vandet sukke og sive ganske svagt 
i tømmeret. Og var det en fisk, der slog 
op? Eller var det en lille bølge, der listede 
sig ud mellem et par af de gamle fjællestabler? 
For han så' det lysne i måneskinnet, et enkelt 
hastigt glimt, der kom og svandt. 

»Nå«, sagde kaptejnen og hoppede ned, 
»så glider vi«. 

De roede let ned ad den stille flod. Der 
var ikke anden lyd end vandets rislen forude 
og årens tørre slag mod åretolien. Kaptejnen 
sad og styrede uden at mæle et ord. Han 
trak sig i kindskæget, sommetider smilede han, 
og sommetider faldt han i tanker. 

Elias halede stærkt på sin åre, som om 



Digitized 



by Go ogle 



TØMMERPLADSEN. 



133 



han længtes hjem til køjen. Imens lod han 
sine øjne fare rundt. Snart hvilede de på 
kaptejnens ansigt, eller på skibene, der lå 
sovende og sorte i det milde, tindrende måne- 
skin, og snart så' han forud over sin skulder. 

Henrik holdt øje med sit åreblad, der 
blinkede i månelyset, når han bladede åren. 
Den taktmæssige rolyd gjorde ham efterhånden 
lidt søvnig, og hans tanker begyndte at gå 
rundt som propper i en sluse. Den øde tømmer- 
plads og dagens hede, ord, han havde hørt af 
Elias, og mens han lyttede bag brædderne, 
det hvide ansigt med de dunkle øjne og 
hende derhjemme, der var sådan en lille 
fin én. Som han dog blev sløv af den åre- 
takt. Men det var ligesom der arbejdede sig 
et spørgsmål frem igennem den, først utydeligt 
og latterligt; det dreves bort, men gled frem 
igen; han dukkede det ned, men det skød op 
påny, stadig klarere og stadig mere ængstende : 
hvorfra kom det lille bølgeblink i månelyset? 



Digitized by 



TESTAMENTET. 



Notarius foldede omhyggelig dokumentet 
sammen og stak det ind i den lange blå 
konvolut, rejste sig på sine stive ben og 
leverede det med et lille sirligt buk til den 
gamle dame i sengen. Hun snappede det og 
gav sig til at glatte konvolutens kanter med 
sine tynde, gule fingre. Mens notarius blev 
hjulpet i sin støvfrakke af de to opløbne 
kontorister, smuttede hendes små mørke øjne 
mistroisk over dem fra protokollen til deres 
støvler. 

»Er det nu vist og sandt, at det er i sin 
orden, som det skal være?« spurgte hun, da 
de sagde farvel. »De holder vel da ikke mig 
gamle menneske for nar, hvad De?« 

Notarius smilede medlidende og nikkede 
beroligende, men de to kontorister gjorde sig 



Digitized 



byGCKX 



TESTAMENTET. 



lange i deres sko som et par hanekyllinger, 
der skal til at gale. Og så var hun atter ene. 

Hun harmede sig. Nu gik de derude og 
gottede sig i solskinnet. Hun kunde tænke 
sig, hvordan byskriveren trissede af og gned 
sine kolde hænder som foran en kakkelovn, 
mens de to lange drenge daskede bagefter 
ligesom et par hundehvalpe, der er nærved 
at rende fra deres egen hale. De mente vel 
sagtens som så, at hun ikke mere vilde komme 
til at slikke sol. Og så var det som der blev 
mere til dem, hæ! Men fordi én går hen og 
gør testamente, er man da ikke lige på mi- 
nuten til at putte i jorden. Og det håbede 
hun, at en og anden vilde erfare. 

Men forresten kunde det gærne snart være 
forbi med denne træthed. Og hun var så under- 
lig tung i sine ben. Det var også en skam, at 
hun helt gik glip af det gode, lune sommervejr. 
Hvordan mon det stod sig med hendes reseda 
og med stokroserne? Hun var så evindelig 
vis på, at haven fik lov til at skøtte sig selv, 
som den vilde. Men nu kunde de bare lade 
hende komme op, så skulde der sandt for dyden 
nok komme gang i tingene. Den Henriette 1 
den Henriette! 



Digitized by Google 



TESTAMENTET. 



Hun lå en tid og lyttede. Gennem det 
halvåbne vindu hørte hun den lette vind syde 
i talløse løv som en vældig kedel, der kogte; 
vinrankens blade tjattede nu og da stjålent 
på ruden og kastede legende skygger over 
væggen i værelset. Hun kunde skælne og 
følge alle de kendte lyd fra haven, humle- 
biernes summen og gråspurvenes pippen gen- 
nem bladenes ustandselige bølgebrus. Og så 
var der en frugt, som faldt i græsset, og så 
fløj en solsort raslende og klukkende op af 
ribsbuskene. Det næsvise tyvetøj! Skøndt i 
og for sig kunde de da gærne æde ribsene; 
Henriette lod dem alligevel sidde og rådne. 

Der vældede sådan et sundt og forynget 
liv ind ad vinduet, at hun næsten følte sig 
ubehagelig berørt deraf. Luften kunde også 
være for stærk igen. Og det var næsten som 
hun selv og hendes stue skrumpede ind og 
blev ældre derved. De kunde ikke forny sig 
selv som tiden kunde. Her stod nu alting, 
som det havde stået i de sidste tredive år — 
ja, sofaen var flyttet ud for at give plads til 
sengen — men det så' snarest ud, som om 
det havde været her i hundrede år. Der var 
det gamle chatol med de mange skuffer og 



Digitized by 



TESTAMENTET. 



137 



en Tyrk me d turban og krumsabel på hver 
sin side af det lille spejl; der var de stive 
stole med tremmer i ryggen og stribet betræk 
og det tyndbenede mahognibord, hun havde 
arvet efter sin faster. Og på væggen et par kob- 
berstik i falmede forgyldte rammer og en silhuet 
med en stor fugtplet i hjørnet af det gulnede papir. 

Hun kendte dem ud og ind, hver eneste 
knast i træet og hver stopning i gardinerne, 
hun havde da også haft god tid og lejlig- 
hed dertil, sådan som hun nu i åringer havde 
støvet dem af og banket dem, luftet ud 
og vasket af — nu syntes hun, de stod og 
gabede ad hende, tomme og døde, og hun 
var vis på, de lugtede muggent og forgemt, 
men hun havde bare ingen rigtig fin næse mer. 
De havde været så at sige hendes bedste 
venner og fortrolige i størstedelen af hendes 
liv, men nu var de så kedelige. De havde 
ingenting at fortælle hende, ikke andet end 
at hun havde gået og puslet mellem dem dag 
ud og dag ind, altid på den samme plet. 
Det gamle taffeluhr stod og dikkede og dikkede. 
Hun skelede forbitret hen til det. Sådan 
havde det år efter år skåret tiden istykker 
for hende; det var som en god ende garn, 



Digitized by 



TESTAMENTET. 



der blev klippet over i en masse små menings- 
løse stumper, allesammen lige lange og ingen- 
ting til. Det var nogetnær hendes liv, det. 
Tiden burde gå rundt ved dørene og blæse i 
en trompet, at man skulde holde sig vågen 
og bestille noget, inden det var for sent, men 
den luskede forbi på hosesokker og sagde, at 
det havde ingen hast. Og først bagefter fik 
man syn for sagen: at ens tindinger var bleven 
grå og ens ryg kroget og ens fingre rynkede 
og stive. Hvad havde hun vel fået gjort, som 
hun nu kunde glæde sig ved ? Holdt det rent om 
sig, ja, madet guldfiskene og strikket strømper 
til Kineserbørn! Når hun bare kunde få lidt 
kræfter i sine ben igen, så måtte for hendes 
skyld alverdens Kineserunger gærne gå splitter- 
nøgne — med respekt at sige. 

Sikken blå og tykke årerne stod på hendes 
hænder! Det var dog ganske rart, hun havde 
fået det testamente i sin rigtighed. Hvor var 
det nu henne? Nå. Men hvor blev nu Henriette 
af, den lange, dovne tøs? 

Hun famlede ud mellem medicinflaskerne 
på det lille bord ved sengen og fandt klokken 
og ringede. 

Lidt efter kom Henriette ind. Hun var 



Digitized by Google 



TESTAMENTET. 



en stor rolig blond pige, meget skær i huden 
og ren i klæderne. 

Nå, hvor hun nu havde været henne? 
På gaden at holde faddersladder måske? Eller 
hun havde vel siddet og sovet og set ud af 
køkkenvinduet istedetfor at komme ind til sit 
syge herskab? 

Nej, hun havde bare været ude at vaske op. 

Ja, hvis hun var færdig, så kunde hun 
værsgo sætte sig ned her. 

»Kendte du dem, der var herinde før?« 
spurgte den gamle dame lidt efter. 

»Jo, den ene er jo søn til købmand 
Frandsen nede i gaden«. 

Å, vissevasse, hvem snakker om den næs- 
vise grinebider? Véd du, hvem den gamle 
herre var? Nå ikke, det var underligt. Det 
var notarius, min pige, — notarius publius, 
forstår du.« 

»Herregud da!« sagde Henriette. 

»Tossehoved! Mener du måske, at det 
er ligesom moskuslugt i et hus? Du kan vel 
nok begribe, hvad jeg vilde ham?« 

»Ja, frøkenen vilde vel sagtens gøre sit 
testament.« 



Digitized by 



TESTAMENTET. 



»Nå, ja så véd du naturligvis også, hvad 
der står i det, hvad?« 

Henriette stirrede på hende med forbavsede 
øjne: hvor skulde hun vide det fra? 

»Å, lad nu bare være med at gøre dig 
hellig, min gode. Tror du måske ikke nok 
jeg véd, at du stod og lurede udenfor døren, 
mens han var herinde. Nej, min rare pige, 
jeg er gammel og erfaren; jeg kender nok 
jeres lumskerier, kan du tro. Mig spiller 1 
ikke sådan på næsen.« 

Henriette lo og viste sine hvide tænder. 
Det kunde da aldrig falde hende ind. 

»Jaja, jaja, jeg har nu sådan min egen 
mening; jeg véd hvad jeg véd. Men der står 
forresten også noget om dig i det papir, når 
du endelig vil vide det. Ser du, her har jeg 
det. Det vilde du nok gærne have fingre i, 
hvad? Men pyt sa' Per. Det gemmer jeg nu, 
forstår du. Men du har jo dog været nogen- 
ledes skikkelig i de fire år, du har været her, 
når jeg selv skal sige det. Derfor har jeg da 
også betænkt dig med et og andet her i 
papiret. Men derfor skal du endelig ikke 
blive hoven ligestrax. Jeg er ikke død endnu, 
min bedste. Og jeg kan lave om på det den 



Digitized by Google 



TESTAMENTET. 



141 



dag og time jeg får lyst. Og jeg kan gærne 
leve mange år endnu. Du mener måske, fordi 
jeg er gammel og svag — « 

Å, Henriette mente, at frøkenen såmænd 
var livlig nok. Det smigrede åbenbart den 
gamle. 

»Ser du, hvad fornøjelse har jeg vel af 
at give de smuler, jeg har, til mine søskend- 
børn ? De utaknemlige knægte ! Det par gange, 
de har været her og set til mig, har de bare 
stjålet mine gode syltebær. De bryder sig 
ingenting om mig, og jeg bryder mig for den 
sags skyld meget mindre om dem. Gid jeg 
må ligge i jorden, før jeg giver dem en eneste 
rød skilling! Så, Henriette, nu hyler snedkerens 
tyvagtige kat derude igen! Spring ud og jag 
mig den væk, det skarn! Nej, nu tav den 
stille. Jo, vil du se til, du kan komme ud 
efter den, — du er dog også et rædsomt 
sinkehoved ! Så, hvor hun smækker med døren ! 
Å, mit arme hoved!« 

Det var nu alligevel ganske rart med det 
testamente. Så havde hun altid en lille line 
på Henriette; når hun begyndte at sløje af og 
kunde trænge til en lille opstropper, så be- 
høvede hun bare at trække ganske lidt i snoren, 



Digitized by 



142 



TESTAMENTET. 



så skulde der nok komme gang i hende. Og 
hvorfor skulde man ikke tage al den gavn af 
sin smule penge, som man kunde, inden man 
lå med næsen i vejret? Det var da heller 
ikke endeligt, når galt skulde være. Og det 
skulde nok virke på det store kvindemenneske. 
For selv om hun ellers var temmelig ligeglad 
og vist ikke havde farlig megen forstand i sit 
tykke kødhovede, så havde de bønder altid 
nok til at lægge to og to sammen. Og hendes 
fader var møller og gærrig: han havde da 
ord for tolde svært af malekornet. Hun fik 
jo forresten ikke det hele; der blev altid noget 
tillevns til Kineserbørnene og de andre. 

Og man havde vel lov at tænke lidt på sig 
selv, når man var bleven så gammel. Der var 
ingen andre, der tænkte stort på én. For der 
var snart ingen mer. Det var jo sådan, at 
hver gang de ringede over lig, så var det en 
af hendes jævnaldrende. 1 gamle dage døde 
der mange fler unge end nuomstunder. Hun 
havde ikke gidet gå på kirkegården i de sidste 
fem år, for det var bare kendte folk, der lå 
dér, og dem, der ikke var dér, kendte hun 
ikke. Det var ikke morsomt at tænke på. 
Det var så trist at ligge hen for sig selv og 



Digitized by Google 



TESTAMENTET. 



143 



glemt af alle de andre; man syntes også, det 
var meget mere ensomt, når man lå, end når 
man gik oppe. Så lyttede man efter trin, og 
der kom ingen. He, hvem skulde komme? 
Men nu havde hun da hold i Henriette. 

Ene! »Ja, det er Deres egen skyld; De 
kunde have giftet Dem, min søde!« Sådan 
plejede gamle frk. Feldmann at sige. Ja tak ilige- 
måde! Men der var da forresten ingen bud 
der, hihi! — Nej, hun sagde såsandt tak for 
sig. Hun havde set nok af det, da hendes 
fader giftede sig andengang. Hun skammede 
sig den dag i dag på hans vegne, den halv- 
gamle mandsperson. Der gik hendes sted- 
moder i ét væk og var i omstændigheder. At 
noget fruentimmer med blot en lille smule 
anstændighedsfølelse vilde! Det var ligesom 
hendes egen hunhund i sin tid. Men den fik 
da også sporenstregs et par mursten om halsen 
og herut i mølledammen. Og al den mod- 
bydelige stank og støj og urenlighed! Nej, 
sålænge hun kunde trække vejret i sin hals, 
vilde hun takke Vorherre så mindelig, for at 
han havde bevaret hende for det. Og hun 
havde såmænd nær været tosset nok til at 
bære sig ad som andre. Som han kom 



Digitized by 



144 



TESTAMENTET. 



svinkende og svansende og smiskede med sine 
fine ord og fagter! Oh! det var blomster og 
vers og vissevasse: Søde Maj! — forglemmigej! 
— elskovsvarme — i dine arme! — Og roser 
og krusemynter! . . . puij! Men hun opdagede 
gudskelov, hvad han var for en vederstyggelig 
nærgående gris af et mandfolk. Uh, hun kunde 
føle sig ganske smudsig, når hun bare tænkte 
derpå. 

Hun pustede og viftede med lagenet og 
vejrede med dynen. Der var så kvalmt, syntes 
hun. Begge vinduerne måtte op for den friske 
luft. Men hvor mon nu den Henriette føjtede om? 

Hun lyttede. Hvadfornoget? Troede hun 
ikke, at hun snakkede med nogen ude i haven, 
ligefrem ude i haven! Og ih du milde! Hvad 
var det? Hun lo — hun lo såsandelig, den 
utaknemlige tøs! 

Den gamle dame fik klokken fat og kimede 
som der var ildebrand. Lidt efter hørtes der 
hastige trin og skørtesus udenfor. 

»Henriette! vil du lige strax på timen 
komme herind!« 

»Javel! nu kommer jeg!« 

»Sikken hun skingrer, den bondejolle!« 
knurrede frøkenen. »Du bilder dig vist ind, 



Digitized by Google 



TESTAMENTET. 



145 



du er hjemme ved din faders kværne, sådan 
du skriger,« fortsatte hun, da pigen kom. 
»Eller tror du måske, jeg er døv? Nej, jeg 
kan, Herren være lovet, endnu høre, hvad du 
tager dig for derude. Nå, måber hun! Smæk 
mig strax det vindue op der! Du er en rigtig 
sød pige, at du lader mig ligge her i timevis 
og kvæles. Men naturligvis — når bare jomfruen 
kan slippe væk fra mig, så er hun glad!« 

»Jamen frøkenen behøvede jo aleneste at 
ringe, så var jeg der jo.« 

»Nej, hør hende! Hun er dejlig! Jeg tror 
vedgud hun ræsonnerer! Har jeg, må jeg spørge, 
ikke ringet på klokken, så jeg er ganske øm 
i armen? Å, min arm! Men hvad bryder du 
dig om den? . . Nu vælter hun min sæl og salig- 
hed over den stol. Du tager livet af mig med 
det spektakel. Men det er måske netop det, 
du vil. Det kribler i dine fingre efter at se, 
hvad der er i det blå papir her, hvad? Men 
det går ikke så let, lille Henriette, det går 
ikke så let.« 

»Ok! det tænker jeg såmænd ikke på, 
frøken.« 

»Nå, så det gør du ikke! Og det vil du 
bilde mig ind? Jovist! Jeg er så sikker på, 

Niels Møller: Hændelser. 10 



Digitized by Google 



146 



TESTAMENTET. 



du går og regner ud . . . Nå, så det gør du 
ikke? ... Og det er den tak, man får! Du 
gode Gud! Her gør man testamente bare for 
hendes skyld, og så ikke så meget som ofrer 
hun det en tanke!« 

»Men frøken, så er det da galt, enten jeg 
tænker på det eller lader være!« 

»Nu våser min gås. Jeg synes, du bliver 
så kæphøj på det sidste, min bedste pige. 
Er det arven, der allerede er gået dig til 
hovedet? Forhast dig endelig ikke, min lille 
høne! Og så render hun sin vej uden videre 
for at holde sladderas. Du véd, jeg har én 
gang sagt, jeg vil ikke have det. Hvor var 
det nu, du var henne at snakke ondt om mig?« 

»Å, jeg stod såmænd bare nede ved 
snedkerens hæk.« 

»Nej, nu har jeg aldrig kendt mage! 
Stod du og snakkede med den lange, næsvise 
lømmel af en snedker, må jeg spørge? Den 
tobaksrygende gavflab!« 

»Nej, slet ikke, frøken. Tværtimod — 
det var med hans søster.« 

»Den rendetaske!« mumlede den gamle 
frøken. »Sæt dig ned og tag dit sytøj. Så 
kan jeg da passe på dig. Jeg er træt og vil 



Digitized 



byGCKX 



TESTAMENTET. 



147 



sove lidt. Du gør mig heller ikke andet end 
ærgrelse.« 

Hun strakte de gule, rynkede hænder ud 
over det hvide lagen og lå stille en tid og 
trak vejret. Engang imellem løftede hun et 
øjenlåg og skævede til Henriette; sommetider 
bevægede hun læberne en smule, men hun 
syntes for mat til at tale. 



Da hun en halv time senere så' op igen, 
plirede der en frisk og rørig styrke i hendes 
små øjne. Hun lå stille som en mus, men 
spejdede efter, hvad pigen tog sig for. Henriette 
sad ved vinduet med sytøjet i hænderne, 
men hun rørte ikke nål og tråd, hun stirrede 
i tanker på det store chatol ligeoverfor hende. 

Hoho! ja det var nok en mere behagelig 
bestilling end at sy viskestykker. Hun mente 
vel allerede, at chatollet var hendes, og nu 
spekulerede hun sagtens på, hvordan det skulde 
anbringes hjemme i møllerstuen. Ja, hendes 
fingre kløede nok efter at hale skuffen ud for at 
stryge henover det rare, brune egetræ. Eller 
monstro hun sad og kiggede i chatolspejlet, 
den forfængelige tingest? Jo— o, det var rigtig 

10* 



148 



TESTAMENTET. 



net at se, var det: et stort melet ansigt med 
fregner. Nå, nu fik hun hånden under hovedet. 
Ja, hvorfor ikke, de er skrøbelige de unge huse. 
Og hvorfor skulde jomfruen ikke gøre sig det 
mageligt? Mon hun ikke vilde have sofaen ind 
at slange sig på? Nu kiggede hun ud i haven. 
Det kunde hun vel lide at gå derude og 
drive om, istedetfor at være flittig og se sin 
syge madmoder til bedste. Men hun kunde 
så sandelig tro, visen ret strax skulde få en 
anden tone. Hun skulde ikke have noget af 
det driveri og dovenskab. Hum, hum, det 
gjaldt bare om at hitte på noget. 

Den gamle dame rørte sig i sengen og 
hostede. Henriette vendte sig fra vinduet og 
bøjede sig atter over sytøjet. 

»Henriette!« lød det lidt efter. 

»Ja, frøken!« 

»Å, lille rare Henriette, kan du gå ud i 
forstuen, min pige. Der hænger mit store slag. 
Kan du tage og bære mig det op på loftet 
og hænge mig det ind i klædeskabet.« 

»Ja gærne, frøken.« 

Henriette skyndte sig ud, frøkenen hørte 
hende stige op ad den stejle loftstrappe i 
forstuen, det knagede i de gamle loftsbrædder, 



Digitized by Google 



TESTAMENTET. 



149 



da hun gik henover dem, og der dryssede 
lidt sand ned på hendes dyne. Så tabte 
trinene sig og der blev stille, men lidt efter 
dukkede de op igen, blev stærkere, til det 
påny knagede over hende, og så hørte hun 
hende stige forsigtig ned ad trappen. 

Da Henriette kom ind i stuen, søgte hun 
hen mod sin plads ved vinduet, men frøkenen 
stoppede hende. 

»Ja, det var godt, min pige. Men å hør, 
den kurvestol der, som du var ved at falde 
over før — den står dig vist ivejen, min lille. 
Det er bedst, vi får den sat [tilside, vi kan 
måske sætte den ind i kammeret — nej forresten, 
det er nok ligeså godt den også kommer på 
loftet. Du kan vel nok slæbe den derop, du 
har jo så mange kræfter. Det må du da have, 
for du har jo ikke brugt dem idag. Se så, 
nu står hun der og falder i amdam! Ja — 
gå du kun med den, værsgo!« 

»Nå, ja ja,» sagde Henriette, og så gik 
hun med stolen. 

Den gamle dame lå og spillede med 
fingrene og stak munden ud til noget af et 
smil. Hun skulde sågu' nok få benene rørt, 
når hun ikke vilde bruge fingrene. Hun 



Digitized by Google 



1 50 TESTAMENTET. 

havde såmænd også så godt af at flytte lidt 
på sig, det var jo ligeved, hun blev fed, det 
store kvindemenneske. Og siden hun var så 
lysten efter at se chatollet, så skulde hun 
også få den lyst styret. 

»Å, Henriette,« begyndte hun, da pigen 
kom igen, »hvor er mine nøgler? Nå der. 
Ser du, min gode, den nøgle dér er til de 
store chatolskuffer. Kan du trække mig den 
underste ud? Tak, det var godt. Dejligt egetræ, 
hvad? Føl kun rigtig på det, lille. Gamle 
solide ting, ser du vel, ikke sådannoget jux, 
som de laver nuomstunder. Men det chatol 
har jo også været min morbroder, etatsrådens. 
Der ligger duge i den skuffe, hvis jeg ikke 
husker forkert. Kan du tage de to øverste af 
dem. Lad mig se. Jo; ja det er nydeligt stof, 
ikke? Og der er bleven holdt hævd over det 
i min tid. Kan du så bære mig dem op på 
loftet og lægge dem i den underste kommode- 
skuffe.« 

»Skal de nu også på loftet?« 
»I den underste kommodeskuffe, hørte du 
måske.« 

Henriette trak på skuldrene og gik med 
dugene. 



Digitized 



byGCKK 



TESTAMENTET. 



151 



Hihi! hun så' ikke mild ud! Men man har 
jo hånd i hanke med hende, heldigvis. Og 
hun skulde ikke tro, hun var færdig endda. 

Den gamle frøken lagde sig magelig tilrette 
i sengen og fulgte med velbehag pigens træge 
trin ned ad trappen. 

»Så de to næste!« kommanderede hun, 
da Henriette atter kom ind. »Nå, hvad glor 
du på? Sover du måske indvendig? Det kunde 
ligne dig. Vil du behage at bære mig alle de 
duge op. Men to ad gangen, om jeg må bede. 
Det vilde være synd, om du skulde over- 
anstrænge dig.« 

Pigen blev lang i ansigtet og så' ned i 
skuffen. Den var dyb. 

»Det bliver nok dagsarbejde, dette her;« 
mumlede hun og gik med det næste par 
uden at forhaste sig. Frøkenen fulgte hende 
til dørs med et par skarpe øjne; det gjaldt 
at passe på, at hun ikke tog mere end ét par 
hver gang. 

Ja, nu kunde hun muntre sig med det. 
Der var fire og tyve duge i den skuffe, og så 
var der tolv par lagen i den næste. Det blev 
ligesåmeget som otte og fyrre stykker i det 
hele, det var ligesåmeget som fire og tyve 



Digitized by Google 



152 



TESTAMENTET. 



gange, — det var da altid nogen gange op og 
ned ad trappen. 

Hun lå nu en tid og nød den mere og 
mere mutte mine, hvormed pigen gik ud og ind, 
og passede på som en smed, at hun ikke tog 
formeget. Engang imellem kom hun med en 
lille bemærkning: 

»Smæk ikke sådan med døren!« 

»Ja, du kan sagtens, du med dine unge 
ben !« 

»Hvad var det for et rabalder, du lavede 
henne på loftet?« spurgte hun engang. 

»Rabalder? Å, det var bare snedkerens 
kat, der var sprunget ind gennem gavllugen. 
Så jog jeg den ud.« 

Og hun drog af med det næste par duge. 

De følgende gange Henriette kom ned, 
lå den gamle dame og stirrede helt dumt 
forbavset på hende. Nej, det gik da virkelig 
over hendes forstand. Det stod helt stille 
for hende. For Henriette var jo ikke spor af 
gnaven mer. Hun gav slet ikke ondt af sig, 
da hun skulde ilag med lagenerne. Ikke det 
bitterste! Hun så' ganske fornøjet ud og 
ligefrem dansede henover gulvet. Og ved 
Gud i himlens højeste rige, om hun ikke 



Digitized by Google 



TESTAMENTET. 



153 



trallede op ad trappen! Sikken kræfter hun 
måtte have, det pigebarn. Ja, nogen havde 
for mange og andre for lidt. Nå, men så 
hvilede hun sig til gengæld ganske artig der 
oppe på loftet. 

Hm hm! Hvad mon der nu stak derunder? 
Hun havde naturligvis noget for. Det var vist 
ikke, fordi det morede hende, at hun var så 
fornøjet. Bare man dog kunde liste sig op 
og se efter. Å, hun gik vel og rodede i 
klædeskabet for at se, hvad hun havde i vente. 
Den begærlige tøs. Eller — ja det var 
naturligvis syltetøjet og asierne — hun gik 
nok og rapsede af hendes gode, søde asier. 
De piger, de piger! de skulde altid slikke og 

stjæle. Nej, hvordan var det dog, hun 

trampede rundt deroppe? Nu vilde hun så 
sandelig op at se! 

Den gamle dame fik fødderne udenfor 
sengen og søgte at rejse sig, men knæerne 
slog mod hinanden og benene kunde ikke 
bære hende. Hun prøvede igen; hunvildcnu! 
Men hun faldt sammen som en sæk, og det 
var kun med besvær, hun atter fik sig lagt 
tilrette. 

Det snurrede rundt i hendes hoved, og 



Digitized by Google 



154 



TESTAMENTET. 



hun syntes, sengen løftede sig ved den ene side. 
Hun greb fat i sengekanten med begge hænder 
og bed munden sammen for at holde sit hoved 
klart. Hun syntes, tindingerne blev så tykke, 
og luften trak ganske koldt ned i hendes hals. 
En lille tid lå hun halvt sanseløs hen og 
rystede over hele kroppen. En gang imellem 
var det, som hun slugte noget. 

Det var kommen styrtende over hende 
som et regnskyl. Hun havde aldrig anet, at 
hun var så ringe. Hun mærkede det krybe 
og myrle af angest i alle hendes lemmer. 
Var der da virkelig fare for, at det kunde 
blive til døden, dette her? Ja, hun vidste jo 
nok, det vilde komme engang, men hun havde 
altid skudt det fra sig som noget, der allenfals 
ikke kunde komme hende ved før til næste år. 
Og nu var det, ligesom det lå ved benene af 
hendes seng og isnede op i hende. Måske 
stod snedkeren i dette minut og høvlede de 
fjæle, hun vilde få til kiste. Og de blomster, 
der nu stod ude i solen, dem kunde hun få 
over sit kistelåg. Å, hvor det dog var grimt 
og ækelt. Og hun var så hjælpeløs, kunde 
ikke tage for sig, når det kom, bare gøre sig 
lille i sengen, for om det måske kunde gå 



Digitized by Google 



TESTAMENTET. 



155 



udenom. Nu snurrede det inde i hovedet igen; 
nej, hun vilde ikke, hun vilde ikke. Men der 
var ingen til at hjælpe hende. Og den dyne 
som den tyngede! Luft! 

Henriette kom styrtende ind i sådan en fart, 
at hun var helt stakåndet. Den gamle dame 
gned sine fugtige hænder over lagenet og 
gispede. 

»Er frøkenen dårlig?« 

»Jeg er bange for at dø — jeg vil ikke 
— jeg vil ikke ned i den smalle kiste, hvor 
jeg ikke kan røre hænderne — kan du da 
ikke hjælpe mig, dit store menneske?« 

Henriette snakkede godt for hende. Der 
var jo ikke noget at være bange for; hun 
kunde da leve længe endnu; hun var såmænd 
ikke videre til års; nu skulde hun bare ikke 
være ræd, Vorherre vilde nok hjælpe hende. 

Den gamle frøken lå og søgte trøst af 
hendes ansigt. 

Ja, det håbede hun selv. Hvorfor skulde 
Vorherre ikke være god ved hende? Hun havde 
da vedgud været ganske skikkelig i sine dage, 
ja det havde hun, det turde hun nok sige. 
For selv om hun ikke havde været i et og alt, 
som præsterne vilde have, — å, Vorherre 



Digitized by Google 



•56 



TESTAMENTET. 



hjælpe os, hvis det gik, som præsterne prækede. 
Det kom såmænd bare an på, at man var et 
nogenlunde ordenligt menneske, som ikke 
skyldte nogen noget. Og hun havde levet, 
så hun godt kunde være det bekendt. Og 
selv om hun ikke havde gået ret meget i kirke, 
nå, hvad så, hun havde sit hus at sørge for, og 
der var også så umanerlig langt til kirken. Og 
det var da heller ikke for sent endnu. For når 
man bare passede på i den sidste tid, så slap 
man ind alligevel, ikke? Hun vilde låne nogen 
bøger om det, og så kunde Henriette læse for 
hende og lægge det ud for hende, det måtte 
hun da sagtens kunne; hun var så ung, at 
hun vel ikke havde glemt sin katekisme endnu. 
Og det var da det mindste, hun kunde gøre 
for hende. Hun skulde jo arve hende, 

Henriette vilde så gærne gøre det; hun 
skulde gå lige med det samme og hente de 
bøger, hun selv havde. Men nu skulde frøkenen 
tage lidt af sin medicin og drikke sig et glas 
vand og hvile sig en smule. 

Den gamle dame følte sig langt roligere, 
da Henriette var gået. Det havde lettet hende 
at snakke lidt om det. Det var vist heller ikke 
så farligt med hende. Nu havde hun det 



Digitized by Google 



TESTAMENTET. 



157 



helt godt igen. Det havde blot været en 
advarsel om, at hun skulde tænke på det 
andet liv. Og nu kom jo Henriette og læste 
for hende. 

Men hvordan var det dog hun trampede 
deroppe på loftet! Hvad var nu det? Det 
kunde da ikke være katten! . . . Nej, nu 
havde hun Herren forbarme sig aldrig hørt 
så galt? Nej, hun kunde ikke tage fejl. Og 
det vovede sådan et skamløst kvindemenneske 
at byde hende i hendes eget hus. Og oven- 
ikøbet mens hun lå og var dødsens syg! 
Nej hør! nej hør! . . . Hun havde så sandelig 
en mandsperson oppe på loftet, det letfærdige 
fruentimmer! Men hun skulde ikke dø i synden; 
det kunde hun være evig forvisset om. 

Henriette rystede lidt på hænderne, da 
hun kom ind og lukkede døren efter sig. 
Hun var hed og rød og kunde næppe bare sig 
for at le. 

Frøkenen lå og dirrede af raseri. 

ȁ, lille Henriette, kom lidt herhen og 
læg min hovedpude tilrette,« bad hun. 

Henriette bøjede sig ned over hende og 
puslede ved puden og gik så hen ved vinduet 
med sine bøger. Hun satte sig og bladede 



Digitized by Google 



1 58 TESTAMENTET. 

i en af dem. Hendes mund lå i skygge, 
men panden var blussende rød, og hendes bryst 
gik op og ned. 

Den gamle dame stirrede på hende med 
hadefulde blikke. 

Hun lugtede af tobak i håret, den tøjte! 
Ja, det tænkte hun nok, at det var den snedker 
med hans evig stinkende tobakspibe. Der var 
altså følgen af det maskepi med snedkerens 
søster. Og nu havde hun hele sit liv søgt at 
holde sit hus rent for mandfolk. Og at så 
Henriette skulde vove at slæbe sådannoget 
griseri op på loftet, mellem hendes egne kjoler 
og dækketøj. Det fik man for sine velgærninger 
mod det utaknemlige skarn. Men hun skulde 
ikke have gjort det omsonst. Og så vovede 
hun ovenikøbet at komme ind i hendes stue, 
som om der slet ikke var noget påfærde — 
den sleske tingest! 

Hun var så arrig, at hun ikke kunde få 
sin tunge i sin magt. Hun havde mest lyst 
til at jage hende på døren strax. Men hun 
betænkte sig; hvor skulde hun få en anden i 
en fart? Hun kunde ikke undvære hende, 
det var det ærgerlige. Havde hun bare kræfter 



Digitized by Goog. 



TESTAMENTET. 



159 



og helsen, så skulde hun stå op og prygle 
hende ud af huset med sit kosteskaft. 

»Skal jeg så læse noget gudeligt?« spurgte 
Henriette. 

Den gamle så' på hende med affældig 
ondskab. 

»Hvad er det for en bog, du har der?« 
spurgte hun. 

»Det er bibelen, frøken.« 

Frøkenen rejste sig op i sengen og vendte 
det hvide ud af øjnene. 

»Og det understår du dig til at byde mig, 
din frække tøs!« hvæsede hun, »væk med 
den bog, herut! Jeg vil ikke have nogen 
uanstændige bøger i mit hus!» 

Henriette stirrede på hende med åben mund. 
Hun troede, frøkenen var bleven forrykt. 

»Herut! herut!« gentog den gamle og 
stak bagud med sin tommelfinger henimod 
døren. 

Henriette bragte helt fortumlet bogen bort. 
Da hun kom ind igen, havde frøkenen atter 
lagt sig ned. 

»Syng mig heller en salme, lille,« sagde 
hun med mat stemme. »Syng mig den kønne 
salme om den yndigste rose. Den vil jeg 



Digitized by Google 



1 60 TESTAMENTET. 

heller høre. Syng den, min pige; du har 
sådan en rar stemme til at synge med.« 

Henriette tog salmebogen. Det begyndte 
at mørknes, så hun måtte sætte sig med ryggen 
mod vinduet for at se de små bogstaver. 

Mens hun sang, lå den gamle frøken med 
hænderne under dynen og rev testamentet i 
små stykker, som hun omhyggelig puttede i 
sin strikkepose. 



Digitized by Google 



Digitized by Google 



2 S 



P. G. PHILIPSENS FORLAG. 



NIELS MØLLER: 

EFTERAAR. 

DIGTE. 

Dagbladet. »Der er hos Møller en udpræget Origi- 
nalitet, en mærkelig Ævne til at forme storslaaede Billeder 
og støbe dem i grandiose og pompøse Former. Disse 
Digte er i Virkeligheden en Debut saa lovende, som der 
vel i adskillige Aar ikke er set.« 

Politiken. » — Det er en Poet, der har skrevet disse 
Linier, og de, der har Sans tor anden Poesi end romantisk 
Klingklang, vil læse Niels Møllers smukke og følte Vers.« 

Morgenbladet. »Niels Møller hører til dem, de Unge 
selv nævner blandt deres bedste Kræfter. Man læser heller 
ikke disse Digte uden at faa baade Respekt og Venskab 
for Forfatteren. Her er utvivlsomt rige Ævner, Kundskabs- 
fylde og Arbejdsdygtighed. Siden Drachmanns første lille 
Bind Digte er der næppe herhjemme udkommet nogen 
mere lovende Første-Samling.« 

Jyllandsposten. »Man maa anerkende i »Efteraar« ikke 
at træffe noget Digt, der ikke fængsler ved sit Indhold og 
ved sin malende Kraft. Digtsamlingen er en ganske særlig 
lovende, ja næsten fuldendt Debut.« 

Verdens Gang. »Det er længe siden, der udkom en 
betydeligere Digtsamling end Niels Møllers »Efteraar«. 
Fuldendt Form, Følelse og Tanker. Samlingen indeholder 
ogsaa en Del fortræffelige Oversættelser.« 

i Kr. 75 Øre, eleg. indb. \ Kr 



Digitized by Google 



Digitized by Google 



Digitized by Google 



Digitized by Google